Marie-Louise Wille som Hedda Gabler (Foto: Rasmus Baaner)
HVOR GIK
HEDDA HEN,
DA HUN GIK UD?
’Hedda Gabler’ – årets slager på de danske teatre – tager skævt på Ipsens mest fascinerende kvindeskildring.
Henrik Ibsen: Hedda Gabler. Instruktion: Anja Susa. Scenografi: Helga Bumsch. Medvirkende: Marie-Louise Wille, Jacob Madsen Kvols, Inge Sofie Skovbo, Mette Døssing, Niels Ellegaard, Bue Wandahl og Sicilia Gadborg Høegh. ’Hedda Gabler’ spiller i Aarhus Teaters Scalasalen indtil 28. februar.
***
EN utrættelig Hedda Gabler-sæson. Aalborg Teater spillede Ibsen-stykket i efteråret, Det Kgl. Teater har lige sluttet sin ’Hedda Gabler’, og i aftes havde Aarhus Teater premiere på beretningen om Ibsens mest komplicerede, men også mest interessante kvindeskikkelse og hendes gerninger.
Århus-opførelsen bliver samtidig afskeden med Marie-Louise Wille som hovedkraft ved teatret gennem tre sæsoner. Hun har lige sagt op i Århus, formodentlig for at koncentrere sig om københavnske opgaver. Stærkt har hun markeret sig i Århus. Bedst vil jeg umiddelbart huske hendes frustrerede og forvirrede kvinde i Lollikes ’All My Dreams come true’.
Sådan møder vi hende også i ’Hedda Gabler. Forvirret og frustreret. I hvert fald i øjeblikke. Hun er pigen, som skæbnen har kastet på afveje. Men også en oprører, der ganske vist ikke rigtig ved, hvor hun skal vende sig med sit viltre sind, hun er egentlig ikke en kvinde, vi kan rubricere i en kønspolitisk kvindekamp, hun er vendt mod alt og alle fra det øjeblik hun hiver dugen på middagsbordet til side og dukker op fra under bordet som en anden jægersoldat, udstyret til kamp mod, hvem der er at slås med.
HVORDAN
Den ungarske iscenesætter Anja Susja ved ikke helt, hvordan hun skal udnytte Willes uskyldigt-sexede egenart og snarrådige replikbehandling – Susja er mere optaget af at endevende ’Hedda Gabler’ som et surrealistisk show af absurde vinkler på det ene og andet i stykket for at nedtone det spil, der ellers er nødvendigt for at begribe personernes handlinger. Eller nogle gange omvendt for at drive et absurd overspil, som fortegner Ibsens psykologiske undertoner i hændelserne.
Vi er nysgerrige på, hvor forestillingen skal bæres hen allerede fra start, hvor Scalasalens vældige gab er redt op med et kæmpebord, så vi tror brylluppet mellem Hedda og hendes succes- og karriereopslugte bogorm af en forskermand skal fejres som start på handlingen, selvom det allerede har fundet sted, inden tæppet er gået. Det tæppe, der altså ikke er der.
Inge Sofie Skovbo sidder ensom for bordenden og affyrer skideballer på russisk til tjenestepigen, Sicilia Gadborg Høegh. De øvrige medvirkende er anbragt som voksfigurer ved den anden ende af det lange bord. En dukketeateragtig operation med personerne, som i starten skaber en vis nysgerrighed – hvor vil iscenesætteren hen?
Bordet er status quo og resten af forløbet udspiller sig på den måde, at alt foregår ved eller omkring bordet, og alle kan og skal være nysgerrige kikkere til opgør og konflikter. Mette Døddings småborgerlige Thea, Den liderlige dommer Brack, utrætteligt udmøntet af Niels Ellegaard. Den fordrukne forfatter Løvborg i Bue Wandahls skikkelse. Og den flinke ægtemand og vært Jørgen Tesman, som Jacob Madsen Kvols lægger spil til.