SHARE!
En monolog af dramatikeren Anna Bro trykt i ’Teater1’ vrænger aggressivt og ironisk ad interaktions-hysteriet.
****
’TEATER1’ har taget det gode initiativ at bede danske dramatikere skrive en stump ny dramatik til hvert nummer af tidsskriftet.
Anna Bro har skrevet til det første nummer i 2014. Det er en monolog. Kort som et pistolskud. Tankevækkende og underfundig. Måske undfanget i en bus.
Hendes person – hende selv eller den, hun lægger monologen i munden på? – er gået helt ind i sig selv. Overmandet af en omverden, der kræver hendes deltagelse. Hendes eller hans.
I hvert fald deltagelse i et flimmer af elskværdige, idiotiske initiativer, et bombardement af krav. Sprøjtet ud fra skilte og plakater. Uimodståelige, hvis man vil være med dér, hvor det sker. Hvad sker? Lige meget. Opfordringer til at tage billeder, oploade dem, share dem med andre, måske de andre passagerer, interagere, involvere sig, participate. Whatever.
Monologen turer på to sider hele karrusellen rundt. Så er hun på teatret, hvor et slogan, formuleret af en ny pressemedarbejder, hedder: ’Mere end bare teater’. BARE teater? Hun lægger sig syg i fjorten dage og hvæser: My Ass! Så læser hun tykke bøger, hvor man ikke skal forulempes af selv at vælge handlingen.
Monologen fortsætter sådan. En kæde af pressioner fra omgivelserne. Om at deltage, medskabe, være på. Om at slippe for at deltage, medskabe og være på.
Anna Bro forvirrer på snedig vis: Er det en kvinde eller mand, der taler, en ung eller gammel? Eller en ung, der føler sig gammel?
Formuleringerne er aggressive, vrængende, påståelige. Vi havner til sidst i venteværelset på et hospice, hvor døden venter inde, og himlen åbner sig ude, over et gråt København. Sygeplejersken tænder en lille lanterne, da det bliver nat. ”Den oplevelse har jeg ikke tænkt mig at dele med nogen. Måske i et digt. Måske i et mørkt rum, hvor alle tier stille.”
Sproget i monologen er skåret til i knap form. Monologen er læst på et par øjeblikke. Man fejer igennem teksten, trods de konvulsiviske spring i billederne. Scene på scene. Få linjer ad gangen. Fortættet og med en vred, men nøgtern irritation. En nærgåenhed, vi også kender hos Anna Bro fra dialogen i f.eks. hendes aktuelle ’Varmestuen’ på Husets Teater.
Ironien dobbeltbelægges: I en indledning til monologen skriver hun, at nu, hvor den bliver trykt på tidsskriftets papir, kan redaktionen jo lade den affotografere og lægge på Twitter eller Instagram. Og hendes egen signatur under monologen anfører både hendes facebook- og Twitter-adresse…
gregersDH.dk
