ET UNDER AF STILHED

Kontratenoren Andreas Scholl i Tivoli med et ultradæmpet klassisk lied-repertoire, velgørende. Fascinerende og interessant

*****

ET under af stilhed. Af intimitet. I en stor, fyldt koncertsal. Og så midt i Tivoli, der er sit eget underværk af glad støj.
Det er denne aften i en nøddeskal: Kontratenoren Andreas Scholl med et program, der klang på et niveau som Furesøen i blideste overflade med bølger som kærtegn. Vi har hørt og set ham på Det Kgl. mønstret i fuld krigsmaling som Cæsar eller helten i ’Partenope’ – Händels-operaernes berusende revival, et af Kasper Holtens fremragende løft til Operaen efter indvielsen. Vi har derfor også hørt Scholl for fuldt udtræk i den type roller, der har gjort ham verdensberømt som førende kontratenor.
Men intime, lyriske sange fra det tyske lied-repertoire, det var dét, der handlede om her i aften.
Tæt på Brahms – den borgerlige, for ikke at sige småborgerlige dyrker af den intime folke- og dagligstue-lied. Pudsig, kunstfærdig og erotisk i sange af Haydn. Og kokette Mozart – ’Das Veilchen’ med al sin dristige dobbelttydighed. Og så først og fremmest Schubert, der slår de tre andre i kunstnerisk åndfuldhed.
DER TOD

Et indslag, der fik os på mærkerne: Scholl sang ’Der Tod und das Mädchen’, den hårrejsende, ultrakorte fortælling om pigen, der bliver passet op af Døden, bér for sit liv, men bliver trøstet af Døden: ’.Vær ved godt mod…du skal bare sove i mine arme.’
Scholl synger pigens replik i sit falsetleje, men Dødens slutreplik i sin maskuline barytonleje.
Dér fik vi hørt hans ’normale’ stemme, den han også taler med, som er stilfærdig, og altså barytonal.
Smukt. Ikke noget dybt ’d’ som foreskrevet, men fred være med det. Bas er han altså ikke.
SVÆRE AT FANGE

Scholl er tyskfødt, sproget er hans hjemmesprog, men der er alligevel et minimalt problem med hans tekster. De er ikke altid lette af forstå. Heldigvis var teksterne trykt i programmet på denne aften.
Men svære altid at fange uden.
Det hænger åbenbart sammen med, at dannelsen af falsetstemmen kræver en artikulation, der begrænser udtryksvariationen i teksterne. Det tænker man ikke meget over på operaen, hvor udtryksspektret er så stort.
Men i de intime lieder skærer det ned på teksternes artikulering. Dér, hvor andre liedsangere kan jonglere med stærkere udtryk.
Hos Scholl er den fortættede intimitet, klanglige variation og koncentration dybt fascinerende. Men man skal høre godt efter.
Det gør selvfølgelig heller ikke noget.
Hans kvindelige, israelske pianist Tamar Helperin passede jobbet perfekt, spillede selv Brahms og Mozart som mellemlæg – en pige med en glimrende sans for at gøre venstrehåndens tematiske materiale vigtigt. Velgørende.

GregersDH.dk