HIDSIG

SOM EN

ITALIENER

UARTIG

SOM EN

SKOMAGER-

                                                                   DRENG

Operakomponisten August Enna dukker frem af glemslen – han levede i skyggen af Carl Nielsen.

Musikskribenten Steen Chr. Steensens bog om komponisten August Enna. 144 sider. Kr. 158,- Forlaget Multivers. Udkommet 14.9. som bind 1 i nye serie om danske komponister.

****

DER sker noget, når Den Jyske Opera skifter chefer. Vi får nye sangere at høre, nyt repertoire. Da Annalise Miskimmon sad i stolen fik vi flere Janacek-operaer – ’Jenufa’ og ’Katja Kabanova’ – hun havde en berettiget kærlighed til den tjekkiske komponist. Da Philipp Kochheim i år overtog hende job, begyndte han med koncentrationslejr-operaen ’Passageren’ af den polsk-jødiske Weinberg – og så bekendtgjorde han, at Den Jyske Opera ville spille danske August Ennas ’Kleopatra’ i foråret 2019 og senere nok flere forsømte danske operaer.

GOD nyhed. Meget a propos udkommer nu en bog om August Enna, skrevet af Steen Chr. Steensen, Berlingskes tidligere musikanmelder, klog på så meget, bl.a. Carl Nielsen, som han også har skrevet en bog om.

SÅ hvem er han, Enna? Få hører hans musik i vore tider, af og til enkelte ouverturer og orkesterstykker. Hans operaer er stort set glemt. Han skrev endda tretten af dem plus musicals og musik til en række balletter. En komponist, der blev fejret som genial, da hans første opera havde haft premiere i 1892 – operaen hed ’Heksen’. Den vandrede med stormskridt verden rundt – lige som flere af hans følgende operaer, bl.a. ’Kleopatra’, der havde hentet emne fra en roman af den populære, engelske forfatter Rider Haggard, ham, der også skrev ’Kong Salomons miner’, som blev slidt skamløst til laser af mange, også mig, i 1940’rne. ’Kleopatra’ er ikke Shakespeares historie om Cæsar og den forførende ægyptiske dronning, men et lige så heftigt drama om en ægyptisk prins, der vil myrde hende for at få magten selv, men brænder uhelbredeligt varm på hende.

INTERESSEN for Ennas operaer skred efterhånden. På Det Kgl. blev de spillet, nogle af dem modtaget med større eller mindre irritation og surhed eller ligefrem afvist. En modtagelse, der gjorde Enna selv forbitret især på Det Kgl. – i bogens sidste kapitel citerer Steensen ham for på sine gamle dage at nyde at gå i Wivex og lytte til ’det bedste orkester, jeg kender… og det er meget bedre end at gå i Det Kgl. Teater!’

HANS skæbne har ligheder med Rued Langgaards, selvom de to og deres musik er vidt forskellige. Langgaard, der genopdages i disse år og dyrkes med flid, var den akademiske, fra det såkaldt bedre borgerskab udsprungne og teologisk opslugte, senromantisk komponerende enspænder. Enna en københavnsk skomagersøn, der var nærmest autodidakt, en fyr med ungdomsår som værtshusmusiker og omrejsende cirkusviolinist, men som tidligt i sin 20’re blev grebet af Wagner, bestormede forestillingerne på Det Kgl., når der blev spiller ’Tannhäuser’ og ’Lohengrin’ – eller ’Rhinguldet’, som han hjemlånte partituret til fra Det kgl. Bibliotek, for at granske instrumentationen, mens han ind imellem hentede honorarer hjem til en nystartet familie fra sit violinspil her og der – rejste f.eks. en tid rundt i provinsen for at akkompagnere to rulleskøjteløbere i en cirkusforestilling, der var ledet af en tryllekunstner. Hans brogede musikerleben førte også til en assistentplads i Det Kgl. Kapel, så han må have haft rimeligt hold på sin marskandiser-indkøbte violin.

