Lars Simonsen, Marie Nørgaard og Claus Riis Østergaard i ‘Af mandens ribben’  (foto: Morten Kjærgaard)

SKAFFEDYR

To unge kvindelige dramatikere føler på kvindefrigørelsen i bestillingsopgaver til Odense Teater. Er frigørelsen blålys? De mener ja. Mere eller mindre.

Spiller på Odense Teaters Værkstedsscene indtil 5. oktober  

***

AF mandens ribben… jo, jo, vi skal ikke være i tvivl. Det er den gamle affære fra 1.Mosesbog: Vorherre, der snuppede et ribben fra Adam og byggede Eva af det knoglede ribben.
Allerede dér ser vi ansatsen til en misère: Goderne er ulige fordelt. 23 ribben tilbage til manden. Et enkelt til kvinden! En ulighed, der forfølger menneskeheden. Eller hvad? Manden ser jo noget uforudsigeligt gro i vilden skyd, formere sig som i en gyser science fiction, bare med ham Adams ene ribben som genetisk kilde!
Odense Teater har bestilt et par enaktere hos to af de unge dramatikere, som i øjeblikket er i gang med deres dramatikeruddannelse på Aarhus Teater. Næsten som en skoleopgave: ’Skriv om den moderne kvindes udfordringer og skæbne’.
Vi kender de to. De har netop præsenteret sig på Aarhus Teater med deres midtvejsprojekter.
Julie Petrine Glargaard viste for nogle uger siden et mundhuggeri mellem en bøsse, der er ved at skrive sit testamente, og hans samlever, der bare skal holde nallerne væk.
Og ved samme lejlighed: Silje Louise Waters ’Begravelsen foregår i stilhed’, en farce om en jordfæstelse, der foregik i alt andet end stilhed. Fællestitlen for projekterne var: ’Nekrologer’.
Talentfulde skud. En art stiløvelser.

SKAFFEDYR

Der er endnu mere stiløvelse over deres Odense-projekter. Farcemageren fra Århus kaster i sit stykke på Odense Teater (som bærer den formidable titel: ’Kvinden er den eneste lystfisker, der bruger sig selv som agn’) et helt katalog på bordet: Kataloget over alle årstal for kvindens trinvise erobring af ligeret i det danske samfund. Afleveret af de fem skuespillere i Abba-kor stil.
Ligeret – efter alle erobringerne? My foot! Som englænderne siger.
De erobrede rettigheder består i, at Lars Simonsen og Claus Riis i deres grå habitter kan læne sig tilbage, løfte øjenbrynene og med glad hånlatter se Malene Melsen slæbe brødorgier hjem fra bageren og Ane Helene Hovby stakke af pakker med vaskepulver, da de to gentlemen gør opmærksom på, at der er en transportstrejke under opsejling. Pigerne gribes af hamstringsdelirium.
Det er målløse kvinder i deres gamle roller som skaffedyr.

SELVIRONI

Selvironien blomstrer i samme åndedræt i Julie Petrine Glargaards ’Under glasloftet’. Det er en sindrig sammenstykning af sketchagtige korte scener, næsten filmisk klippet sammen i instruktøren Gitte Aagaards regi. De to arrogante og rimelig afstumpede mænd i konstant nyt spil med en Malene Melsen som et grådkvalt og forvildet ensomt kvindemenneske, Ane Helene Hovby i ubeslutsomt karrieredilemma, og Marie Nørgaard, der energisk tager kampen op i pr-branchen for at manifestere sig over for de to selvoptagne skiderikker. Men uden større held. Repressiv tolerance, og ellers et panser af machismo.
Alligevel: Selvironi? Er de to dramatikere i virkeligheden ironiske? Eller er den larmende ulighed, de beskriver, den virkelighed, de oplever? ”De fleste moderne kvinder sidder med en grundlæggende følelse af ulighed,” siger Julie Glargaard i en programtekst.
Så er den fandeme gal.

GregersDH.dk