Nana Christine Morks som Skammerens Datter (Foto: Emilia Therese)*
*
*
*
*
GYS OG STORE ØJEBLIKKE
’Skammerens Datter’ lykkes lige så godt på Odense Teater som på Østre Gasværk i København for nogle år siden.
Spiller indtil 7. marts på Sukkerkogeriet i Odense. Varer 2 t. 30 min. incl. pause.
*****
FORTÆTTEDE øjeblikke – musikalsk og scenisk. Skammerens datter Dina sidder på en plint foran på scenen. Hendes mor, den mørke, tilfangetagne Melussina dukker op ti meter bag hende. De synger. Om savn og længsel. Enkelt og smukt.
Der er ellers mere højrøstet musik med i denne ’Skammerens datter. Men dette er et hvilepunkt – samtidig med, at det er et dramatisk højdepunkt: Mor og datter finder hinanden.
En nye duet kort efter: Dina og Rosa, den forvildede tyvetøs, mødes i en duet, igen et kerneøjeblik, musikalsk og handlingsmæssigt. Igen nedtonet.
Stærke øjeblikke, der viser, hvor meget denne ’Skammerens datter’ har musical-kvaliteter. Uden det store orkester-halløj. Et band på fire musikere er det – navnlig her – diskrete akkompagnement.
Endda på renæssanceinstrumenter.
Det ville man ikke komme langt med på Broadway.
Endnu mindre langt ville man nok komme med fænomenet Klaus Risager, der siddende med ryggen til os på gulvet ved scenekant i damesiden, øver troldomskunst på diverse slagtøj, især et dekonstrueret, opretstående, men nedlagt klaver, der indbyder til strengeleg i sit blotlagte indre.
Er det en løssluppen blæksprutte, der sidder dér for at underholde kaptajn Nemo i hans ’Nautilus’ med sfærernes undersøiske musik? Nej, det er Klaus Risager, der sammen med renæssance-bandet fører Lene Kaaberbøls magiske historie om Skammeren og hendes datter nænsomt tilbage i en nordisk myteverden.
RENÆSSANCE-POP
I vores anmeldelse af ’Skammerens datter’ på Østre Gasværk i 2012 kaldte vi musikken ’fiktiv, folkemusikalsk renæssance-pop’.
Sådan hører vi nu igen Lasse Aagaards kompositioner, i de første scener lydreguleret en smule overstyret i forhold til sangstemmer og dialog, især med trækbasunens gennemtrængende klang, men ellers kærligt omfavnende både mystikken, middelalder-gruen og romantikken i den vidtstrakte historie om kampen mellem de onde og de gode i fortællingen.
Odense Teater har klogt placeret ’Skammerens datter’ på anneks-scenen i Sukkerkogeriet, hvor der er plads til at bygge et stort skråplan op med afsatser, lemme i gulvet til utallige forsvindinger og genopduk.
Mere sammentrængt end i det svulmende Østre Gasværk, hvor den vældige ildspyende drage kunne vælte sig på det store gulv, men i Sukkerkogeriet anbragt med visuel kraft bag et gitter på bagscenen, og så meget desto mere effektfuld, da den tumler frem i 2. akt til almindelig skræk og gys.
BLOTLAGT
DET nøgne skråplan er næsten blotlagt for sætstykker, rekvisitter og møblement, der kunne hjælpe os på vej til at forstå, hvor vi det ene og andet øjeblik er henne i handlingen. Men scenografen Astrid Lynge Ottosens kostumer til de medvirkende er tilstrækkelige fingerpeg om, hvem, hvad og hvor, og det udnyttes brillant af instruktøren Jacob Schjødt. Vi er aldrig i tvivl om forløbet af det spegede drama om den lille Skrammer-datters aktioner for at befri som mor fra den onde Drakan.
Skrammerens datter spilles af den nybagte skuespiller fra Odense-skolen Nana Christine Morks, og der er endnu flere kandidater fra det kraftfulde nye hold på samme læreanstalt: Forestillingens Rosa, Sofie Topp-Duus, og Nicklas Søderberg Lundstrøm, som spiller Nicodemus. Stor vitalitet, gode stemmer – som hos mange af de mere garvede medlemmer af ensemblet: Bl.a. Natali Vallespir Sand, Jakob Randrup, Betty Glosted, Claus Riis Østergaard, Mette Maria Ahrenkiel og Lars Simonsen.
Det er med andre og lidt mere begrænsede midler end på Østre Gasværk blevet en lige så flot forestilling som dér, og man kan med forventning og sindsro se frem til en odenseansk fortsættelse med ’Skammerens datter 2’.
gregersDH.dk