AUTODIDAKT? Jo, men begavet med et stort talent. Muligvis faldet til ham i arv. Hans farfar var en sicilianer fra byen Enna, déraf navnet. Farfaren Alexandro var trompéter i Napoleons hær, han deltog i slaget ved Waterloo, flygtede efter nederlaget til Hamborg, mødte en jødisk pige dér, flygtede videre med pigen i åben båd til Lolland, hvor Augusts far blev skomager, inden han vandrede videre til det københavnske. Sådan lyder Augusts egen beretning, og den anfægter Steensen ikke, selvom Steensen også flere gange undervejs må konstatere, at August Enna var et ganske selvoptaget, hidsigt og vidtløftigt væsen, der i – måske forståelig – nærtagethed lagde dramatik til sine ytringer. Han var – som nogen udtrykte det ’hidsig som en italiener og uartig som en skomagerdreng’.

DET afgørende var imidlertid August Ennas store evner til at suge til sig – Wagner var nærmest en besættelse for ham, senere Richard Strauss. Det fik ham til at skrive musik, der både i melodik og instrumentation emmede af forbillederne, og det måtte uvægerlig distancere ham fra Carl Nielsen-epokens kølige forhold til det svulmende, til det uendeligt strømmende romantiske tonefald, til alt, der rungede af mystik, og som kunne få publikum til at svælge i følelsesladet henrykkelse. Han ramlede som Rued Langgaard ind i mure af afvisning oven på de første værker, især operaerne, der havde skabt forbløffelse over det uventede. Han blev i sin karriere ved med at skrive, som han hele tiden havde skrevet: Grandiost, melodiøst, velklingende og publikums-appellerende.

PÅ et tidspunkt, hvor netop Carl Nielsen skrev sit glasklare, lyrisk-folkelige ’Fynsk Forår’ og samtidig sin mere avancerede, ambitiøse 5. symfoni, fik August Enna for sidste gang opført en opera på Det Kgl., operaen ’Don Juan Marana’ – det var i 1925. Operaen blev dømt ’usmagelig’, og Politikens musikkritiker Hugo Seligmann, selv komponist, skrev bl.a.: ”Det, der rammer ham og her bringer ham til fald, er… at han aldrig har fået skolet sit talent. Nu som altid er han musikkens galning uden mål og med. En gøgler er han…  lige så utæmmet hed han er, lige så utæmmet banal er han.” Seligmanns kritikerkollega Charles Kjerulf kaldte konsekvent Ennas dramatiske håndelag for ’teaterskræderi’.

DEN københavnske musikverden ramte ham med flid på hans manglende skoling. Også Carl Nielsen var inde på det i sin dagbog allerede i 1893: ”Traf Enna, som gik med hjem og spiste middag. Han udvikler sig ikke som menneske og altså heller ikke som musiker. Hele hans syns på kunst er naivt forretningsmæssigt; bare meget færdigt!” Det var kort efter premieren på ’Kleopatra’, der var blevet modtaget som en åbenbaring af publikum og anmeldere, og som ’Heksen’ hurtigt var på vej til succeser i udlandet. Et gennembrud, intet mindre. Han blev opdaget. Det Kgl.s kapelmester Johan Svendsen tog ham under sine vinger, Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann havde i slutningen af 1880’erne anbefalet Enna til det prestigefyldte Anckerske Legat, der bragte ham på studierejse til Tyskland – ”Netop nu vil det være ham til største gavn” skrev Gade i sin anbefaling. Alt tegnede i 1890’erne til en lysende karriere for naturtalentet. For komponisten, som kunne skrive stor opera.

SJOVT nok var dér, hvor han trods alt kom til at markere sig i det danske musikliv – i hans egen levetid og i årene siden hans død i 1939 – blev det med H.C. Andersen-inspirerede, mindre værker, ’Pigen med Svovlstikkerne’, ’Prinsessen på Ærten’ og ’Hyrdinden og Skorstensfejeren’. Det fremgår bl.a. af den diskografi over udgivne CD-indspilninger, Steensen bringer sammen med udførlige værk- og litteraturfortegnelser bagest i sin bog. Godt og omhyggeligt arbejde i øvrigt som indledning til den serie af komponist-biografier, forlaget hermed lancerer.

I Århus ligger ’Kleopatra’ forude. En genopdagelse af en stor opera?

gregersDH.dk