Joachim Knop og Trine Bastrup Møller i ‘Barberen i Sevilla’ (Foto: Den Ny Opera)

ROCK OG BEL CANTO

Med ’Barberen i Sevilla’ er Den ny Opera i Esbjerg på en skæg og fræk, men også planløs griner.

****

TÆPPET går op, og Rossini selv sidder på scenen ved hammerklaveret. Og der står i programmet, at ’Barberen i Sevilla’ er ’selviscenesat’ af de medvirkende.
Signalet er klart: De er ude på fis, ballade og skæverter i Den Ny Operas opførelse af ‘Barberen i Sevilla’ i Utzon-huset i Esbjerg.
Det går rigtig godt. Også ret skidt hen ad vejen. Men vi er altså forberedt.
Der er noget at leve op til: Holger Boland nægtede sig ikke ret meget i sine iscenesættelser af ’Barberen’ på Den Jyske Opera i 1960’erne og senere på Det Kgl. i 70’erne. John Price lagde et ekstra lag fastelavnsgøgl ovenpå i 1975, og Kasper Holten og John Laursen føjede tøjlesløse grin til ved opførelsen i 2003. I den grad, at Holten kunne rykke dele af den til Roskilde Festivalen i 2005, hvor han plantede operaflip i sjælen på nogle titusinder af hujende rockfans på Arena Scenen.

OUVERTURE

For nu at begynde med Rossini. Iscenesættelsen har altså anbragt repetitøren Lasse Toft Eriksen i komponistens kjole og hvidt ved klaveret, hvor han sætter an til ouverturen i en slags ledtog med dirigenten Lars Ole Mathiasen i orkestergraven. Eriksen agerer Rossini på arbejde, river sig i håret og grifler noder på skift, synker hen i tvivl  – hvad der næppe er historisk troværdigt: Rossini skrev ’Barberen’ på godt fjorten dage i en proces, der ikke tillod et sekunds tøven.
Men nok nogle spontane vildskud: Han banker lidt forskelligt ind. F.eks. Beethovens 5. symfoni – da-da-da-daaah… Ok. Hvad hovedet er fuldt af: Rossini var glad for Beethoven, og symfonien har han da nok haft i hovedet i 1816, da han griflede nat og dag på ’Barberen’. 5. symfoni blev uropført syv år før.
Stort grin, og mere af samme slags i den ind imellem genkendelige ouverture, indtil instrumentet skubbes ud af scenen  – for selvfølgelig at komme retur snart igen, og derefter bliver der næsten ufravendt, i den grad, at den flinke ’Rossini’ bliver en umulig hund i det tummelumske keglespil forestillingen ud.
 
LAD DOG BARNET

Et led i de bevidst komiske absurditeter? Næppe. Snarere et resultat af, at man mangler den iscenesætter, der kan sætte skik på de medvirkendes indfald. Jeg gætter på, at pianisten har insisteret på at være på scenen. Og de andre har sagt: Så lad nu barnet.
Det fungerer til gengæld fint i al sin vanvid, da unge grev Almaviva snyder sig ind til sin Rosina som vikar for den ’sygemeldte’ sanglærer Don Basilio, fupper Don Bartolo, indtager Rosina og skubber ’Rossini’ ud på sidelinjen –  forsynet med guitar og udstafferet som rockmusiker!

ALMINDELIG FJAS

Vi er med på den værste. Partituret er slidstærkt. Og vanvid kan have sin egen logik. Rockbavianen er en vild effekt, som ganske vist banker al bel canto ud af scenen. Et problem, der huserer i adskillige andre passager som offer for det almindelige fjas. Dog ikke hos Trine Bastrup Møller, der næsten upåvirket styrer sin herligt klingende mezzo gennem alt og i det hele taget agerer som en søvngængerske, der uanfægtet lader kaos råde omkring sig. Vi er heller ikke i tvivl om, at Jakob Næslund Madsen, der synger Almaviva, kan kunsten, men heller ikke om, at han har et frejdigt forhold til den.
For ikke at tale om Joachim Knob, som giver sig selv frit slag til at leve op til værdigheden som titelrolle-indehaver. Han er mildt sagt ustyrlig i sin omkringfarten på scenen, en henrykt igangsætter af intrigerne, med denne fuldt rungende baryton, der besidder et vibrato som en elektrisk tandbørste, og et humør, som lurer konstant på udbrud.

GRASSAT 
 

Forestillingen er knaldet op i en miserabel scenografi, går efterhånden spillemæssig grasat i planløshed, men har undervejs skægge detaljer: Lisbeth Kjærulff spiller en tøffende Berta, Lars Thodberg Bertelsen ligner mere en fornærmet kontorchef end den trivelige doktormand, vi er vant til, men har sine komiske øjeblikke, og Jakob Bloch Jespersen kan ikke gøre for, at han så lidt som nogen anden har overgået Holger Byrdings slimede snog af en Don Basilio.
Det er i sig selv af en pudsig virkning, at det norske Barokkorkestret spiller under Lars Ole Mathiasen med en tør, gnækkende humor. Musikerne har det mest overgivne, genialt sprudlende partitur mellem fingrene og afleverer det som en bande engelske club-aristokrater.     
 
GregersDH.dk