GRØNTHANDLERKNÆGTENS OPBRUD

Den meget engelske opera ’Albert Herring’ er operachef Keith Warners sidste offerhandling til Det Kgl. Teater før sin afsked med teatret. Let antikverede munterheder til et blændende partitur af Benjamin Britten

****

 
EN meget engelsk historie. Kun rigtig rørende og grinagtig, hvis man ser den som udslag af engelsk humor. Ellers ringer den med begrænset effekt. Den vil nok i dag mest blive opfattet som en antikveret affære, en slags aflægger af en dansk Heiberg-vaudeville genoptaget med et lunt glimt i øjet af Benjamin Britten hjemme i Suffolk, hvor han levede og arbejdede i årene efter krigen.
Den handler om en ung grønthandlersøn, der skal kåres til majkonge, fordi det lokale borgerskab ikke kan finde frem til en pige, der er dokumenteret dydig og derfor valgbar som majdronning. Det giver Britten og hans librettist Eric Crozier anledning til lystige parodier på et lille galleri af en slags Matadors Korsbæk-spidser, borgmester, pastor, politimester og skolefrøken og byens selvbestaltede svøbesvinger fru Billows, Ylva Kielberg i magtfuld udfoldelse.

PISKEN KLAR

Men sandelig også til et partitur, der sprutter af detaljer og raffineret spil af et kammerensemble på 13 musikere, alt er fortættet og udspekuleret i sammenspil i elegant sammenspil med de lige så mange aktører på scenen.
Her møder vi den voluminøse mezzo som husholdersken Florence, der betjener fru Billows – i instruktøren Keith Warners, den netop afgåede kgl. operachefs opfattelse åbenbart et kvindemenneske med et avanceret sadomasochistisk, lesbisk engagement i sin frue. Pisken er smældklar. Fru Billows synes imidlertid ikke at lade sig distrahere til at fralægge sig sin pompøse direktion af majkongeprojektet.
Et projekt, der med Gerd Henning-Jensen i rollen som den bly og dydige knægt Albert Herring, løber helt skævt for damen og hendes hird af spidsborgere, da livet frodighed går op for ham i skikkelser af den henrivende Nancy, spillet og sunget af den ikke mindre henrivende Elisabeth Jansson, og hendes elsker, slagtersvenden Sid, perfekt afleveret af den engelske tenor Philip Smith.

FIGURER

En oplagt rolle for Gert Henning-Jensen, en levende spillerolle, der giver ham fuld udfoldelse for sin præcise og usvigelig skuespilsikre tenor.
På holdet af næsten Gustav Wiedske figurer er Eric Roberts præsten, Gisela Stille skolelærerinden, Sten Byriel politimesteren, Bengt Ola Morgny borgmesteren og Hanne Fischer grønthandlersken, der er Albert Herrings ambitiøse mor.
Alle næsten koreografisk inkorporeret i Brittens finurlige musik, der er gakkede gangarter og dansante optrin, og lejlighed for alle til som slutning at måbe over Albert Herrings forvandling og udvandring mod en ny frem tid med en ven i hånden.
En erotisk udgang, der er udsøgt Benjamin Britten. Uden at vi af den grund snydes for en gedigen heteroseksuel seance mellem Nancy og hendes Sid – et pust til Albert Herrings mentale opvågnen.

MUNTERT

Som opera en sød og munter oplevelse – Operaakademiet spillede den som afgang for nogle år siden, og de, de har lang erindring vil huske den med bl.a. Gurli Plesner og Lillian Weber-Hansen i dirigenten John Frandsens regeringstid.
Scenografisk og på andre ledder er denne opførelse et samarbejdsprojekt med opera-spillene i Montepulciano, hvor den blev opført i den samme luftige scenografi allerede i 2010. 
 
GregersDH.dk