Nicolai Dahl Hamilton, Johanne Louise Schmidt og Asbjørn Krog Nielsen i ‘Hedda Gabler’  (tegning: Claus Seisel)

SOM EN KLO

’Hedda Gabler’ er et pletskud af Ibsen-drama i Skuespilhuset Røde Rum.
Med Johanne Louise Schmidt i titelrollen.

Instruktion: Rune David Grue. Scenograf: Palle Steen Christensen. Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Nicolai Dahl Hamilton, Ditte Gråbøl, Marie Dalsgaard, Mikkel Arndt, Asbjørn Krogh Nissen.

Spiller til og med 29. januar

******

EN ’Hedda Gabler’, der æder sig direkte gennem øjne og hjerne og hænger i sjæl og sind endnu her en time efter tæppefald. Godt af få set den – skæbnen bragte den på afveje for denne anmelder ved premieren i slutningen af september. Claus Seidels tegning er fra dengang og har bare ligget og ulmet siden.
’Hedda Gabler’ handler om en kvinde, der bider sig fast i indædt raseri og had til en skæbne, der pakker hende ind i en tilværelse af konventioner.
Og som gør det omgående, fra den først dag i det helt tilfældige ægteskab, hun etablerer med en sød, venlig og klog mand, en mand, der begraver sig i sine studier og arkiver.
Nicolai Dahl Hamilton spiller ham med det yndefuldeste og kedsommeligste hensyn til alle, ikke mindst sit kernefamilje-sødemiddel af en tante, Ditte Gråbøl, en kær kvinde, der er gribende optaget af det forventede tilskud til familien, som en bryllupsrejse til Italien uvægerlig efter naturens orden må afstedkomme: Et barn.

UNDER DEN KØLIGE OVERFLADE

Den nye ægteskabelige tilværelse sidder som en klo i Hedda Gabler.
Og hun sidder som en klo i sine omgivelser med frustrationer, der slår ud i små, men skarpe affejninger af alle venlige forslag og opfordringer, i ironiske finter, i uforskammede irettesættelser, i utilnærmelighed, når nogen kommer for tæt på.
Johanne Louise Schmidt spiller hende gennemført uhyggelig og gribende.
Du mærker konstant en dirrende vilje og dybtliggende desperation under den kølige overflade, en nervøs spænding, afspejlet i en skråsikkerhed, der rammer ikke bare manden, den litterære humanist. Men også den begavede, ulyksalige, forhenværende drukmås og stadige tilbeder Eilert – Asbjørn Krogh Nissen som udstegen af et norsk fjeld med nyskreven genial litteratur under armen.
Samt husvennen, den smarte advokat Brack, på rov efter den unge frue: Mikkel Arndt i dressman-stil. Men også veninden Thea, som i Marie Dalsgaards udgave stråler af naiv sødme, en hjertensgod, ung kvinde aldeles uegnet til at blive udsat for en veninde, der har et hævnerformat i størrelsesordenen Medea.

DØDENS HUS

Runa David Grue har iscenesat denne klassiker i et moderne, iskoldt villamiljø, et hus lige til topvurdering i ’Hammerslag’.
Et ’Livets hus’ som tanten kalder det med lyksalig Ditte Gråbøl-stemme.
Et dødens hus med Johanne Louise Schmidts Hedda som domptøren, der driver alle, inklusive hende selv mod finalens katastrofe. Hun holder forløbet og sig selv i en skruestik af psykisk dominans. Smilende, sort og forrevet i sit indre. Palle Steen Christensens scenografi inkluderer en vældig skærm som bagprojektion med nærbilleder af detaljer fra scenen, af ansigter, ikke mindst Johanne Louise Schmidts i spillende ro, målbevidst beslutsomhed og kvalfuld usikkerhed.
Det er to åndeløse timer, ingen pause, men en dvælen ved mættede pauser mellem replikkerne. Musikalske underlæg flere steder af handlingsfortættende virkning.
Se denne ’Hedda Gabler’. Den går endnu nogle få gange indtil 29. januar. Derefter kan man tage til Aarhus Teater, hvor den spiller fra den 31. januar med Marie Louise Wille i titelrollen.

gregersDH.dk