Palle Knudsen, Gert Henning-Jensen, Sine Bundgaard og Burcu Uyar i ‘Tryllefløjten’  (Tegning: Claus Seidel, der har tegnet fra en generalprøve, hvor Gert Henning-Jnsen sang Tamino. Ved den anmeldte premiere blev Tamino sunget af Peter Lodahl))

GRÅMELERET TRYLLEFLØJTE

Operaens 10 års jubilæum fejret med en problematisk version af Mozarts ’Tryllefløjten’.

Dirigent: Rory Macdonald. Kgl. Kapel. Iscenesættelse og scenografi: Marco Marelli. Sangere bl.a. Christoff Fischesser, Peter Lodahl, Burcu Uyar, Sine Bundgaard, Palle Knudsen, Beate Mordal, Bengt-Ola Morgny, Tina Kiberg, Elisabeth Jansson og Susanne Resmark.

’Tryllefløjten er på repertoiret endnu 19 gange frem til 29. marts.

****

MIDT i 2. akt synger Pamina en af den slags perle-arier, Mozart drypper ud af nodepennen. ’Ach, Ich fühl’s, es ist verschwunden’ – Sine Bundgaard er Pamina, og hun er – for at sige det straks – et vokalt highlight i den forestilling, med en stemme, der smyger sig som honning og glasur omkring tonerne.
En g-mol-tur af længsel, smerte og determineret ”han vil ikke ha’ mig”. Meget banalt. Meget vidunderligt. For hvad er det, der er verschwunden? Det er – som hun fortsætter: ’Der Liebe Glück’. Kærlighedens lykke.
Det går bedre end som så for hende, man lad det nu ligge.
Hun synger op ad en mur, der ligner en badeværelse-væg fra 60’erne. Små grumsede fliser. Badeværelse i overstørrelse. Fra isse til fod og mere end det.

HVOR?

Hvor er vi henne? Vi er – ifølge instruktøren, den italienske Marco Marelli (der i øvrigt også er manden for den parfumeduftende pragtopsætning af Strauss’ ’Rosenkavaleren’ i denne sæson)… vi er i en splittet verden: Naturens kaotiske og idealernes abstrakte verden. Pamina altså for en stund i den sidste. Som ganske vist får os til at føle os hensat til Lubjanka-fængslets uhyggelige gange i KGB-tidens Moskva. Selvom Marelli vil have, at vi befinder os hos den vise Sarastro, forvalteren af Solkongens rige, manden med den voluminøse, pragtfulde basstemme – jo, Christoff Fischesser opfylder forventningerne i så henseende.
Men det, det handler om, er altså, at Sarastro forvalter de store ambitioner om godhed, fred, blidhed og altruisme, en idealverden. Sjovt nok styret med hård hånd af mænd. Som han udtrykker det et sted: ”En mand må lede kvinders hjerter. Dér overskrider kvinder deres grænser”.
Pamina må altså vente på ’kærlighedens lykke’, indtil Sarastro og hans mænd har ordnet sagerne. En slags Al Qaeda-evengelium.

PATOS?

Det, Maralli har fat i med sin ’Tryllefløjten’, er modsætningerne, afgrundene.
På mange ledder. Mellem de forskellige mozartske udtryk i musikken – det sublimt højstemte og det ekstremt folkelige. Mellem Sarastro med pegepind og velsignelser, en kombination af Muhammed og Jesus. Og Papageno, der tumler rundt med sine små fiduser, små fugle, små behov, små tanker. Små, glade og frække melodier. Palle Knudsen kan dem, kan synge dem med sin smukke baryton, han er blevet iklædt kluns som naboens søn henne i Valby, han er en mand af folket, mere end en eventyrskikkelse fra Guds natur, som vi f.eks. så Poul Reichhardts Papageno i sin tid på Det Kgl.
Og så på den anden side, og dér går det galt. I Sarastros ophøjede verden og i hans dødsfjende, Nattens Dronnings verden. Sarastros miljø mangler helt patetisk volumen, Maralli anbringer ham i gange og baglokaler, mellem dystre mure og i skumle gange – ér vi måske i Lubjanka eller noget lignende? Og Nattens dronning sidder og sørger over sin forsvundne datter ved en tom børneseng, hentet i nærmeste Ikea-butik. Den rasende dronning – ved premieren i skikkelse af den udmærkede, tyrkiske, dramatiske koloratursopran Uyar Bareu – pillet ned fra sin piedestal i himmelrummet.
Modsætningerne udtrykt i den glødende Pamina og den iskolde væg.

EVENTYR?

Og så ved premieren alt det, der ellers lykkes i detaljer.
Ouverturen, hvor Kapellets fine, spændstige spil under dirigenten Rory Macdonald, blev ledsaget af en godt tænkt fortælling på scenen om forhistorien til slagsmålet mellem Nattens Dronning og Sarastro.
Så Peter Lodahls prins Tamino. En tenor i kast med en af Mozarts sværeste tenorarier, ’Dies Bildnis ist bezaubernd schön’ (den kommer som kastet med en slynge i starten af første akt) – mere end godt sluppet fra det, og videreudviklet med stadig smukkere stemmeføring, en ung helt – Lodahl i snehvidt dress a la en indisk maharaja.
Jo, eventyr var der også midt i de koldkrigsagtige omgivelser. De tre damer, der kæmper dan natlige dronnings sag, og sandelig også selv har lyst til at tage for sig af prins Lodahls legemlige rekvisitter: En sprudlende, vildt og herligt kostumeret trio bestående af Tina Kiberg, Elisabeth Jansson og Susanne Resmark – tre verdensstjerner på et fad.
Og de tre drenge, der som profetens forlængede lillefingre det ene øjeblik er spejderdrenge, det næste kokkens piccoloer. Vi erindrer den fra tidligere opførelser – også fra Bergmans ’Tryllefløjte’-film – flyvende som Tarzans og Janes unger gennem luften mellem lianerne.
Men søde og godt syngende var de tre da. Også her.
Talent og godt spræl i Bengt-Ola Mognys utrætteligt liderlige Monostatos, en nuttet Beate Mordal som Papagena, Og flere til.

INTERNATIONALISERING

En festforestilling i anledning af tiåret for Operaens tilblivelse?
I de ydre format ja. Med taler, dronningen på sin plads, champagne i glassene etc.
Som musikalsk oplevelse ok.
Men som teatralsk åbenbaring ikke det vildeste. Tynget af scenografiens demonstration af tekniske snilde og muskelkraft. Og især af iscenesætterens ønske om at undgå eventyr, pragt og patos.
Sangerbesætningen er et symptom på udviklingen i de ti år med Operaen: Internationalisering. Mere på godt end på ondt. Selvom man kan ærgre sig lidt over, at flere af de partier, der i aftes var besat af udlændinge, kunne besættes med lige så oplagte danske sangere. Hvoraf de fleste strejfer verden rundt med kalenderen fyldt. Nogle af dem får vi heldigvis at høre ved de kommende ’Tryllefløjte’-forestillinger.

gregersDH.dk