HALLØJ

MED BARBEREN

En fræk og lystig udgave af Rossinis ’Barberen i Sevilla’ – et gæstespil, der vender op og ned på operaen, men uden at gøre den skade. Tværtimod. Rossini ville have nydt det.

Gæstespil fra Den Ny Opera på Folketeatret. Spiller indtil 12.5.

*****

HOVSA! Vi er hurtigt klar over, at vi ikke er på høflig visit i verdenshistoriens sidste rigtige opera buffa, Rossinis ’Barberen i Sevilla’. To minutter inde i ouverturen sidder Rosina ved klaveret og jodler med på musikken.
Og efter ouverturen sætter næste joke ind – ikke noget med, at unge grev Almaviva kvæder sin forelskede vise neden for Rosinas vindue, som han skal. For nu drøner barber Figaro ind på scenen i sit kostume fra opførelsen af ’Tryllefløjten’ på Den Ny Opera i Esbjerg, overhovedet ikke klar til at synge sin berømte selvportræt-cavatine om barberen med de hundrede opgaver og alle dem, der råber efter ham.
Den kommer, men først en Joachim Knop i snotforvirring.
Forkert kostume. Forkert opera: Over ham sejler et skilt ned fra suffitterne med påskriften ’Don Bartolos Bryllup’. Og ingen Almaviva. Ikke før sådan en melder sig fra en tilskuerplads og påtager at synge rollen.
Det går med andre ord rigtig godt. At Knop er i Papageno-kluns er selvfølgelig et hint til hans rolle i den vildtvoksende opførelse af ’Tryllefløjten’ på operaen i Esbjerg for nogle år siden.

REN KOMEDIE

’Barberen’-udgaven i denne sæson kører altså frækhederne lystigt videre. Nu med en endevending af Rossini.
Det udvikler sig frejdigt gennem forestillingen. Og det lykkes faktisk langt bedre, end det gjorde med ’Tryllefløjten’ dengang. Kernen i ’Barberen’ er nemmere at holde fast i. Grundstoffet er ren komedie. Og man kan være nogenlunde tryg ved, at den 24-årige Rossini med sit umådelige overskud, da han skrev operaen i lyntempo, ville være klar til at acceptere de fleste af de påfund, instruktøren Jakob Næslund Madsen præsterer.
Næslund er selv på scenen som grev Almaviva, i virkeligheden næsten mindre drivende handlingen end de øvrige medvirkende, som kaster sig ud i fornøjelser med enorm spilleglæde.
Men Næslund har tilsyneladende det kølige overblik til – sammen med dirigenten Lars Ole Mathiasen – at holde halløjet stramt på et plan, hvor musikken ikke køres i sænk, og hvor de enkelte medvirkende fungerer præcis på deres særlige kvaliteter.

SELVIRONI

Knops Figaro har en formidabel entertainer-frækhed. Morten Staugaards Don Bartolo nyder godt af både hans glimrende basbaryton, men han har også en brillant mimisk styring – hans fortabte dumsnuhed er ubetalelig.
Og Jesper Brun-Jensen afleverer ’Bagtalelses’-arien med en betontung bas og en fiffig selvironi, der egentlig stemmer flot med den gennemgående tone i hele forestillingen, en tone af leg og distanceret spil med figurerne og historien – langt ud i forelsket, selvbevidst artisteri. Vi er på komedie.
Vi drømmer ikke om at tage noget alvorligt, undtagen legen. Liv Oddveig Midtmageli koketterer med sin glimrende sopran og henrivende underfundighed, som var hun på catwalk med sin Rosina-figur. Og Lisbeth Kjærulff ter sig som tjenestepigen Berta som havde hun set Marguerite Vibys stuepige i ’No, no Nanette’, men det er hun selvfølgelig for ung til.
Opførelsen munder ud i en ’Buona sera!’, hvor ensemblet broderer musikken og replikkerne til en satirisk apoteose over operagenrens absurde sider.
På den måde en ekstra understregning af denne Rossini-opera som historisk finale på opera buffa-genren, som i sig selv var en ironisk kommentar til den seriøse barokopera.
Fascinerende.

gregersDH.dk