Barbara Hannigan (foto: Marco Borggreve)

PÅ BARBARAS GYNGENDE GALEJ

Multifænomenet Barbara Hannigan med Haydn, Gershwin og Stravinskij.

Barbara Hannigan i Tivoli med Copenhagen Phil. torsdag aften 5.8.

****

TOPPEN var hendes Haydn-symfoni. Dér fremmanede Barbara Hannigan en lyslevende, festlig ældre hr. Haydn, trippende  gennem Londons gader med lystighed og elegance iført sin silke-doktorkåbe tildelt ham som æresdoktor ved Oxford University. Men det var i koncertsalene, han imponerede under sine lange gæstespil i London i 1790’erne i år, hvor Europa ellers var på vej ud i revolutionært skuddermudder, og England havde travlt med at tøffe rundt med sin flåde og vel var godt i gang med at planlægge at få tugtet danskerne, der foretrak det finere franske og teede sig selvbevidst med sin egen uforskammede flåde. Krige og slagsmål kom ikke Haydn ved i de dage, han var i London, han skrev en stribe symfonier til englænderne, symfonier, der boblede af friske ideer og fik ham til at danse menuetter og dandere omkring i sin nye, skræddersyede slængkappe.

EN glad Haydn. Og her i Tivoli en glad Barbara Hannigan, der tumlede Copenhagen Phil og den af Haydns symfonier, der har nr. 90 og står i strålende C-dur og med en scherzo-sats, der er som et cirkusnummer med ringe og køller og slutter med et pift af et sving mod loftet – så flot, at publikum brød ud i en klapsalve, som Barbara Hannigan stoppede i flugten, for hun havde mere fór, nemlig Haydns allegro-finale. Vi argumenterede forleden for publikums naturlige, men undertrykte ret til at fyre bifald af, når musik indbyder til det. Men der var altså logik nok for Hannigan i at ville videre med det samme nu, for hun og Haydn havde en festfyrværkeri-finale i baghånden. og den skulle bare komme SÅDAN!

HUN ved, hvad hun vil, damen. F.eks. stikker hun af i samme sekund Haydn er færdig, for at lade orkestret gentage finalen uden dirigent, mens hun var ud for at trække vejret og sætte håret inden det show, de fleste nok var kommet for: Hendes Gershwin-suite af numre fra musicalen ’Crazy Girl’, en musical fra de tidlige tredivere – orkestret banket op til fuld udblæsning af swing, og hun selv i sikker udfoldelse af de evner, der har gjort hende berømt, evnen til at synge og dirigere på én gang. Og sandelig, dér kom det: ’But not for me’. ’Embraceable You’ og ’’I got Rhythm’ o.s.v: ‘I god muscle, I got my man’.

HUN synger, hvad der passer hende med den sopran. Jazz eller opera, tonerne sidder og fløjter mod højderne, nok til at Nattens Dronning i Mozarts ’Tryllefløjten’ kan føle sig truet, selvom den hysteriske dronning vel ville blive forbløffet over blues-udsvingene. Øjne, mimik, hænder og arme, hele kroppen er på færde med musikerne. Taktstok er ikke noget, hun bruger. Der synges og dirigeres uhæmmet. Og musikerne bryder ud i sang og kor, når det skal være – hvad skulle afholde professionelle, klassiske musikere fra se op fra noder og instrumenter og synge, når det er det, den vævre frue synes der skal til, om der så står noget andet i deres fagforeningensbog på side et eller andet.

ER det mystik, trolddom og noget særligt, dét med at være både sanger og dirigent? Næh, det er det vel ikke. Pianister, violinister og så mange andre instrumentalister omplanter deres virke til orkesterdirektion, klarer også tit begge dele, pianister ser vi i dobbeltdrift, tænkt på Barenboim, tænk på Toscanini, han var cellist. Rækken er alenlang, Også sangere dirigerer, når det stikker dem og det rykker i ambitionerne. Som hos Domingo.

MEN synge og dirigere samtidig? Jo da, Celibidache og andre brummer hørligt med som akkompagnement til taktstokken. Og nogle operasangere kan have hele kroppen på svingningsmanøvre, når de prøver at tvinge dirigenten i orkestergraven hen til det tempo, de foretrækker. Barbara Hannigan synger, hvad hun vil synge på samme facon som en klaver- eller cembalospiller jonglerer med instrument og ensemble. Solist og dirigent i ét hug. Det kræver en helt særlig fysisk beherskelse og mental overlegenhed. Se og hør Lars Ulrik Mortensen med hans Concerto Copenhagen. Det nærmer sig nogle de sportspræstationer vi ser f.eks. i øjeblikket under de olympiske lege. Evnen til at lægge kloge og langsigtede strategier og samtidig styre de spontane krav til lynhurtige omstillinger. Barbara Hannigan magter den dobbelt funktion af intuition og beregnet styring, når hun arbejder med et orkester og samtidig synger med solistisk overbevisende kraft og sikkerhed.

VI ved, at hun med sit talent og sine ambitioner har udviklet en målbevidst beherskelse af svær, moderne musik og komplicerede partiturer. Hun har sunget Hans Abrahamsens skønne og krævende ‘Let me tell you’, Ophelias opdigtede monolog om sine tanker over sin skæbne i Shakespeares ‘Hamlet’ (dem ville vi godt have lagt ører til i Tivoli). Nu oplevede vi det det med hendes udgave af balletmusikken til Stravinskijs ’Pulcinella’, hvor det var hendes direktion, der var kravet. Hun sang ikke, men overlod opgaverne til tre operasangere. Denne version af Stravinskijs musik til balletten var naturligvis uden den afgørende dans, men i den mildt forvirrende koncertudgave indlægger Stravinskij brudstykker af de italienske sange fra den oprindelige komedie af Pergolesi, som han broderer videre på. Den slags kunne koncertprogrammet i Tivoli godt lige fortælle om, i stedet for bare at skrive et par linjer om handlingen i ’Pulcinella’, den komedie, Pergolesi skrev musik til for tre hundrede år siden. Publikum havde ingen begribelige steder at henholde sangene og deres italienske tekster til. Stravinskijs musik er forvirrende nok i forvejen, hvis man ikke sidder med studiebrillerne på for at kikke efter komponistens instrumentale manipulationer og neoklassiske eksperimenter med et barok- partitur. Ok, ok og pyt så.

MEN så kom Haydn og Gershwin. Især tak for Haydn.

gregersDH.dk