DEN GÅDEFULDE FEMME FATALE
Spot på myten Alma Mahler – et flakkende lys, der har svært ved at fokusere.
Idé og koncept: Radmila Rajic. Manuskript: Eva Sommestad Holten. Instruktion: Kenneth Kreutzmann. Scenografi: Gøje Rostrup. Medvirkende: Katrin Weisser og Radmila Rajic. Pianist: Rikke Sandberg. Lysdesign: Frederik Munck Vinther.
’Alma Mahler – en biografisk musikforestilling’ opført i Arbejdermuseets festsal i Rømersgade, spiller igen i aften på Teater Undergrunden i Værløse og i morgen, den 15.9. i Admiral Gjeddes Gaard. Varighed: 2 t. inkl. pause.
***
KAN kvinder komponere? Eller skal de bare holde nallerne fra nodepapiret? Vi taler ikke om Anne Linnet. Men om den legendariske Alma Mahler, komponisten Gustav Mahlers kone. Hendes berømte mand var imod, at hun komponerede. Den slags var hans opgave.
DET er Alma Mahler, som Katrin Weisser, den danske, tyskfødte skuespiller har fat i i forestillingen. Præcis som hun havde fat i Clara Schumann med forestillingen ’Claras indre stemmer’ for nogle år siden på Hofteatret. Clara skulle værsgo’ spille på sit klaver og hente penge hjem til husholdningen og deres fælles otte børn. Hvilket hun var temmelig genial til – hun var europæisk berømt pianist, mere berømt i de dage end komponisten Robert Schumann, hendes mand. Han anmeldte engang nogle af hendes kompositioner i sit tidsskrift og skrev: ”Her kan ikke være tale om nogen anmeldelse. Og hvorfor ikke? Fordi vi har at gøre med en dame.”
ALMA kunne hverken spille klaver, violin, synge eller noget andet af en art, man i tidernes morgen kunne forholde sig til som kvindelig musikalsk udfoldelse, hvis det skulle være. Men hun kunne dreje hovedet af led på mænd, og det gjorde hun, så hun er gået over i historien som forførerske, en mytisk skikkelse, der trak mænd til sig med sin karisma – og hvilke mænd! Ud over Gustav Mahler, bl.a. komponisten Zemlinski, arkitektikonet Walter Gropius og forfatteren Franz Werfel, en stribe af berømtheder, hvoraf hun giftede sig med nogle, i hvert fald de tre, og fik børn med – to af børnene døde tidligt, datteren hun fik med Gropius, fik i 1935 en dedikation i Alban Bergs berømte violinkoncert: ’ Til minde om Manon Gropius’…
STYKKET er en kædedans af hændelser i Almas liv, bundet op omkring hende udvikling fra teenager til femme fatale og lidt triste livsslutning i U.S.A. som alkoholiker – forestillingens koncept er formet af den bosniske sopran Radmila Rajic, der som Katrin Weisser er bosat i Danmark. Radmila Rajic medvirker selv i opsætningen – hun synger en række sange undervejs, men er også en art skygge af Alma, en kommentator, der overmaler en tavle med den ustandseligt vekslende navne i historien – men først og fremmest er hun sangeren, der bringer os i nærkontakt med det, der er det centrale: Alma, der vil komponere, og som lever i konstant konflikt med sine drømme og ambitioner – ambitioner, der aldrig lader sig definere helt: Er hun mest den frustrerede kunstner eller lige så meget den usikre, urolige, men også målbevidste forvalter af den tiltrækning, hun udøvede på sine omgivelser? Var hun – som hun selv siger i forestillingen, lige så meget et trofæ for de mænd, hun omgikkes, som hun var den, der selv gik efter trofæerne – de berømte mænd, hun mødte?
KATRIN Weisser spiller hende før pausen som den vildtvoksende teenager, på én gang en selvoptaget lille gås og aggressiv impulsiv man eater, der ikke kan styre sig, senere den oprørske kvinde, som mærker, hvordan hun bliver behandlet som et barn af sine mænd og prøver at vokse sig til selvstændighed. Men også mobiliserer en vis selvironi over for sin skæbne.
UNDERVEJS forsvinder hendes kunstnerambitioner gradvist, og der er i hendes liv rigeligt at tage af, hvis man vil. Og det vil man. Forestillingen prøver at få så meget med, så mange navne, så mange hændelser. Men vi bevarer alligevel den musikalske kerne: Ved klaveret sidder Rikke Sandberg, hun har slået an fra start med Wagners ’Tristan’-akkorder, og der får vi kimen til den unge Almas lynskudte kredsen omkring en toneverden, hun aldrig kommer til at slippe, og som knytter hende især til Mahler: den senromantiske tematik, den uendelige melodik, den spontant gryende selvbevidste seksualitet.
DEN tilstræbte balance i historien mellem Almas personlige udvikling og de musikalske kilder lykkes nogle gange, andre ikke. Radmila Rajic synger ikke mindre end tretten sange undervejs gennem forestillingen. Ikke altid lige indlysende a propos’er – hun synger med stor og varieret udtrykskraft både Alma- og Gustav-lieder – Almas er smukke og umiddelbart enkle i forhold til Gustavs – vi lytter til en stemme, der har sine klanglige problemer, når stemmen folder sig ud, men som fører teksterne frem med gennemtænkt og stilsikker artikulation. Jeg husker hende som en glimrende Nora i John Frandsens opera over ’Et dukkehjem’ på Den Fynske Opera for en del år siden.
DET væsentlige hér er, at sangene får os til at forstå pointen i Almas frustrationer. Alma har haft et kompositionstalent, men manglet evnen til at styre det gennem de maskuline klippeskær omkring hende. På samme måde bliver formidlingen af sangene i forestillingen på Arbejdermuseet ind imellem lagt mere interessant og velklingende i hænderne på pianisten Rikke Sandberg end hos sangerinden Radmila Rajic. Vi griber os i at lytte mere til klaverstemmen end sangstemmen.
NOGEN sublim syntese af Weissers forvildede Alma, Rajics sang og Sandbergs formbevidste klaverspil når vi med andre ord sjældent. Det er som et flakkende lys, der aldrig for alvor fokuserer. Kenneth Kreutzmanns instruktion sender diffuse signaler og Eva Sommestad Holtens tekst og Rajics koncept har for meget på huskesedlen. For Katrin Weisser var Clara Schumann-projektet på Hofteatret skarpere, enklere og klarere formuleret af komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussen.
gregersDH.dk
