SYGDOMMEN TIL DØDEN

Sven Holm har skrevet et skuespil om Jens Otto Krag – ’Statsministeren’. Grum læsning. Krag skildret i sin gradvise deroute. En udhulet politiker.

Sven Holm: ’Statsministeren’. 153 s Tiderne skifter  249 kr

*****

”VI er begge to smuttere. Vi er begge to de bedste. Man i virkeligheden kan vi ikke holde det ud… Så kommer fortvivlelsen. Det er sygdommen til døden… Det er det, din svigermor kan se…”
Siger den ene forhenværende statsminister til den anden forhenværende statsminister. Viggo Kampmann til Jens Otto Krag.
Vi er i midten af 60’erne. I 2. akt af Sven Holms endnu ikke spillede skuespil om Krag. Den myteomspændte. Manden, der førte Danmark ind i EF. Den ’store’ statsminister i efterkrigstiden – nogle kalder ham den eneste statsmand, Danmark har haft i nyere tid.
Så ’fortvivlelsen’ og ’sygdommen til døden’?
Jo, det er kernepunktet i Sven Holms nye skuespil, endnu ikke opført, men trykt hos Gyldendal-forlaget ’Tiderne skifter’.
Kernepunkt og gennemgående tema i en dramatisering af Krags sidste små tyve år. En skurrende, pinefuld nedtur – der begynder allerede på det tidspunkt, Krag politisk er på vej til sejren. Lige før den første periode af de syv år, han er statsminister. Hen over det højdepunkt, som enhver skoleelev hører om og ser på sort/hvid tv  – den dramatiske afgang i 1972. Og frem til det næsten ubegribelige styrtdyk, han tog i de seks år, der gik fra afgangen til hans død.

SELVUDSLETTELSEN

Holder det?
Det er i hvert fald en vinkel på Jens Otto Krag. En dramatisk vinkel, der må kunne fungere på scenen. Næppe bifaldet af alle i den generation, der har fulgt Krags løbebane – det er en utrolig nærgående beskrivelse af en menneskelig deroute, druk, damer, hensynsløshed over for sine omgivelser. Vi kan se på manuskriptet, som vi ser på manuskriptet til Ole Bornedals ’1864’. Og konstaterer, at den faktuelle sandhed omkring forløbet mangler det ene og det andet for at ligne det, vi mener, har været virkeligheden. Men teater er ikke historieskrivning. Her så lidt som i Shakespeares kongetragedier. Sven Holm digter sin Krag, vælger at skildre en politiker, for hvem politik var et middel til selvudfoldelse, til bygning og konstruktion af en velfærdsstat. Selve processen mere end dens indhold. En proces, der undervejs suger ham næsten tom for meningsfuldhed og lader hans fornemmelse for alt omkring ham drukne i tilfældigheder, øjeblikkelige indskydelser, begrænset til ambitioner om at lave noget helt andet, være kunstner, forfatter, leve i løsagtig omgang med livet. Og værst: Bevidst selvudslettelse. Den ’fortvivlelse og sygdom til døden’, som Kampmann mener, Krags svigermor har set hos ham.

TJEKHOV

Et sted i denne tragiske komedie siger Krag, at han læser Tjekhov. Netop Tjekhov skærer på en måde gennem skuespillet. Alt ebber mod slutningen ud i tjekhovsk stilstand, forladthed, den ensomme Krag i Skiveren, der til slut bare sidder og ser ud over havet.
Vi kan le undervejs over tekstens detaljer, den skarptungede svigermor, der gennemskuer Krag, mens hun løser kryds og tværs-opgaver, Helle Virkner, der smerteligt-ironisk kommenterer de sidespring, som hun ved alt om og smækker ham lige i hovedet, Krags lemfældige og totalt uromantiske måde at gå til kvinderne på. Vennen, embedsmanden Jørgen Paldam, der viftes væk, når det kniber.
Men substansen er et sørgespil. En blændende politiker udhulet af karakterbrist. En Peer Gynt, der ser, at intet er tilbage, når løget er skrællet.
En grum fortælling, der kan gøres til glimrende teater i rette hænder.

gregersDH.dk