Stravinskij-baletten ‘Symfoni i tre satser’ (Tegning: Claus Seidel)
DEN LEGEMLIGGJORTE MUSIK
’B for Balanchine’ kalder Det Kgl. de tre Balanchine-balletter, der nu går på Operaen. Enkeltheder og totalvirkninger af stor virkning. Skuffelser ind imellem.
****
HVAD hænger tilbage efter sådan en Balanchine-aften? En halv time efter tæppefald. Men ti dage efter en premiere, som mange talte og skrev begejstret om.
Der hænger en blanding af skuffelse og begejstring. Det er den femte opførelse efter premieren. Det er en aften uden Silja Schandorff, myten, der som en søvngænger bereder sig på at slukke sit lys – om fjorten dag danser hun af på Det Kgl.
FLOSSET
Men alt er jo ikke stjerne-ballarinaen – korpset er vældigt, og vældig talentfuldt bestykket. Balanchine er også korpset i action, ikke mindst i de tre balletter, der sætter denne aften sammen: ’Symfoni i tre satser’, ’Søvngængersken’ og ’Symfoni i C’. Der kommer så den første lille skuffelse: Det storslåede vue af – hvor mange? – vel seksten kvindelige dansere i hvidt, linet op diagonalt – et udgangspunkt som til en klassisk Niels Bukh-gymnastikopvisning – og Stravinskijs benhårde rytmepisk er dårligt sat ind før man ser dét, der skal være den totale perfektion, bryde sammen, bevægelserne smuldre i timing, det lineare flosset i kanten.
I KALEIDOSKOPET
Ok. Så følger balancen mellem parrene og tutti-gruppen, for nu at bruge et musikudtryk – relevant nok, for Balanchine er musik, musikken omsat til visuelle mønstre, det er dét, der er det herlige. Og det perfekte i detaljen kan til en vis grad erstattes af de grafiske billeder, der danner sig i Stravinskij-balletten ’Symfoni i tre satser’, for ikke at tale om i den ’Symfoni i C’, der afslutter aftenen – til Bizets musik, der med sine gentagne og varierede tonebølger får Balanchine til at skabe mønstre, der åbner og lukker sig som de næsten psykedeliske billeder, der i vores barndoms kaleidoskoper dannede sig, når vi drejede det magiske rør.
FYSIKKENS LOVE
Sådan vokser aftenen alligevel ud til kæder af oplevelser, hvor perfektionen måske ikke altid kommer de balanchineske krav lige kærligt i møde, men hvor lykken ved enkeltheder alligevel melder sig: En Charles Andersen, som med chokerende adræthed løser Harlekins skæve dans i ’Søvngængersken’ – denne egentlig lidt firkantede lille maskebal-historie, der vokser til romantisk mystik, da Christina Michaneks søvngængerske med lys i hånd får poeten Marcin Kupinski til at gå amok af betagelse – og os alle til at tage os til hovedet over, at det er muligt for en Christina Michanek at gennemføre den lange, lange tåspidssolo som noget i retning af et brud på fysikkens love. Tanken om, at Silja Schandorff i samme passage påstås at være i pagt med det guddommelige, lader vi lige nu ude af betragtning: Christina er hårrejsende god.
PERSPEKTIVET
Igen de magiske tableau-virkninger. Både i Stravinskij-balletten, men sandelig også i Bizets ’Symfoni i C’, hvor man kunne ønske sig at se sådan en opførelse fra flere vinkler. Centralperspektivet er sikkert ret afgørende – oplevet denne aften fra 5. række midtfor, men hvilke dramatiske forskydninger og nye indtryk måtte man ikke kunne få af de konstante brydninger mellem korps og solister, hvis man fik lejlighed til at se disse visualiserede musikalske åndedrag fra etagerne? Legemliggjort musik oplevet i nye overrumplende indgange, hos Balanchine og Bizet på baggrund af det totalt blå – enkelheden som den indlysende ramme om den grafisk koncentrerede dans.
Det er hvad der hænger tilbage i skrivende stund.
