Radmila Rajic og Jørn Pedersen i ‘Et dukkehjem’ på Den Fynske Opera (foto: Den Fynske Opera)

HVORHEN, NORA?

’Et dukkehjem’ som opera, en svær opgave, forsøgsvis ført up to date, men knirkende i dialog og tempo trods gode ideer.

’Et dukkehjem’ spiller indtil 19. november på Den Fynske Opera i Odense. Kommer senere til Sønderborg og Esbjerg. Og København, hvor det bliver på Teater Republique.

***

IBSENS ’Et dukkehjem’ er sandelig ude for lidt af hvert. For nylig blev stykket spillet i en skurvogn i Sydhavnen, så vi fik mulighed for at sidde på skødet af Nora, inden hun forsvandt fra det lille hjem. Engang skrev Ernst Bruun Olsen  til Det Ny Teater en fortsættelse af ’Et dukkehjem’ med titlen ’Hvor gik Nora hen da hun gik ud’. En titel, der i den grad er gået ind i sproget ved alle tænkelige lejligheder, hvor en dame gør sortie.
Ja hvor gik hun hen i sit pludselige anfald af selvstændighed? På Den Fynske Opera står Radmila Rajic et øjeblik ensom og tøvende på scenen, mens orkestret hvisler blidt og lige så tøvende, og så forsvinder hun forsigtigt ud i mørket.
Hvorhen? Hende Helmer er lige gået samme vej med en bemærkning om, at nu kan det være nok, han går i seng. Så er hun på vej mod de fælles dyner, færdig – eller midlertidig færdig – med sit oprør?
Eller mod hoveddøren og en definitiv afmarch fra ægteskabet med sin stud af en ægtemand? I så fald med eller uden de to børn?
Det fascinerende og evige spørgsmål i dette drama, som har været fast på dagsordenen i kønsrolledebat og kvindeoprør siden stykkets urpremiere i København i 1879.

STÆRK SOPRAN

På Den Fynske Opera er hendes sortie stum. Hendes sang i det øjeblik forstummet. Vi venter et øjeblik på, om der bliver plads til en større finalearie – en ’Liebestod’ eller hvad – men nej. Sin store arie har Radmila Rajic’s Nora haft som afslutning på 1. akt, hvor hun folder sin brillante sopran ud i en blanding af desperation og resignation.
Uropførelsen af John Frandsens nye opera har sin styrke i to ting:
For det første Radmila Rajics præstation. Hun bruger sin sikre dramatiske sopran til at skildre en Nora, der svinger fra at være meget andet end den lille lærkefugl i Thorvald Helmers bur. Nemlig både en erotisk hetære og en gimpe af selvoptagethed, indtil oprøret flænser i hende. Så dér har vi sandelig flyttet os en del fra Ibsens Nora.
For det andet John Frandsens gennemarbejdede, fantasifulde brug af kammerorkestret – her Esbjerg Ensemblet. Masser af instrumentale detaljer, lige fra de sprøde toner på slagtøjets velstemte glas i indledningen til markante tutti-passager undervejs.
Til gengæld – og dér ligger et problem: Frandsen følger i sin musik nøje den dialog, som librettoforfatteren og instruktøren Tzara Tristana har skrevet og omsat på scenen i scener, der skifter mellem at være statiske og næsten tørlagte for action og pludselig spillevende, momentvis til det overdrevne. Naturalistisk konversation og følelsesladet drama i vekselvirkning.
Det skaber en sær blanding af utilsigtet komik og kom-nu-videre! Personerne føres flere gange ud og ind af scenerne klodset og åbenbart afhængig af på den ene side den flade, næsten nøgne scene, der stort set kun er udstyret med en sofa, på den anden side omklædninger, der fører os videre i forløbet, især det karneval, der er et omdrejningspunkt hen mod slutningen.

INDESTÆNGT

Scenograf Signe Klejs og kostumemager Pernille Egeskov har haft deres problemer med at skabe rum og miljø omkring deres værk – sære bagprojektioner overrasker ved manglende relevans – hvor fører et akvarium i kæmpeformat os hen – lærkefuglen associeret med en yndefuld, indestængt fisk?
Og kostumerne er dirigeret af den specielle idé, Tzara Tristana har undfanget: Handlingen skal udvikle sig, eller snarere springe, fra det lummert indpakkede 1800-tal hos borgerskabet til vore dage i et forsøg på at vise, at kvindefrigørelse er et evigt aktuelt emne.
Effekten er utroværdig, skaber striber af situationer og replikker, der netop er tidsbundne, og derfor kommer til at falde tungt og umotiveret i munden på de medvirkende. På bassen Jens Bruno Hansens Helmer, hos tenoren Thomas Præstegaard, der agerer den vidtløftige Dr. Rank, mezzoen Trine Bastrup Møller, der er veninden Kristine Linde og baryton Jørn Pedersen, der ellers slår stærkt til som sagfører Krogstad, historiens dæmoniske ulykkesfugl.
Vi går altså derfra med Frandsens momentvis fascinerende instrumentale og vokale ideer, styret af dirigenten Henrik Vagn Christensen, og på sangersiden: Især med indtrykket af et nyt godt sopranbekendtskab, den Sarajevo-fødte sopran Radmila Rajic.

gregersDH.dk