Ole Thestrup, Clara Rugaard-Larsen og Ditte Gråbøl i ‘Annie’ (Tegning: Claus Seidel)
SMIL TIL VERDEN
’Annie’ på Det Ny Teater er strømlinjet og perfekt amerikansk selvironi.
*****
’ANNIE’ er hele armen. Hele den amerikanske arm. Hele det bedårende, selvironiske, yankie-kik på egen navle, som vi elsker, og som vi elsker at fnise ad. Musical’en svømmer over af ’Du er din egen lykkes smed’. Og den lykke, der skal smedes, er pengenes. Mere end alt andet. Velkommen, Anders And! You win!
’Annie’-historien er som Anders And baseret på en tegneserie. Den tilføjer så nr. 2 i rækken af genkendelige amerikanske headlines: ’Smil til verden, så smiler den til dig’. Kør ud ad ’Easy Street’.
Så kommer du over alle trængsler og når til målet.
SMIL
Sådan realiseres ’Annie’ også perfekt på Det Ny Teater. Helt ud til fingerspidserne. Du kan byde pigen Annie hvad som helst: Tæsk af børnehjemskællingen Miss Hannigan. Drillerier fra de andre piger. Mødet med politiet, når hun stikker af fra hjemmet. Konfrontationen med milliardæren Mr. Warbuck eller med U.S.A.s præsident Roosevelt – hvem som helst. Hun smiler, går lige til dem alle sammen med en afvæbnende pågåenhed.
Frisk pige. Ikke til at kule.
Clara Rugaard-Larsen hedder pigen, vi så til premieren denne aften, 13 år, og sikkert lige på nippet til at gro ud over barnestadiet. Og så bevar mig vel: Syngende som en engel, rent, stort, frækt i sin sikkerhed, og selvfølgelig banket op til at være en Shirley Temple, på én gang levendegørelse og parodi på voksen amerikansk musical-stjerne – hun kan stige ned af trappen i millardær-paladset, som var hun dronningen selv.
Andre kommer til at spille rollen – den vil gå på skift mellem tre piger, men Clara var altså sat til at dupere ved premieren.
PERFEKTION
Et andet amerikansk snuptag: Perfektionismen. Henne på Folketeater kan du få charmen og det næsten improvisatoriske overskud i musicalen ’Sugar’, som vi anmeldte i går. På Det Ny Teater får du den perfektionistiske syl lige i øjet. Tingene sidder. Det er helt fortryllende, hvordan nogle sang- og danse-numre lykkes med børnene, koreograferet vittigt og stramt, uden at det et sekund virker som preusser-disciplin. Der er arbejdet med sagerne. Som der er det med alt i forestillingen – Dirk Hofackers dekorationer lever op til det bedste i Det Ny Teaters tradition. New York i al sin kitchede overdådighed af slum og biedermeier-europæisk luksus – baggrundsprojektioner mod sætstykker og mellemtæpper i ustandselig variation, gade, børnehjem, præsidentkontor – nå, der er selvfølgelig et sidespring til White House i Washington – men ellers: N.Y. i al sin fest og rædsel.
SENTIMENTALITET
Lever vi med handlingen? I al sentimentalitet: Historien om, hvordan Annie stikker af, bliver annekteret af milliardæren. Svindlerne, der prøver at score hans 50.000-check for at melde sig som Annies forældre. Og den groteske julefest, hvor Annie – og hendes hund! – omsider adopteres af God’s own Winner, Mr. Warbucks, og hun suser ind i på den ’Easy Street’, hvor lykken findes. Hvordan den end er asfalteret. Med svindel og fiduser, som parret Rooster og Lily forsøger sig, eller med den nedtromling af svagere business-modstandere, som Oliver Warbucks praler af.
Når vi accepterer den rædsomme ugebladshistorie, er det på grund af den effektive musik, selvom den dårlig nok har et egentlig hit ud over ’To morrow’. Men nok mest fordi den i sin mekaniske sentimentalitet giver f.eks. Ditte Gråbøl lejlighed til at vrænge al sin sarkastiske råhed på banen som børnehjemsleder, og i høj grad fordi Ole Thestrup som milliardæren både kan aflevere en stålsat kyniker af en børs- og business-jonglør med en nærmest nyrussisk brutalitet, og samtidig synge sig til en helt rørende, ensom og ømhedshungrende bavian, grotesk i sin fremtræden, barnlig i sind, en umulius af en tumling og mors dreng, der er vokset ud over sine egne bredder. Det er ganske gribende.
AMERICAN WAY
Vi ser godt og overgearet spil i en række sideroller, af Julie Steincke, Tomas Ambt Kofod, Steen Springborg, Anne Suppli – men sådan skal det være, alt er karikatur, alt er hårdt skåret parodi på american way of life, formidlet af en show business, det er Broadway par exellence, når målet er at se på sig selv og smile rørt.
’It’s showtime’ som Bob Fosse siger i ’All that jazz’.
I ’Annie’ kulminerer det i 2. aktens flintrende aflevering af et NBC-radio show anno ca. 1932 hvor både Annie og Mr. Warbucks efterlyser hendes forældre. Det er vittigt. Her rammer instruktøren Daniel Bohr hele essensen af stykkets bevidste karakteristik af amerikansk absurd livsudfoldelse og selvbeskuelse.
