(Steen Stig Lommer og Tammi Øst i ‘Ansigtet mod væggen’ på Café Teatret (Tegning: Claus Seidel)
BEDRE DAG FOR DAG
Tammi Øst i centrum i virtuost, absurd teater på CaféTeatrets lille scene.
****
TAK, venner. Her gælder det om at holde fast i stroppen. Replikkerne flyver, og stroppen er der muligvis slet ikke. Det er pointen.
I englænderen Martin Crimps ’Ansigtet mod væggen’ møder vi tre mennesker, en kvinde og to mænd. Har de relationer til hinanden? Ja og nej. De taler hele tiden i 3. person, især om drengen Bobby, om hans mor og om hans far. Som de er? Eller spiller? Eller fortæller om?
Det er underordnet. Vi er i et kaos af impulser, indtryk, manøvrer, modsigelser, små magtkampe og forsøg på bringe sig i position eller bare ytre sig, lige meget om hvad, hvordan og hvorfor. Stort set som vi oplever det ved møder mellem flere mennesker, professionelt eller selskabeligt. Mellem ægtefæller eller mellem selskabets deltagere.
DET FORTRÆNGTE
Luften svirrer, kan man få en kniv ind i en sprække eller en skæg bemærkning fyret af i et splitsekunds pause? Fortrænger man selv viden, erindring og erfaring i forsøg på at få ting til at se anderledes ud. Rigtigere, klogere. Ønsketænkning? Eller blot momentan forglemmelse af virkeligheden, for betyder dén egentlig noget? Moren kalder pludselig sit barn Johnny. Nåh, ja – hedder han Bobby? Så siger vi dét. ’Det skal nok gå alt sammen,’ som Schlütter sagde.
DET VISUELLE
Det er en absurd, en foruroligende, men også en virtuos lille forestilling. Jacob Schokking har iscenesat den på den lille scene i CaféTeatret med mobilisering af al den visuelle akuratesse, der er hans kendemærke, når han kombinere videoteknik med lyd og scenebillede. Han kan lave gadeoptøjer, stikke et dollargrin i brand, så hårene rejser sig på vores hovedet – og projektionen rammer såmænd blot et vrag af et klædeskab.
Tammi Øst ’er’ kvinden. Ukuelig optimistisk. Med konstante blokeringer og fortrængninger – verden, ægteskabet, ungen, hjemmet. Alt forsvares – eller angribes i pludselige anfald af modsigelseslyst og overlevelsestrang. Steen Stig Lommer og Henrik Birch har den enerverende opgave at kredse omkring hende som nålestikkende satellitter. Dæmoniske, ind imellem sarkastisk morderiske.
DET UFORKLARLIGE
’Ansigtet mod væggen’ er en kort, koncentreret forestilling på ikke meget over en time. Uhyggelig. Næsten mere uhyggelig end Edison Teatrets Norén-forestilling ’In memoriam’, fordi dens grusomhed peger mod uforklarlighed mere end mod Noréns håndfaste socialanklage. Med ironien som det beske våben: ’Det går bedre, dag for dag’ lyder en gentagen replik.
