Nicolai Kopernikus i rullestol, Tina Gylling Mortensen, Ida Cæcilie Rasmussen, Søren Sætter-Lassen i ‘Barselstuen 02’ (Tegning: Claus Seidel)

HANREJ

I PANIK

Holbergs ‘Barselstuen’ har fået et tilskud af global dommedag i ny bearbejdning. OK, så pyt. Men det er festlig familie-satire med Søren Sætter Lassen og Tina Gylling Mortensen i spidsen, der bærer stykket.

Dramatiker: Kirstine K. Høgsbro. Instruktør: Moqi Simon Trolin. Scenograf: Astrid Lynge Ottosen. Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Ida Cæcilie Rasmussen, Tina Gylling Mortensen, Stine Schrøder-Jensen, Rikke Bilde, Nicolai Kopernikus, Stanley Bakar, Christine Gjerulff og Lila Nobel.

’Barselstuen 0.2’ spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil ???

****

DET KGL.Skuespil er ude på muntert gyngende broer i disse dage. Det skal være lidt sjovt, det, der spilles.
I det Røde Rum sker det halvhjertet, for der kan de ikke finde ud af, om ’Nordisk Fjer’ skal være blød satire eller hård afsløring af menneskelige svagheder.
På Store Scene er rendyrket komik hovedsagen, men tilsat meteorologisk dommedag.
Her hedder stykket ’Barselstuen 02’, og det er, fordi Holberg er affyringsrampen med hans komedie om mester Corfitz, der bliver rendt over ende af sin unge kones barnefødsel og alt det halløj, det afstedkommer – med rend af gratulanter i barselstuen, og finter om, hvem der nok er far til den nyfødte – gamle Corfitz eller et yngre eksemplar i nabolaget?
Den pointe er bevaret centralt i Kirstine K. Høgsbros nye Barselstue. Og tak for det. Nu er den gamle så ikke håndværksmester Corfitz, men skuespiller Søren, der er lige på nippet til at skulle have premiere, såmænd på Holbergs ’Barselstuen’, og han skal spille Corfitz.
Kirstine Høgsbro er en pudsig dramatiker. Hun myldrer af ideer – det ved vi f.eks. fra hendes skæve og omkringfløjtende debut med den forbløffende titel ’Hvor er du egentlig grim, når du er liderlige’.
Og her i hendes Barselstue er skuespiller Søren ikke bare Søren Sætter Lassen i egen bajads-festlige skikkelse, han den grænseløst selvoptagne skuespiller, der tv-interviewes, fylder intervieweren med krukkede primadonna-bemærkninger og os andre med selvironiske karakteristikker af sit eget krukkeri. Og samtidig tér sig mere og mere trængt over at blive overset af familie og gæster, der vil kikke og dikke til den nyfødte – mens han flakker hvileløst rundt i stuen med rollehæftet i hånden og prøver at få fred til at øve sin rolle.

SOM EN HUMLEBI

Det er lige så født en rolle til Sætter Lassen med hans fabelagtige, mimisk artikulerede showtalent, som svigermorrollen som Kirsten er indtegnet i Tine Gylling Mortensens katalog over slagkraftige kvindemennesker med replikker, der sidder som straffespark mellem stængerne og et kropssprog, der summer sig vej i landskabet som var hun en gjaldende humlebi.
En sofa i det corfitzke hjem er et nøglepunkt, hvor familie og gæster lejrer sig i og omkring, og Tine Gylling Mortensen kan plante sig i den sofa som på et erobringstogt. Med replikker og synspunkter, der når som helst er som grebet intuitivt, de herligste halsløse, irrationelle argumenter om indvandrere, småbørn og skuespillere, hvad og hvem som helst. Sangeren, der også optræder hos Holberg i Cortitz mistænkelige geled som en, der gør ham til hanrej, er hos Kirstine Høgsbro nabo og indvandrer, og får fru Kirsten til det ene øjeblik at mene, at han nok både er dum og lugter, det næste, at han er så skøn, at der må danses med ham – Tine Gylling må en dag sættes på rollen som Magdelone i ’Maskerade’, så vi kan se hende danse ’nok en folie’ som den, Henrik opfordrer hende til i det stykke.

FESTLIGE STIK

Søren Sætter Lassen og Tina Gylling Mortensen tager så mange festlige stik hjem i ’Barselstuen 0.2’, at vi er tilbøjelige til at overse, at Nicolai Kopernikus, Stine Schrøder Jensen, Rikke Bilde, Ida Cecilie Rasmussen og den syngende yngling og mulige barnefader Saalih, spillet af Stanley Bakar, er fortræffelige hver for sig.
For ikke at glemme tv-intervieweren Lila Nobel og meterologen Christine Gjerulff, der formidler de dramatiske beretninger om storm og undergang og truslerne mod både unge og gamles eksistens – alt sammen en underlig påklistret trussel, der ikke tilfører noget særligt til det underholdende familieslagsmål om barnets proveniens (som det hedder i auktionssproget) og Corfitz’ neurotiske bekymringer om sin skuespillerstatus og sin faderværdighed.
Kirstine Høgsbro har mange brød i ovnen, men det er såmænd nok med den egentlige Barselstue-historie. Sjov, uanset at Høgsbro låner mange pointer fra Holberg.
Holberg er nu heller ikke så ringe endda.  Og han interesserede sig skam også for meteorologien og det kosmiske. Selv i ‘Barselstuen’, hvor han lader gårdskarl Troels kravle op i toppen af Rundetårn, men det er nu ikke for at bese den stjernehimmel, som scenografen Astrid Lynge Ottosen så imponerende genskaber over scenen. Men for at kikke ned i gaden Aabenraa, hvor de besøgende strømmer ud og ind af Corfitz’ hus for at bese den nyfødte.

gregersDH.dk