ÅH, KARL AAGE  –

BARE EN LILLE

ØREHVILER!

Lars Lilholt og Karl Aage Rasmussen går ii musikalsk clinch i bogen ’Prøv og hør’. Underholdende, og de gør sig umage, men det kniber.

Lars Lilholt og Karl Aage Rasmussen: ‘Prøv og hør’.  Formidlet af Henrik Marstal. Gyldendal.  232 sider, kr. 250,-

****

OVERRASKENDE. Og mærkelig. Men mest overraskende. For ved nøjere læsning finder man hurtigt ud af, at der ikke er noget mærkeligt ved Henrik Marstals idé med at sætte songwriteren Lars Lilholt og komponisten, professor Karl Aage Rasmussen sammen og lade dem snakke løs. Idéen er god til at trænge ned i nogle brogede lag i dansk kultur.

De to kommer fra hver sit hjørne af musiklivet. De kender stort set ikke hinanden, og de fleste ser en kulturkløft skille dem ad.

Lilholt, der i mere end en generation har rejst land og rige tyndt med sit band og sine sange og et par tusind armsvingende publikummer ad gangen.

Og Rasmussen, der nørkler i et hjørne, som han selv betegner som ’det lille vækstbed i haven, man kalder ’moderne klassisk musik’.

Samtalerne har forløbet over et halvt år. De er vidtstrakte, besat med gentagelser, men vi hænger på og sniger os mere og mere ind på de tos psyke, deres tankegang, deres manøvrer og undvigelsesmanøvrer. De føler hinanden på tænderne, blotter modsætninger, bøjer sig i respekt for det ukendte på den anden side af bordet og når langsomt til en vis forståelse af hinandens standpunkter og særheder. Nemt nok et stykke vej. Men også svært ind imellem.

JYSK

Vi forstår, at de har fælles udgangspunkter. De er begge rundet af jysk middelklasse.

Karl Aage Rasmussen voksede op i Vejle og kunne synge ’Solitudevej’ a la Elga Olga som 8-årig, men udviklede sig til en indadvendt og nørdet komponist og professor ved Det Jyske Musikkonservatoriet uden at interessere sig for, at der var noget, der hed Elvis Presley eller Rolling Stones. Ungdomsoprøret i 60’erne havde ikke ham som deltager. Tværtimod. Han kørte sig eget oprør mod oprørerne. Den avantgarde, der netop i de år – slutningen af 60’erne – ramte Århus-konservatoriet med Per Nørgaard i spidsen – holdt han sig langt fra.

Lars Lilholt, seks år yngre, var dreng i Aalborg, han kom hurtigt turen rundt med blokfløjte, klaver og violin, og både Rolling Stones og Eik Skaløe fik fast plads i hans hoved. Der var musik i hjemmet – ”Når jeg i dag hører strygekvartetter af Mozart, så kan jeg smage de boller, min mor bagte!”(Lilholt har herlige billeder at sætte på den musik og den lyd, der er afgørende for ham. Han husker endda, at der var rød spegepølse på bollerne).

Fælles udgangspunkter. Sådan da. Også vældige forskelle. Det er fast ledetråd i bogen, at de prøver at overvinde forskellene. Uden det helt store held. Trods respekten og de bla-bla-bla-høfligheder, der er uundgåelige.

TO OPLEVELSER

Mest karakteristisk i de to afsnit, hvor de hver for sig beskriver oplevelsen af den andens musik.

Rasmussen overværer en sommerkoncert med Lars Lilholt og bandet i ’Lunden’ i Horsens i august 2013.’Rock i Lunden’ står der på plakaten.  Situationen er uvant for ham, han går aldrig til rockkoncerter. Han har været bekymret for lydniveauet og har taget vat med i lommen for en sikkerheds skyld. Men overraskes over den bløde sommerstemning. Tusinde mennesker, der kender og nynner med på sangene, og som selvfølgelig kan teksten, når Lilholt synger ’Kald det kærlighed’, og er stille og lydhøre under hans lange ballade om Hvidsten Gruppen og dens endeligt under Besættelsen. Rasmussen gribes af fællesskabet mellem scene og publikum og folks fortrolighed med Lilholts sange. Lilholt er en god oplevelse for ham.

Lars Lilholt har en noget anden oplevelse i Den Sorte Diamant, da han er til en uropførelse af Karl Aage Rasmussens ’Concerto in Amber’ for saxofonkvartet og Concerto Copenhagens barokstrygere.

Hård kost for Lilholt. Der er ikke hoved eller hale i musikken, synes han. Intet genkendeligt hverken melodisk eller harmonisk… ”Jeg, der elsker en simpel popsang eller folkemelodi… Åh, Karl Aage, hvor ville det være dejligt med en lille dansant treakkorders ørehviler, bare en gang imellem… Hvad holder dig tilbage, Karl Aage? En af dine forgængere, Carl Nielsen, betragter jeg som en af danskrockens fædre, fordi han ind imellem alle de indviklede symfonier kunne skrive ’Jeg ved en lærkerede.”

Rasmussen har selv givet ham stikordet, da han i en tidligere samtale har fortalt om ’Lærkereden’ og symfonien.

HÅBLØST

Det ret håbløse for Lilholt er, at han kan lægge nok så meget vægt på at fortælle Rasmussen om sin livslange interesse for renæssance og barokmusik, om sin viden om komponister som Prætorius, sin direkte inspiration fra værker, han har fundet frem til, sit engagerede spil på barokinstrumenter og flittige brug af violinen – og Rasmussen kan lytte og beundre Lilholts måde at bruge inspirationen på, skrive sine sange og synge dem med al mulig effekt og overbevisning. Lige meget og lige lidt hjælper det! At få Lilholt til at forstå, endsige være glad for hans musik – dét punkt når han aldrig til. Det omvendte lykkes bedre.

Mest handler det vel om at forklare og overbevise hinanden om meningen med og valøren i det, man frembringer. Havde Lilholt fået chancen for at se og høre Rasmussens håndtering af f.eks. det lille Schumann-drama ’Clara – indre stemmer’, som blev spillet på Hofteatret og på Bellevue for nylig, eller et af Rasmussens tidligere, musikdramatiske arbejder, ’Titanic’ f.eks., så var de kommet meget længere.

Men de to får tilsyneladende etableret et personligt venskab under de mange samtaler ført i nærvær af den flittige moderator Henrik Marstel. Dels på deres respektive bopæle i det midtjyske, dels i København, dels i Rom.

Vi andre bliver godt underholdt undervejs. Og lidt klogere på de to herrer og deres musik.

gregersDH.dk