Folmer Kristensen i ‘Blah Blah Blah’ på Teatret ved Sorte Hest (tegning: Claus Seidel)
SE, HVOR IDIOTISK
Titlen på Teater Rio Roses nye forestilling ’Blah Blah Blah’ kan fortælle hvad som helst. Men stykket er en sprut-monolog. Så ved du det.
‘Blah Blah Blah’. Manuskript: Tove Bornhøft, Folmer Kristensen og Poul Jepsen. Medvirkende: Folmer Kristensen og Poul Jepsen. Instruktion: Tove Bornhøft
Spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til 11, februar
***
DER skal så lidt til. Og dog så meget. På Teatret ved Sorte Hest gæstespiller Teater Rio Rose fra i aften med stykket ’Blah Blah Blah’. Stykket varer en time. Én mand på scenen. Dekorationen sorte, bare vægge og nix weiter. Rekvisitter: to stole, et par gange tre eller fire, og så en masse flasker med vand.
Så hvor skal vi hen? Stykket hedder, som det hedder, og ’Blah Blah Blah’ kan vel føre til hvad som helst, en munter satire over journalistiks plapren, en korsfæstning af forhåndenværende tv-talkshows eller måske grin med politiske valg-rablerier. Jeg ser på nettet, at en sangerinde ved navn Kesha synger en sang med den titel, men opgiver at lytte til den.
Desorienteringen bliver ikke mindre af, at der på publikums sæder ligger en kuvert med et åbent, men anonymt brev til ’Kære far’. Vi når at læse det, inden tæppet går. Det er en dybt alvorlig henvendelse til en far, der som alkoholiker har ødelagt et familieliv.
OP- OG NEDTUR
Her på den ydmyge Sorte Hest-scene står så skuespilleren Folmer Kristensen i mørket, først tavs, så viser han lysbilleder af en sommerglad familie og giver derpå et kort zoologisk introduktion til det afrikanske næsehorns aggressive, asociale adfærd.
Ionescu’s ’Næsehornet’ på færde?
Nej. Det er det anonyme brev til alkoholiker-faren, der er fingerpeget. Og titlen ’Blah Blah Blah’ må være udtryk for den daglige spruts verbale konsekvenser. For nu kører det ud af munden på Folmer Kristensen med en lind pludren om alt, hvad han i sin fordrukne og hjerneskadede fantasi har bygget op af storladen selvovervurdering.
Han har berejst den ganske verden, han har kendt den ganske verdens berømtheder, sovet i samme hotelværelse som Dustin Hoffman, Elvis Preley og fodboldspiller Messi. Plus alt og alle andre. Og mere til.
Under den fortsatte indtagelse af uendelige mængder flaskevand, hører vi hans desperate overvejelser om kampen mod sprutten. Han brækker sig på scenegulvet, han smider tøjet, han tér sig på alle måder skiftevis vildt eller sørgmodig, og synger også en enkelt sang, akkompagneret af sin tavse scenemakker Poul Jepsen.
En op og nedtur, der ender med, at han får drømmen opfyldt om at stige til himmels.
SE, HVOR IDIOTISK
Det fremgår af programmet, at Folmer Kristensen har sine erfaringer om alkoholisme fra det virkelige liv mange år tilbage.
En vigtig oplysning. Forestillingen, som han selv har opbygget sammen med Poul Jepsen og instruktør og teaterleder Tove Bornhøft, er en både morsom og en tragisk teatralisering af en virkelighed, han kender. Stilistisk med strejf af dadaisme og absurd teater.
Folmer Kristensen bringer hele striben fra Jacques Tati, Chaplin og Marx Brothers til Søren Østergaard og Tommy Kenter i vores hoveder undervejs. Uden dog at fordunkle de nævnte. Men der er en rørende tone af ’Se mig’, ’Se, hvor idiotisk’ i hans bestræbelser på at ramme den ulyksalige skæbne, han selv åbenbart har været tæt på.
Brevets tilknytning til stykket skal forhåbentlig kun opfattes som et a propos.
Tove Bornhøfts Teater Rio Rose huskes af denne anmelder for flere socialt engagerede forestillinger, bl.a. ’Sort på hvidt’ for et par år siden på Husets Teater. Et stykke om hudfarve og national identitet.
Hun laver målrettet teater.
gregersDH.dk
