Marijana Jankovic, Tina Gylling Mortensen og Ulver Skuli Abildgaard i ‘Æblet’ (tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

* 

PRØVEBALLON?

 
’Æblet’ er et forsøg af Mammut Teatret på at gøre succesen med ’Fobiskolen’ efter. Men det holder ikke – i denne omgang.
Spiller indtil 13. april på Betty Nansens Edison Scene

**

DET kan være en prøveballon: Kan man bygge ’Æblet’ ud til en serie som ’Fobiskolen’?
’Fobiskolen* voksede til tre kapitler mellem fingrene på Mammut Teatret for fire år siden ude på det, der dengang hed Teater Kaleidoskop. Tre festlige episoder, der sagtens kunne have rullet videre endnu til en uendelig serie om livet på et terapeutisk fidusforetagende.
’Æblet’ handler om livet på en børnehave, der hedder sådan. Og en stak forældre, der på god demokratisk vis inviteres med på samarbejde. 
Stykket er blevet noget juks i den form, det har.
Forfatterne er de samme som begik ’Fobiskolen’: Claus Flygare og Kari Vidø – projektet bibragte dem dengang en Reumertpris for ’sprællevende, vittig samtidssatire’.
Der er mindelser om modellen i ’Æblet’. I stedet for en betændt smartphone af en forstander i ’Fobiskolen’ har vi nu en stout, prægtig Tine Gylling Mortensen som børnehavelederen Ruth, en drøm af en kone til at sætte både sving og ro i børnehaven. Skøn og samarbejdsparat.
Og så en stak forældre, som er grebet af muligheden for indflydelse, nu hvor deres eget kiksede livsførelse har brug for noget, der kan stive dem af og give dem mental aflastning. Selvfølgelig med deres børn som gidsler.

HÅRDT OP

Tingene bliver altså trukket hårdt op. Vi er aldrig i tvivl om, hvordan sympatien fordeler sig. Og aldrig i tvivl om, hvor det hele ender. Børnehaveleder Ruth er som en Jeanne d’Arc, der kæmper sin smukke sag med enkelte støtter og et hav af grådige gribbe med kløerne fremme.
Det får vi praktisk syn for i en iscenesættelse, hvor instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen stilisere angreb og belejring som var vi til en balletversion af Macbeth med forældrebanden som heksene.
Vi får gribbene hver for sig i bidder, mere som farcefigurer end som sociale individer af kød og blod: Claes Bang, den selvsikre mesterboller Ronnie, der kører løbet som en damptromle med ’Se nu her, hvordan du skal gøre Ruth…’ Nanna Bøttcher som hans neurotiske kone Lene.
Så er der Albert og Daisy – Kjarten Hansen og Marijana Jankovic med CBS-skolens selvsikkerhed væltende ud af knaphullerne. Josephine Park som den arbejdsløse alenemor med et hjerte så blødt, at det nærmest må befinde sig i skysovs.
Og endelig bøsseparret Gunnar og Alex, der har adopteret en unge og allerede er i fuld gang med at fortryde, selvom forfatter Gunnars største problem åbenbart er, at han har opdaget af den bog om Thorvaldsens hjemkomst til Danmark, han skriver på, forstyrres af, at han opdager, at Thorvaldsen nok slet ikke vil hjem.

NOGET PÅ HINANDEN

Sådan er der problemer over hele linjen, børnene forsvinder i horisonten det meste af vejen, bort set fra, at et barn faktisk er rigtig forsvundet under vejs. Forældrene har mere og mere grimt på hinanden, som dagene går. Og får selvfølgelig også bollet en del på kryds og tværs ved de turbulente forældremøder.
Lyder det underholdende? Det er det ikke, skønt alle bruger mange kræfter. Spiller børn ind imellem i en sjov Maja Ravn-børnehavedekoration, hvis sætstykker, de medvirkende flytter rundt med i ét væk.
Alle har ustandselig noget på hinanden og på børnehavelederen, noget, der kan bruges til angreb og ondskabsfuldheder.
M.a.o.: Alt sammen meget menneskeligt og hverdagsagtigt. Men aldrig noget der flytter, udvikler og fordyber.
Hvis denne stak gnallingkorte episoder viderebearbejdes, kan der måske komme noget ud af det i retning af ’Fobiskolen’.
gregersDH.dk