Frida Engström og Conny Thimander i ‘Aniara’ på Malmö Operaen. (Foto: Malin Arnesson)
FLUGTEN UD I DET STORE INTET
Rumoperaen ’Aniara’ bragt til live på Malmø Operaen med kvaliteterne som oratorium i behold.
Tekst: Libretto af Erik Lindgren på basis af Harry Martinsons verscyklus. Komponist: Karl-Birger Blomdahl. Scenografi og video: Jan Lundberg. Instruktion: Stefan Johansson. Dirigent: Tobias Ringborg. Medvirkende: Bl.a. Alexandra Büchel, Frida Engström, Daniel Hallström, Lars Arvidson, Tina Højlund, Conny Thimander, Bengt Krantz, Rickard Söderberg, Torbjörn Lilljeqvist og Ole Aleksander Bang.
’Aniara’ spiller på Malmö Operaen i maj og juni. Varighed: 2½ time inkl. pause. Publikum fra Danmark skal stadig huske pas eller kørekort til kontrol undervejs. Togpassagerer fra København står nemmest af ved station Trianglen, der er tæt på Operaen.
****
DER er to grunde til, at operaen ’Aniara’ vakte opsigt – lad os kalde det sensation – da den blev uropført i Stockholm i 1959 og kort efter kom på gæstespil i København og hurtigt fløj til andre steder i verden.
Den ene var, at den gjorde skrækken for himmelrummets uendelighed og jordens undergang til emne for en opera.
Det var noget, som Gud og hvermand begreb og blev berørt af.
Den anden var, at svenskeren Karl-Birger Blomdahl som en af de første komponister forstod, at den tids eksplosive avantgardemusik i form af anvendelse af tolvtoneteknik kunne kombineres med elektronisk lyd på hidtil uhørt måde.
Det var noget, som ringede hos musik- og teaterinteresserede og faldt i hak med det røre, der var netop i årene omkring 1960 for dramatiske skift i interessen hos musikpublikummet og konflikter mellem tradition og fornyelse.
Opførelsen nu på Malmø Operaen er en spændende bekræftelse på den sensation, ’Aniara’ skabte dengang.
Samtidig anledning til en nøgtern vurdering af det berømte, historiske værk. Især en konstatering af, at det i sin form nok mere er et oratorium end en opera.
Det er baseret på en tekst, en vældig og berømmet digtcyklus af den svenske nobelprismodtager Harry Martinson. En historie om et rumskib ved navn ’Aniara’, der forlader jorden med 8.000 mennesker om bord på flugt fra en jordklode, der – misbrugt af menneskene selv – flygter til Mars, hvor der er ren luft, ingen krige og godt at leve. Tror de. For de når aldrig så langt. Tværtimod. De når meget længere. Rumskibet støder sammen med en asteroide, kommer ud af kurs og fortsætter ud i det uendelige rum.
I Malmø fortælles historien i brudstykker af Martinsons tekster i en scenisk statisk version, der fortolker og gengiver de arme menneskers reaktioner i soli og monologer og i korets store og afgørende partier.
Alt sker i et sceneri, der kapper de medvirkende ind i et stort og pinefuldt klaustrobobisk rum med sorte truende vægge, I midten en flad forhøjning, som de medvirkende bruger som en art skibbrudne på en tømmerflåde.
Herfra lades alt håb ude! Her festes der og danses af de dømte med dødsforagt på midsommeraften. Den blinde synger sine visioner, fremtidens truende elektronhjerner personificeres i dans, den diktatoriske chef udøver sin magt, alt holdes på plads i en blanding af trusler og kunstige forhåbninger om en lykkelig slutning…
Det er i sig selv stærkt, velformuleret og glimrende fortolket. Og der er fremragende sangere i rollerne.
Men som scenisk drama har det svært ved at få liv. Al udtryk ligger i de medvirkendes tekst – for publikum gengivet i vel placerede undertekster – og i musikken, der er fyldt med raffinerede detaljer, en orkestrering, der håndterer den dodekafone kompositionstekniks komplikationer farverigt og forbindes fascinerende med båndmusikkens mix af konkret og elektronisk produceret lyd.
Alt dirigeres effektivt og smukt af Tobias Ringborg, med solistiske præstationer undervejs fra flere af medlemmerne af Malmø Operaorkester.
’Aniara’ kan vi stadig se som et epokegørende og nyskabende værk, gennemført tænkt i sine musikalske virkemidler. Men vi må nok vente på en scenisk virkeliggørelse, der bringer det ud over det oratorieagtige. Hvis det er muligt.
gregersDH.dk
