Johanne Louise Schmidt, Esther Lee Wilkinson og Asbjørn Krogh Nissen i ‘Døden’ Tegn.: Claus Seidel)

AF STJERNER

ER DU KOMMET

Møder med mennesker, der nærmer sig døden, har givet stof til en smuk og nænsom forestilling i Det Røde Rum. Den ender med et højskoleforedrag og julestjerner, men det tager vi med.

’Døden’ spiller i Skuespilhusets Det Røde Rum fra 5. 12. – ?.12.
Medvirkende: Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Maria Rossing, Johanne Louise Schmidt, Diana Cuni Mancini, Tim Matiakis, Esther Lee Wilkinson og musikeren Martin Ullits Dahl.
Idé og instruktion: Therese Willstedt.

****

ET temmelig rystende og velspillet stykke. Måske lidt irriterende, at det ikke kan finde på, hvor det skal slutte. Jo, jo, det slutter, som det fremgår af titlen, med døden. Døden tager tit tilløb. Og der kan selvfølgelig ligge en tanke i, at vi den ene gang efter den anden skal tro, at nu er ikke bare livet, men også stykket slut.

Første gang er, da de syv skuespillere, der inkarnerer de dødsramte og frygtindgydende virkelige mennesker, som har lagt navn og stemme til indholdet, trækker sig langsomt bagud på scenen, og guitaristen, der leverer musikken, eksploderer med en drønende bas, hvorefter de medvirkende tørner ud i vild dans og løb. En radikal og livsbekræftende forløsning, som kunne være en dramatisk slutpointe. En danse macabre.

Anden gang er, da danserinden Esther Lee Wilkinson virkeliggør den 29-årige svenske kvinde, der har fortalt os om den muskelsvind, der langsomt tager livet af hende. Wilkinsons korporlige illustration af sygdommens fremskriden ender med døden og de andres samling omkring hende. En uhyggelig smuk kulmination på alt, hvad vi ser og hører indtil da.

Tredje gang er, da Nicolaj Dahl Hamilton næsten som en Deus ex machina, i hvert fald ex mørke, træder frem og fremsiger de ord, som en af dødødsramte, en videnskabsmand, har fortalt til stykkets ophavskvinde, instruktøren Theresa Willstedt. En klog overvejelse om, hvordan vi nok alle sammen er molekyler, der forsvinder som en del af det stjerneunivers, vi er skabt af. Hvorefter stjernerne daler over scenen og al den jord, der fylder den, og som vi plejer at sige, vi er kommet af.
Kønt og pædagogisk, men pludselig er vi kommet på højskole, og det lammer lidt en ellers ganske spændstig forestilling, der med konstellationen af de dødsramtes fortællinger i højtaleren og den fine blanding af skuespillere og dansere, der bruger krop og stemme til at spejle fortællingerne. Med mange enkeltheder, der giver de medvirkende mulighed for at ramme alt fra livslyst til resignation, vrede og desperation hos de mennesker, der har leveret råstoffet til stykket.

Det er en forestilling, der både som oplevelse og diskussionsemne er lige at gå til. Gribende og tankevækkende.

gregersDH.dk