Svend Borberg i ‘Blæksprutten’ 1925 tegnet af Hans Bendix

RART AT VANVID FINDES

Glemt, men ufortjent. En stribe af teaterkritikeren Svend Borbergs anmeldelser fra 1924 – 1944 er samlet og udgivet. Det er fascinerende læsning.

Redaktion: Per Lykke. 388 s. Forlaget Multivers

****

”VAR det en sæbeboble, der brast én gang for alle, eller silede luften af skrigeballonen? Det var i hvert fald pinligt for enhver, der havde lagt vejr til.”
Det er teaterkritikeren Svend Borberg i sit mest sarkastiske hjørne.
For ham blev præsten og dramatikeren Kaj Munk aldrig rigtig spiselig.
Citater er fra Borbergs anmeldelse i Politiken 10. november 1933 af Kaj Munks gammeltestamentelige stykke ’De udvalgte’.
Der er en guldgrube af citater fra Borbergs anmeldelser at hente i den samling, der nu er udkommet på forlaget Multivers, redigeret af forfatteren Per Lykke. En vældig samling, der strækker sig fra hans første, halvt år korte tid på Politiken over hans fem år på Ekstra Bladet fra 1924 – 1929, igen på Politiken fra 1929 til 1937, hvorefter han fortsætter på Berlingske Tidende frem til slutningen af 2. verdenskrig, da han efter Befrielsen bliver mål for retsopgøret på grund af sine protyske sympatier.    

ELVERHØJ

Læsningen af hans anmeldelser fra alle disse år er sand fornøjelse.
Nogle af dem lever stadig – f.eks. hans anmeldelse i Ekstra Bladet af den famøse opførelse på Det Kgl. Teater af ’Elverhøj’ i oktober 1925. En festforestilling, hvor den 50-årige teaterbygningen blev fejret med det nyvalgte socialdemokratiske Stauning-ministerium i parkettet. Og hvor undervisningsminister Nina Bang, som teatret sorterede under – ”Damen i snoreloftet’ kalder Borberg hende – resolverede, at ouverturen ikke måtte spilles, fordi den slutter med ’Kong Christian’:
”Resultatet var – som nu hele byen ved – at publikum selv sang ’Kong Christian, samlet, stående, mens ministeriets medlemmer vaklede og trimlede som ’Otte for kongen’! Man behøver ikke at være royalist for at glæde sig over, at stilløsheden får sin straf.”
Borbergs fortjeneste gennem det meste af sit kritikervirke er et indædt opgør med den næsten uopslidelige dagligstue-naturalismen i dansk teater fra tiden før første verdenskrig – videreført i stor stil, især på Det Kgl. Teater i 1920’rne. Borberg er ekspressionismens banebryder, han vil have farverigdom, fantasi, ekstase. Som han skriver i en anmeldelse af Ibsens ’Kongsemnerne’, der blev sat op af gæsten, den irske Gordon Craig: “Det er jo virkelig teater, dette, og skuespillerne har kun spillet hverdag i 40 år.”

KAJ MUNK

Kaj Munk er som sagt i stand til at vække Borbergs mest indædte sarkasme. Førsteopførelsen af Munks ’En idealist’ i 1928 får beskrevet handlingen sådan: ”Med en regelmæssighed, som gjorde begivenheden i sig selv banal som en dødelighedstatistik, faldt døden ’i slag’ som en gammel bornholmer, med gift og dolk og bøddelsværd hvert tiende minut.. kun momentvis glimter så meget følelse, som hver søndag kastes ind gennem brevsprækken med menighedsbladet. Her er ’tanker’ nok, hvad skylder ikke dansk åndsliv den lange regensianerpibe?” Etc…   
Retfærdigvis skal sige, at Borberg ved genoptagelsen af ’En idealist’ ti år senere på Det Kgl. erkendte, at stykket i en kraftig revideret version blev ”en morsom og fængende” forestilling, og at kritikken dengang om forestillingen ”fastslog med rette, at den var en ufrugtbar teologisk saven-brænde”.

RIDDERSALEN

Der er utallige stilistiske fornøjelser at hente i Borbergs anmeldelser, og naturligvis et væld af overrumplende iagttagelser og karakteristikker af skuespillere, f.eks. af en af hans yndlinge, Poul Reumert.
Noget af det mest spændende er hans engagerede analyser af den nye danske dramatik, som var i overensstemmelse med hans ambitioner om fornyelse af dansk teater. F.eks. eksperimenterne på ’Riddersalen’, som Per Knutzon og Helge Rungwald stod for midt i trediverne.
”Riddersalens scene er så primitiv, at der næsten hører vanvid til at spille på den, men det er jo rart, at dette vanvid findes,” skriver han i forbindelse med opførelsen af Poul Henningsens frække version af Holbergs ’Jeppe på bjerget’ – ’Op og ned med Jeppe’. Og her på Riddersalen dukker også Kjeld Abell, Herman D. Koppel og Bernhard Christensen op med ’Melodien, der blev væk’, en forestilling, der begejstrer ham:
”Det er åbenbart folk, som hellere vil knække halsen på det rigtige end lægge Michelin-ringe om den i uværdigt velvære… Mennesket har især fået halsen til enten at synge med eller knække, og ikke for at transportere ulastelige flipper en snes år.” 
Om Aristofanes ’Lysistrate’, som Riddersalen opførte i Otto Gelsteds bearbejdelse, skriver Borberg, at det ”ikke er fordi Aristofanes ikke er fuldstændig moderne, men fordi han er dræbt af professor-ros. At blive klassiker vil sige, at litteraturhistoriens alger suger sig fast til bunden på ens skude i så stor mængde, at den ikke kan sejle. Men at være klassisk vil dog sige at kunne spilles når som helst.”
Og det kan ’Lysistrate’, mener en begejstret Borberg.

LIVSKRAFT

Borberg har ved en eller anden lejlighed sagt eller skrevet: ”Kun evnen til begejstring giver en kritiker retten til at dadle.”
Han kunne være benhård i sin kritik. Men begejstret eller hård: Hans anmeldelser er fuld af frodig livskraft. Ligesom hans liv i øvrigt. I en fortale til bogen har hans søn Henrik Borberg ordet. I en fodnote skriver sønnen: ”Jeg er den sidstfødte ud af en søskendeflok på (ca.) ti, som han skabte med syv kvinder.”

GregersDH.dk