TEGNINGER FRA MØRKET

25 års teatertegninger i Politiken  – flyvende kunstværker af Flemming Nyborg fastholdt i bogen ’Samspil’.

Flemming Nyborg: ’Samspil’. Strandberg Publishing 110 s.   kr. 249,95

****

DET er på 1. række, det foregår. Teatertegnerne skal være tæt på.
Flemming Nyborg fortæller, at han og Hans Bendix engang sad ved siden af hinanden til en forpremiere. I pausen bøjer en mand, der sad bag dem, sig frem og siger til Bendix: ”Er det sådan en slags hobby, De har?” Bendix svarede ham ikke,  men sagde til Nyborg: “Det var dog et usædvanlig ubehageligt menneske.”

Flemming Nyborg, gennem 25 år teatertegner på Politiken og nu stået af som 86-årig, har skrevet og tegnet en bog fuld af gode historier. Men især fuld af gode tegninger. Tegnet fra utallige 1.rækker i danske teatre på den ubegribelige måde, der hedder at tegne i mørke. Lidt lys af og til, men stort set mørke. Oven i købet: Næsten uden at se ned på tegneblokken. Man skal jo følge med i, hvad der sker på scenen, studere ansigtstræk, bevægelser, spillet.
Hvordan kan det lade sig gøre? Som anmelder sidder man også der med sin lille notesblok og grifler af og til. ”Kan du overhovedet bagefter se, hvad du har skrevet?” spørger folk. Næh, det kan man ikke. Ikke altid. Men det går endda.
Bladtegnere som Flemming Nyborg kan. Nyborg taler om oplevelse fra ’hjertet ud i hånden med pennen.’ ”Hvis jeg begynder at tænke på, hvad jeg skal lave og hvordan, stivner det. Den slags oplevelser må vente til fordøjelsen hjemme, når aftenens høst skal sorteres, og de udvalgte indtryk gøres klar til avisen.”
Kald det en hobby, hvem der har lyst til det. For bladtegneren er det en professionel opgave. Avisen venter, en stribe lige så professionelle folk sidder på redaktionen for at måle og veje, scanne ind og placere, diskutere format, sektion og evt. forsidehenvisning, brokke sig over, at tegningen er en høj énspalter, når man nu har mere brug for en flad trespalter.

HELHEDER

Flemming Nyborgs bog hedder ’Samspil’. Det er en god titel. For – som Nyborgs mangeårige kollega, anmelderen Søren Vinterberg, skriver i bogen: Flemming Nyborg har altid haft et særligt blik for samspillet på scenen. Nyborg tegner ikke bare enkeltportrætter af en skuespiller i rollen, han tegner helheder. Selv når han faktisk kun tegner en enkelt person.
Det er noget af det mest fascinerende. Når Nyborg f.eks. har tegnet Jørgen Reenberg som Lindqvist i Strindbergs ’Påske’ på Det kgl. i 2008, ser vi ham i arrogant modspil til Peter Gilsfort, der spillet sønnen. Attituden er den totale nedgøring. Tegningen har en modspiller, der bare ikke er der. Vi ser ham grangiveligt for os.
Nyborg fortæller også sit livsforløb i bogen. Hyggelig læsning. Men det er tegningerne, der rammer.

gregersDH.dk