Medvirkende i ‘De overlevende’ på Edison Teatret (Tegning. Claus Seidel)
*
*
*
SLUTSPIL
EFTER
FLYSTYRT
Stærkt, men ret overspillet drama om en gruppe nødstedte unge på en øde ø efter flystyrt.
Manuskript: Jens Korse. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Medvirkende: Jens Frederik Sætter-Lassen, Sara Viktoria Bjerregaard, Lior Foighel, Besir Zeciri, Zainab Ahmed, Helle Rossing. Marie-Lydie Melono, Josephine Park, Saki Youssef, Jakob Svarre Juhl, Christine Sønderriis og Cilia Trappaud Nydam.
’De overlevende’ spiller på Edison Teatret indtil 22. februar
***
STÆRK idé. Betty Nansens Edison Scene igen brugt til at bringe en gruppe unge spillere i situationer, hvor de afprøver talentet og kan udvikle det i improvisationer.
’De overlevende’ er en historie om tolv unge, der styrter ned med et fly på en fiktiv øde ø i Atlanterhavet og må prøve at overleve på de givne vilkår: Lidt madrationer fra flyet og så det, der i virkeligheden snart viser sig at være det mest afgørende: Hvordan samarbejder man? Og kan man overhovedet? God vilje eller ej.
Der opstår lynhurtigt tvivl om, hvem der gør hvad, hvordan man træffer beslutninger, om tingene kan løses i fællesskab, om man skal have en leder, og hvem dét så skal være.
Konflikterne rejser sig som stormvinde, vildere og vildere som maden slipper op, egoismen flår i nogle, man hugger fra hinanden, gemmer godbidder af vejen, lusker uden om besværlige opgaver, der opstår alliancer, som hurtigt bryder sammen igen, loyalitetserklæringer udstedes, men holder ikke mange alen.
REALITY?
Knive trækkes – eller helt præcis: Én kniv trækkes, den eneste, de tolv er i besiddelse af til samtlige opgaver: Flå en fugl, skære en gren. Trukket bliver den til slagsmål, da alt af gode grunde koger over, for ikke at tale om, da det bliver et spørgsmål om man skal overleve ved at partere, stege og spise den af de tolv, der dør først. Når man i øvrigt har fået lavet ild og bål på den gamle spejdermanér med at bearbejde en træpind.
Med kannibalisme er vi nogle meter videre end i de reality shows, der – med kameraerne kørende – forlyster os med gys, sved, sejre og nederlag. En af de medvirkende bliver i øvrigt et øjeblik i tvivl, om både flystyrt og øde ø faktisk er et tv-arrangeret reality show.
Men nej, det er et teatershow, der viser en hel del om menneskelige reaktioner, når nøden rammer kollektivt, og ikke alt kan løses efter gode gamle Thylejr- eller Christiania-modeller.
STEREOTYPT
De medvirkende skuespillere – mange af dem nyuddannede – har udviklet replikker og forløb på basis af en ide fra forfatteren Jens Korse. Med Frede Guldbrandsen som instruktiv tovholder, og med det samlede resultat, at der er blodskudt voldsomhed i opgør og forsoninger, især det første.
Opgør, der naturligvis stiger i intensitet, men som også antager form af repetitionskurser i konfliktårsager og konfliktløsninger. På den måde får det halvanden time lange spil en temmelig stereotyp form – vi lider med de arme, forstår dem, men overraskes ikke over det uventede og overvældes af gentagelser, der er forståelige nok, men bliver efterhånden mætte af de to millioner ’fuck’ og ’fucking’, der hober sig.
I Edison Teatret løbende pædagogisk-dramatiske virksomhed er det et oplagt stykke for skoler og unge i det hele taget.
gregersDH.dk