Mathias Hedegaard, Aileen Itani og Helene Hvass Hansen i ‘CO2pera’ (tegning: Claus Seidel)

TRÆK VEJRET – OG DØ

’CO2pera – dampenes rejse’ er et sjovt forsøg på opera om en alvorlig sag: Forureningen.

Spiller også 12. november i Værløse, senere i Sønderborg den 14. og i Næstved den 20.11.

***

NÅ, så fik vi da en opera om forureningen. En lille fremtidsvision. Eller nutidsbillede, om man vil.
Ikke en helvedesprædiken, ikke en dundertale. For det ligger ikke for komponisten Andy Pape. Han er en venlig mand med humoristisk sans.
Så når Øresundsoperaen lader scenografen David Gehrt fylde scenen med giftige dampe med navnet vandzin og den fanatiske opfinder Anton Damp kører løs med behjertede forsøg på at opfinde masker, der kan hindre forgiftning, og som han kan afprøve på sine teenagedøtre, bliver vi hurtigt klar over, at vi er ude i det groteske.
Problemerne gjort til satirisk halløj.
Det er også den vinkel, iscenesætteren Ina-Miriam Rosenbaum vælger i sin iscenesættelse. De medvirkende spiller deres roller som karikaturer, vi er godt nok ud i overdrivelser med historien om pigerne, sopranerne Helene Hvass Hansen og Aileen Itani, som kæmper for at få facon på deres ambitiøse forældre, barytonen Michael Lindberg og fru Damp, sopranen Merete Sveistrup.
Alle – også Mathias Hedegaard, der er skolekammeraten Frede – har fuldt tryk på kropsprog og mimik.

Vi er altså på komedie. Uanset det grumme emne. Det ligger også sikkert og bastant i Andy Papes musik. Slagtøj, cello, guitar og keyboard levner kun få hvilepunkter, til gengæld masser af pointer og stikord til de tegneserieagtige udfoldelser.
Den dramatiske pointe i operaen er det romantiske trick med at skrue tiden tilbage, lade de unge opleve forældrenes første forelskede, springe frem i tiden igen og få de gamle til et genkende og genskabe uskyldigheden fra dengang – ved at synge de yndefulde strofer for dem, som de sang i ungdommens vår.
Det er gode sangere, der udfolder sig i denne Øresundsopera-produktion. Og det er gode musikere, der iført klinisk hvide dragter sidder som del af scenografien.

Om publikum opfatter værket som mere og andet end sjov og halløj med det grumme forureningsproblem, er tvivlsomt.
Vi er ikke til Karl Birger Blomdahls chokerende ’Aniara’, en fremtidsopera om rumekspeditionen, der løber løbsk.
Eller noget, der bare ligner det.

gregersDH.dk