Inger Dam-Jensen som Alcina i ‘Alcina’ Foto: Per Morten Abrahamsen)

’ALCINA’

IGEN

’Alcina’ på Kgl. Teaters Gl. Scene – omsider med den ved premieren sygemeldte Inger Dam-Jensen i titelpartiet.

’Alcina’ spiller endnu to gange i denne uge på Gamle Scene. Tirsdag og lørdag.

******

SØNDAG eftermiddag kl. 15 i strålende sol. Forår.
Øh…  Sådan en dag, hvor man stiller op til fire timers Händel på Det Kgl.?
Jamen dog: Gamle Scene fyldt til ’Alcina’.
Händel kan noget med et dansk publikum. Ikke bare til jul og påske. Det Kgl. ramte et hul, da Kasper Holten for en halv snes år siden satte Händel-operaer på plakaten. Det bidrog til fornøjelsen, at fænomenet kontratenorer var med. Kastrater var ude af business i to århundreder, men nu hørte vi kontratenorer som Andreas Scholl. Sensationelt.
’Alcina’ – en underholdende historie om kvindemennesket Alcina, der lever en man eater-tilværelse på en øde ø og får, hvad hun vil have, indtil hun bryder sammen under sin seksuelle hybris.
Historien kan være, hvad den være vil. Den lever højt på en styrtsø af opulent barok-koloratur i den størrelsesorden, der får enhver god dansker med tankegange, der rækker tilbage til puritansk snusfornuft og mental folkesundhed, til at løfte øjnene mod himlen og bede om nåde eller le sig fordærvet.

SENSUALISME

Vi anmeldte ’Alcina’ ved premieren den 21. februar, men ser den nu igen, fordi Inge Dam-Jensen og Tuva Semmingesen, to topsangere fra Operaens ensemble, var blevet stemmeraske igen – sagde teatret. Men nej. Atter snydt. Kun Inger Dam Jensen var på scenen. Fru Semmingsen var blevet syg igen.
Fornøjelse måtte så koncentrere sig om Inger Dam – ud over den berusende oplevelse, det er, når kapelmester Lars Ulrik Mortensen sætter sin æolsharpe i drift med ensemblet Concerto Copenhagen og blæser levende fortælling i hver frase, hver formulering, hver stavelse. Sensualisme er det stempel, han fl.eks. tilfører den spanske mezzo Itziar Lesaka i Ruggieros urskønne arie ’Verdi prati’. Lesaka har ellers af og til sine problemer med dybe toner, hvor Tuva Semmingsen næppe vil have det, men Lesakas frasering er eminent i et parti, der oprindelig er en kastrats.

EN ANDEN ALCINA

Inger Dam-Jensen har ubetvingeligt den lyse sopranklang, det tætte vibrato, højden og den udtryksfulde linjeføring, som hun havde ved Händel-opførelserne for år tilbage, intet mindre. Han skaber en anden Alcina end den amerikanske Nicola Heaston, der sang ved premieren. Nu er det en mindre voldsom, og mere lyrisk Alcina, formfuldendt, og alligevel totalt troværdig i nedturen og selverkendelsen som en, jorden skrider under. Da hun i slutningen af 2. akt flår parykken af, er det troldkvindens magi, der smuldrer, men teatrets magi, der flammer.
Her efter 2. akten forlod vi modvilligt Gl. Scene, hidkaldt af andre og teatret uvedkommende kræfter. Men overbevist om, at forestillingen stadig stod mål til de mange stjerner, vi gav den efter premieren.
Den spiller de to sidste gange tirsdag og lørdag i denne uge. Guderne – de græske – må vide, om sangerne vil være syge eller raske.

gregersDH.dk