Robert Thomsen, Heather Dunn og Carlos Garcia i ‘Accordion Stories’. (Foto: Pantomimeteatret)
GAVTYV
PÅ SPIL
Tim Rushtons har begået en livsglad, lille ballet til Pantomime Teatret i Tivoli. Båret af liflige og virtuose harmonikatoner.
Koreografi og iscenesættelse: Tim Rushton. Musik: Accordion Tribe. Dansere: Robert Thomsen, Heather Dunn, Carlos Garcia, Fenella Cook, Jennifer Wagstraffe, Kathleen Videira, Marie-Claire Silfer, Miguel Collado, Paul James Rooney og Anthony Maloney
’Accordion Stories’ spiller på Pantomimeteatret på udvalgte dage frem til 19. september. Se spilleplanen på www.tivoli.dk
*****
’ACCORDION STORIES’ hedder balletten. Og hvad vil det så sige? Vi bliver hurtigt klar over det, for ud fra Pantomimeteatret klinger den herligste harmonikamusik – akkordeon er jo en slags harmonika. Og den musik skal altså fortælle ’stories’. Muntre og rørende historier, for sådan klinger den musik, der fører danserne og os gennem Tim Rushtons nye ballet.
Harmonika-musik kan være så meget, øm og indsmigrende som til franske chansons, heftig og dansetrampende som i tyske Bierstuber.
Men her, hvor balletmesteren Tim Rushton har lagt en optagelse med den internationale bande Accordion Tribe som syngende bund til sin ballet, er vi til glade og sjove møder mellem mennesker, skæg i gaden og piger og knægte, der vil hinanden en hel masse. Livsglæde.
Rushton har muntret sig med at aflure stedet den pantomimestil, der er dette egenartede lille teaters. Traditionen for livlig mimik, kokette optrin, figurer, der driver deres intrigante eller rørende spil indbyrdes uden meget anden hensigt end at fornøje os. Situationer og korte forløb af livsglad art.
EN GAVTYV
Det begynder med, at en gavtyv i sort og med rød halsklud trækker tæppet op, flytter kulisser på plads, forlyster os med et romantisk bagtæppe og lader sit glimt i øjet forplante sig til et lille show af korporlige fjollerier, der derefter videreudvikles i små konflikter med dansere og navnlig danserinder.
Sådan fortsætter han gennem dette lille balletopus – det varer under en halv time – som hunden i et spil kegler, provokerende, fuld af gags, jævnthen afvist af damerne, men utrættelig. Frækheden i hans facon – hans navn er Robert Thomsen – får os til at udnævne ham til balletscenens Søren Østergaard. Og den kiksede udspekulerthed til at se ham som en bortløben Leporello fra ’Don Juan’.
Koreografisk er den lille ballet fyldt af sjove finter, stumper af breakdance, køn og ungdommelig i sit kropssprog og smittende livsglad. Vi så for nogle uger siden en enkelt af scenerne på Dansk Danseteaters forestilling i Politigården, en pas de deux mellem Heather Dunn og Carlos Garcia, rørende og uprætentiøst – her i Pantomimeteater-dekorationen suppleret med luskeren Robert Thomsen som smugkikker bag træerne. Den scene ledsages på lydsiden af det finske ’tribe’-medlem Maria Kalaniemi skønne, stemningsfulde finske folkesang.
Tivolis tæt pakkede lørdagspublikum fulgte intenst med.
gregersDH.dk
