Anders Matthesen i Falkonersalen tegnet af Claus Seidel

UNDERSTRØM

AF LATTER

Anders Matthesen pisker muntert med skorpioner i sit nye show, der denne aften havde premiere i Falkonersalen. Se det og gå hjem i seng uden iPhonen.

Anders Matthesens show spiller i Falkonersalen indtil den 29. september. Derefter provinstourné indtil den 11. december.

*****

KENDER I de mennesker, der ikke kan fortælle noget morsomt, uden at de selv er ved at kvæles i latter? ”Nu skal du bare høre…” Og så stormer manden fra pointe til pointe, som vi bare aldrig får fat i, fordi pointerne drukner i hans eget grin.
Sådan er Anders Matthesen ikke.
Jo, gu’ griner han da over sine selvproducerede betragtninger over alt mellem himmel og jord.
Men det er en konstant understrøm af latter, der i hans stemme er som en kats spinden, et continuum af henrykkelse ved at fortælle, mens han skaber forventning, skifter tempo, afbryder sig selv, hvisler ned i det næsten uhørlige, lader i sekunder som om han har glemt, hvor han skal hen, tager fat igen, mumler, besværger, trækker i langdrag, speeder op, holder pauser.
Det sidste – pauserne – er et af de slagkraftige paradokser, som han næsten kan holde foredrag om i sit nye talkshow. Pauserne fra tilværelsens evindelige kværn – han holder dem nogle gange selv som effekt, nøjagtig som Carl Nielsen gør i en symfoni. Det dér bragende stop, der kan synge i luften, så vi retter os op og lytter, som var pausen et tordenskrald.

SYNDFLODEN

Stærke komikere som Matthesen ved, at de skal ramme os i tindingen med det, vi kender, det vi ved i forvejen – det, han selv kender og ved i forvejen – det, der er komisk i vores tilværelse, uden at vi til daglig erkender det for alvor.
Hans hovedemne er hverdagens absurde beskæftigelse ved telefonen, iPhonen, computeren, tv-skærmen, døgndriften af informationer, syndfloden af nyheder, vores opmærksomhed, der splintres i brudstykkerfra morgen til aften, vores koncentration, der skifter fra emne til emne, fordi vi ikke rigtig kan finde ud af at sortere i strømmen. Han bruger skånselsløst sig selv som eksempel:
Hvor er jeg henne, når jeg vågner om morgenen og har brugt det halve eller hele af natten til at – som han kalder det: ’falde i you tube-hullet’ – og bagefter ikke husker en dyt af, hvad jeg har set, bare går fortumlet ind til en ny dag?
Hvordan skal man bære sig ad med at filtrere i den syndflod af informationer, som vi fodres med daglig i alle medier, ikke mindst de sociale medier, hvor væsentligt og uvæsentligt vælder frem i et sammensurium, hvor vi meddeler hinanden, hvad vi har spist til morgenmad, at tante er blevet syg, og at der er sket et mord på Amager?
Hvordan forbarmer vi os over de arme mennesker, som vi automatisk spørger ’Hvordan har du det?’ og som derefter er så tarvelige at svare med en kilometerlang beretning om, hvilke sygdomme, de trækkes med, og hvor det gør ondt?
Du spurgte jo!
Også det kan henregnes til de uberegnelige støjkilder i livet.

VEJRUDSIGTEN

Den mentale støj i vores tilværelse er uden ophør. Den daglige vejrudsigt bygges ind i hverdagen som ikke bare vigtig information, men som stof til en kværnende varmluftsmaskine af breaks og lattervækkende konversationssnak mellem al mulig andet. Musikere taler om et orgelpunkt, der lægger bas og bund i en komposition, men der har det en mening. I informationsstrømmen bliver kontinuiteten meningsløs.
Matthesen bruger en baggrund af storby-byggeri i skiftende lys og farver og skiftende himmel – vi er i universet som ofre for vores egen absurde og ustrukturerede skaberkraft.
Fortælleteknisk er han tilsyneladende lige så flimrende, som han beskriver vores tilværelse, men se om han ikke også ved, at en konstant af alle mulige digressioner afbrudt fortælling spænder os op til forventning om, endelig for fanden at få at vide, hvad det er, han engang oplevede på Fanø.
Det får vi. Men selvfølgelig ikke her i anmeldelsen. Dermed være sagt, at Matthesen og hans verbale salve om støj i vores liv er en messe værd.
Matthesen slutter med et citat af Frans af Assisi, katolsk renæssancetids-helgen. Hva’be’har? Noget for et talkshow-publikum?? Det kom i rablende tempo. Fangede det ikke. Roder i bøgerne. Giver mig endda god tid for ligesom at bekræfte Matthesen i ideen om, at alle vi flimmerhoveder burde geare ned.
Nul.
Man skulle måske se hans show en gang til.

gregersDH.dk