Olaf Johannesen, da han modtog hædersprisen ved Reumert-festen i aftes (foto: Agnete Schlichtskrull)

Trioen Platt-Forms finte, da de som vært introducerede ’Årets Reumert 2018’ i aftes i Skuespilhuset: ‘Årets største branche-incest’

Bikubenfondens ’Årets Reumert 2018’. Engangsforestilling i Skuespilhusets Store Sal. Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause.

****

HERLIGT. Vi vandrede ud i den lyse sommeraften med sangen i ørerne – finalesangen, som Årets Reumert-fest i Skuespilhuset havde valgt at gøre til fællessang for scene og publikum, Knud Vad Thomsens yndefulde melodi til Sigfred Pedersens ’Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore’, men brugt her til Halfdan Rasmussen-teksten til ’Noget om kraft’ – om det lille barn, der bor inden i os alle – det var ikke Bjarne Haahrs melodi, som der stod i programmet.

Men skidt så med det. Vi sang den desto gladere. Det var den kønne afslutning på en aften med nudansk teater, alt håndplukket ud af den forløbne sæson – præmier og priser til denne og hin, det ene og det andet.

NØJAGTIGT som vi har oplevet det nu gennem tyve år, priserne har været uddelt af Bikubenfonden? Ikke helt. Vi har fulgt det alle årene her fra pladsen. Noget, der præger denne ’Årets Reumert 2018’, er, at den for første gang ikke blev transmitteret i tv. Ikke direkte, heller ikke forskudt. Uanset, hvor glimrende nomineringer m.m. er blevet præsenteret i spots på net, face book, i dagspresse og hvor ellers, så har transmissionerne haft betydning for den folkelige gennemslagskraft.

’ÅRETS største branche-incest’ – sådan præsenterede den uopdragne trio Platt-Form ’Årets Reumert’-festen i Skuespilhuset i aftes. Udmærket. Sig det bare lige ud: Årets præsentation af vindere og highlights i dansk teater gennem den forløbne sæson havde lidt karakter af en intern affære. Ikke noget offentligt billetsalg, ingen transmission, vi sad der i glad samvær med mennesker, der havde den ene og anden tilknytning til ’branchen’. Sådan er både Oscar, Robert, Bodil og alle mulige andre prisfester også til en vis grad. Ved ’Årets Reumert’ i aftes i Skuespilhuset var det i hvert fald mærkbart på både scenen og i salen: Man kendte hinanden, og dét er så det.

DER er andet, der har flyttet sig i løbet af de tyve år, og det skyldes ikke bare ’incesten’. F.eks. er præsentationen med filmede glimt fra årets forestillinger væk af den gode grund, at det har været svært at få dem til at leve i sammenhængen. Så virker det stærkere, når f.eks. hædersprisen introduceres med korte interviews med kolleger til prismodtageren. At høre f.eks. Preben Kristensen på et øjeblik fortælle om, hvordan en teaterscenes såkaldte ’råbested’ er et sted på scenen, hvor akustikken normalt spolerer lyden af skuespilleres talestemme – men altså aldrig prismodtageren Olaf Johannesens! Sådan et statement hører og ser man lyslevende for sig. Ord er nok.

I ØVRIGT er den verbale præsentation af vinderne blevet mindre formel, mere løssluppen. Der er ikke klassisk og særlig nobel facon på forløbet, publikum – og prismodtagere – stiller op i, hvad der passer dem, med korte bukser og i t-shirt f.eks. Det kan godt være, der sidder en kongelig størrelse oppe i logen, hun har måske også bare tæer i sundhedssandalerne. Men so what.

VI kan tale om en demokratisering og folkeliggørelse af showet, og det hænger jo meget godt sammen med tendenser, der i disse år rykker i teatrene. Publikums involvering og deltagelse i forestillinger, teatret, der rykker ud på gader og stræder, i parker og på værtshuse og når det går vildt til hjem i folks stuer. Og dem i stuerne op på scenen. Public access som der bliver eksperimenteret med i teatret. Og altid er blevet det i perioder.

DET får så den særlige vinkel på en ’Årets Reumert’ som den i aftes, at vi på den ene side synger fællessang – og dér kunne vi såmænd have haft de hundreder af mennesker på kajerne uden for Skuespilhuset med og alle dem i Nyhavn – på den anden side oplever en stilmæssig forvirring i sceneshowet. Årets hædersprismodtager Olaf Johannesen dukker ud i al sin elegance fra en portal i scenograf Marianne Nilssons fantasi over det nu legendariske Røde Rum i Skuespilhuset og modtager hyldesten med så intens en naturlig fornemhed som vi i sin tid oplevede det med Jørgen Reenberg, da han kvitterede for hædersprisen. Det næste øjeblik en livsglad knægt, scenografen Christian Albrechtsen, der fjoller sig igennem forsøg på taksigelser, Og så pludselig Ina Miriam Rosenberg, der modtager prisen for ’Året kvindelige hovedrolle’ med en skarp og velformuleret begrundelse for sit teaterarbejde og har åndsnærværelse nok til at nævne de to nominerede konkurrenter, hun har været oppe imod.

DET er en kunst at modtage en pris på en effektiv og troværdig måde fra scenen. Tue Biering gjorde det som ’Årets instruktør’ ved at overlade sine takkelinjer til værten – et ’genertheds’-trick, der gjorde hans linjer på sedlen om teatrets oversete eksistenser virkelig levende og tvetydige. Det er den type indslag ved en begivenhed som en Reumert-prisfest, der i øjeblikke bringer os ud over banaliteter og konventioner. Som når modtagerne fra Cantabile 2 af prisen for ’Årets performance’ nævner, at deres ’Skjult nummer’ havde 23 spillere på scenen, som spillede for – 32 tilskuere. Reumert-juryen, der kårer priserne, har og skal have øjnene på talent, nyskabelse og originalitet. Ikke tilskuertal. Så blev dén afleveret.

MASSER af andre bemærkelsesværdige enkeltheder i den to timers forestilling. En onkel til prismodtageren Jon Axel Fransson fra Den kgl. Ballet – onklen modtager prisen med sirlige, små attituder og trin – hvor minimalt lidt der skal til for at vække jubel, når man kender de præcise grænser! Eller indslag i forestillingen, der kun havde berettigelse som afveksling og underholdning: Maria Stenz, der pludselig stod der og sang sit gamle hit, Thøger Olsesens og Torgny Söderbergs ’Hvor er alle drømmene, jeg drømte’. Eller værterne fra trioen Platt-Form, der sandelige kom flot ud med en medley, et blomstrende arrangement af melodier og en tekst om et kgl. repertoire gennem århundrederne, skægt, tæt og musikalsk i den stil vi har oplevet de tre allerede på Betty Nansens Edison Scene i november 2017. Derefter skred de så ud i en del halvvejs improviseret pjank under indtryk af den ’incest’-stemning, som de selv var obs på allerede i indledningen.

AT få sådan et show til at fungere i den balance mellem eksklusivitet og folkelighed, der her hænger som et Damokles-sværd over forestillingen, er en kunst, som få behersker. Showets instruktør Birgitte Næss-Schmidt har måttet operere med mange ubekendte, også reaktionerne fra et publikum, som i år var præget af at være relativt yngre end før. Måske på grund af den særlige lancering i medierne af talentpris-modtagerne. Måske fordi nomineringerne i år har ramt flere opsætninger af forestillinger på teatre, der er yngre og mindre etablerede end hidtil.

DEN samlede liste over prismodtagere kan man studere på ’Årets Reumert’s hjemmeside.

gregersDH.dk