Adeste Fideles Julesange med Emma Kirkby og Westminster Abbey Choir 29.11. 2020

Adeste, fideles - Kom I troende, det er Yuletide! Christmas down the Ages

ADESTE FIDELES

KOM, I TROENDE –

DET ER YULETIDE!

 

’Adeste Fideles! Christmas down the Ages’ med Emma Kirkby, Westminster Abbey Choir og English Chamber Orchestra. Sony Classical SK 62688

****

JULEN svulmer af sange, som vi mere eller mindre lyksaligt kvæder med på. ’Jingle Bell’, ’White Christmas’, Nu’ det jul igen!’. Og så alle julesalmerne. Hylderne er opfyldt af fine samlinger – Mogens Dahl og hans Kammerkor, Bo Holten og Musica Ficta, Paul Hillier og Ars Nova. På rad og række. Også nettet svulmer med bud. Skriv ’Yuletide’, og du vandrer ind i et julebimlende engelsk marked. Yuletide betyder, gæt engang: Juletid. Gammel angelsaxisk glose. Et ord fra før brexit!

PÅ mine hylder støder jeg i vrimlen på en cd med sopranen Emma Kirkby og Westminster Abbey’s Choir og English Chamber Orchestra. Den har stået der længe, den cd, og den er ikke falmet. En pudsig samling fortrøstningsfuld julemusik. Den indledes med ’Adeste, fideles’ – Kom, alle I troende!’… Af sted til Betlehem! Kom og se det herlige barn! Sangen har lejret sig som fast nummer i mange danske kirker, den hævdes af nogle at være skrevet i 1600-tallet af den portugisiske kong Juan IV (Chr. IV’s samtidige), men det kan også være den engelske katolik John Francis Wade hundrede år senere, der skrev den. Oprindelsen fortaber sig. Lige meget – det er en flot hymne, erobret af utallige fra Helmut Lotti til Luciano Pavarotti, operaens svar på Diego Maradona. Her altså af Emma Kirkby med kor fra Westminster Abbey. Baroksopranen med den spinkle, raffinerede og smukke stemme – hvem har vi herhjemme, vi kan sammenligne med? Det skulle da være sopranen Else Torp, der synger så smukt med Paul Hillier og hans Ars Nova og deres fælles Theatre of Voices.

FRA ’Adeste, fideles’ går vi forbavset, men uantastet videre i rillerne til ’I wonder as I wander’. Emma Kikrby alene med en forunderlige sang, skrevet af folkesangeren John Jacob Niles i 1930’rne – om tanken på, hvordan sådan en lille Jesus blev født og ville dø for vores skyld, når han nu ellers kunne have været en stjerne på himlen eller en fugl med vinger. Men Jesus var jo kongen, og han kunne få det som han ville. Det kunne man som folkesanger så gå rundt og spekulere over og synge om, mens man vandrer i bjergene i North Carolina, som John Jacob Niles åbenbart gjorde. Han traf på ideen til sangen, da han hørte sang fra et evangelist-forsamling undervejs.

VI er langt omkring. ’Stille Nacht’ (Glade jul) på tysk med næsten wienerisk schwung hos English Chamber Orchestra. Og pludselig er vi i Spanien, d. v. s. i Katalonien, hvor komponisten Joan Cererols i 1600-tallet var en komponerende munk i et kloster i Barcelona. Hans motet ’Serafin, que con dulce harmonia’ lyser af renæssancens farveglød, de slangeagtige, serafiske engle snor sig om den danseagtige melodi – med et tilbagevendende ’ay, ay, ay’ som et optimistisk og smertefyldt refræn. Blodrige Corleone-farver som i ’Godfather’-genudsendelserne i denne tid. Spanien/Sicilien ….

EMMA KIRKBY igen solo og nu kun ledsaget af et monotont orgelpunkt: Den middelalderlige ’Angelus ad Virginem’ – Ærkeenglen Gabriels besøg hos Jomfru Maria med budskabet om hendes kommende jomfrufødsel. Mariæ Bebudelse, som det kaldes. Den latinske dialog er hentet fra Lukas Evangeliets 1. kapitel – en kontant og ganske dramatisk bibelsk fortælling i al sin nøgterne gengivelse af begivenheden. ”Du skal forblive jomfru, men give fødsel til menneskenes Frelser”, siger Gabriel. Jomfru Maria svarer fornuftigt nok: ”Hvordan dét, når jeg ikke har kendt en mand? Hvordan skal jeg bryde et løfte, jeg har givet?” Gabriel svarer: ”Det klarer den Hellige Ånd, din kyskhed forbliver ren ved Guds kraft.” Så smutter Gabriel. Og… ”straks begynder jomfruens mave at vokse. Den vokser i ni måneder, og hun føder…” ”Eya, Mater Domini/Qui pacem redidisti/Angela et homini/Cum Christum genuisti…” synger Emma Kirkby som Gabriel: ”O du Herrens Moder, der skabte frem til engle og mennesker, da du fødte Kristus…”

SÅDAN kan man komme omkring på denne cd. Fra Biblens Mariæ Bebudelse til en amerikansk folkesang og undervejs musikalske juleberetninger i elizabethansk korsang til hurdy-gurdy (drejelire) – ledsagelse i ’The darkest midnight in December’. Eller tysk, katolsk sang fra Mainz år 1605 med gjaldende trompetfanfarer i ’Es sungen drei Engel’.

INGEN smalle steder. Julen er over os. Det er Yuletide!

gregersdh.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *