JEG SIGER PÆNT TAK
Birthe Neumann – velopdragen, pligtopfyldende, autoritetstro. Men hvor er oprøret? Det er der. Og det har været livsvigtigt for udviklingen af hendes skuespilkunst. På søndag er hun nomineret til en Reumert ved prisfesten på Det Kgl. Teater.
Af
Gregers Dirckinck-Holmfeld
– Den dér romantiske forestilling om at være kunstner – den køber jeg ikke! Rende rundt med sin åndelige slængkappe! Det er ikke mig. Der gælder samme regler på et teater som alle andre steder. Moral og anstændighed. Ligesom i det almindelige borgerlige liv…
Siger Birthe Neumann. Klassens pæne pige. Sådan er hendes ry. Det bekræfter hun selv.
Holder det stik?
Vi har mødt hende på Aarhus Teater, hvor hun i disse uger forgylder Oscar Wildes ’Bunbury’ med kongeligt gæstespil.
En eftermiddag i det tomme teater. Birthe Neumann i sort, skødesløs elegance, glad, imødekommende, håret i blid vind, et svagt ironisk glimt i øjnene. Hun skænker kaffen med velopdragen selvfølgelighed, da vi er rykket til teatrets kongeværelse.
De, der har set Birthe Neumann gøre sin entré som Lady Bracknell i ’Bunbury’, har set hende blæse salen omkuld. Upper middleclass mokke. Opstadset påfugl. Engelsk, højborgerlig dyd. Men en dyd, der er hængt på tørresnoren af Oscar Wilde til satanisk beskuelse. Og der har vi noget af svaret på, hvem Birthe Neumann er.
GAS PÅ SKUESPILLERE
– Jeg er skuespiller! Stykket er for skuespillere! Det stykke er ikke bare sådan en karakterkomedie. Oscar Wilde har skrevet en komedie for krukkede skuespillere. I den entré, jeg har, tager jeg gas på det at være skuespiller. Wilde har sagt: ”Her skal vi have en primadonna ind. En rigtig stor dame!” Og det er sjovt – i hvert fald at spille…når man nu er mig!
– For sådan er du ikke?
– Næh…jeg er meget almindelig. Sådan en, der får at vide af teatret, hvad jeg skal lave. Hvilke roller jeg skal spille. Og siger pænt tak.
– Det lyder skolepigeagtigt.
– Ja. Sådan er jeg. Det kan jeg ikke lave om på. Jeg tager ikke kampe på de fronter. Det har aldrig været mig.
– Noget, du har med hjemmefra?
– Ja. Det sidder i mig. Men det er også dejligt. Det giver tryghed og arbejdsglæde. Det nytter ikke, at man er i et teaterensemble som Det Kgl.s og siger: Jeg vil selv kunne bestemme og selv vælge mine roller. Så kan du ikke være derinde. Så bliver du sindssyg. Og utilfreds. Du kommer i kamp med dig selv og al ting. Jeg KAN sige nej tak, og jeg KAN blive fri for en opgave. Men det er sjældent, det sker. Og hvorfor skulle man, når man får pragtroller som Lady Bracknell?
– Vel en rolle, du har gået og kikket efter?
– Jeg har aldrig kikket efter en rolle. Ikke noget med, at jeg lægger en strategi for en karriere. Jeg er aldrig gået op og har sagt: Nu kunne jeg fandeme godt tænke mig den og den rolle! Eller: Jeg synes, det er for dårligt, at…! Det, der skal komme, det kommer. Anderledes i mine unge år. Dér var man angst for ikke at få noget at lave. Jeg var sky og altid bekymret for, at nogen skulle opdage, hvor talentløs jeg i virkeligheden var. Nu er jeg ikke mere så bange for at blive afsløret!
OPRØR
– Har du aldrig gjort oprør?
– Joh…dengang jeg sprang fra litteraturstudiet på Københavns Universitet, fordi det kedede mig. Jeg søgte ind på teaterskolen. Det var mit oprør. Jeg ville være skuespiller. Jeg var ellers på vej til – som den første i familien – at blive akademiker. Men SKUESPILLER! Puh-ha – i min familie var skuespillere nærmest en slags tatere. Sigøjnere. Og så droppede jeg ud. Og kom oven i købet ind på en skole med en leder, der var gammel kommunist. Berthe Qvistgaard, den første rektor på Statens Teaterskole.
– Det var dit oprør.
– Ja, der kunne have været andre. I skolen f.eks. Når der var forældremøde, startede klasselæreren altid med at sige: – ja, så begynder vi med, at Birthe fremsiger ’Konen med æggene’. Jeg burde have sagt: Nej, jeg vil ikke! Jeg ville jo bare gerne sidde ligesom de andre. Men jeg gjorde, som man forventede af mig. I virkeligheden kom det egentlige oprør i mit liv nok først i begyndelsen af 1990’erne, da jeg blev syg. Indtil det øjeblik havde jeg ikke forbundet mit skuespillerarbejde med lyst. Mere med pligt, forventning og præstation. Lidt ligesom at gå til terminsprøve. Først dér opdagede jeg en helt ny tilgang til det at arbejde: At det kunne være en glæde, noget personligt tilfredsstillende.
– Hvordan forklarer du det?
DYBE DEPRESSIONER
– Jeg havde en lang periode med dybe depressioner. Det har vist sig at være noget arveligt, og jeg blev også indlagt. Men i begyndelsen vidste jeg ikke rigtig hvad det var. Troede, at det bare var f.eks. migræne. Jeg blev ekstremt usikker på min faglige kunnen, indtil jeg opdagede, at jeg kunne være med til at helbrede mig selv ved at kaste mig langt ud. Altså give fanden i al ting, når jeg spillede. Samtidig med at jeg havde det dårligt, så havde jeg en periode, hvor jeg pludselige lavede nogle ting, folk ikke havde set mig lave før – fordi jeg var fuldstændig ligeglad. Indvendigt havde jeg det dårligt. Men på arbejdet fik jeg pumpet mig selv ud i et eller andet vanvid. Jeg kunne lette lidt. Selvom det kostede mange kræfter. Det er hårdt at være tvunget til at være sammen med andre mennesker, når man har det sådan. Overhovedet at skulle gå ind på scenen. Bagefter gik jeg hjem, lukkede mig inde og gemte mig under dynen.
– Det er i den periode, vi konstaterer, at du er god til at spille neurotiske, voksne kvinder.
– Det er da klart. Det passede mig. Det var under min sygdom, jeg for alvor opdagede, hvor godt jeg kunne lide de SKÆVE roller. Mærkede, at de er de sjoveste at spille. Jeg er ikke så optaget af rollens størrelse. De store gennemgående figurer med almenmenneskelige historier – dem er der andre, der er bedre til end jeg. Men roller med skarpe hjørner. Skæve skitser. Hvor du også kan arbejde med de humoristiske lag. Finde frem til skævhederne.
– Hvor du kan være meget andet end ’den pæne pige’.
– Ja. Men det er jo skuespil. Roller, man påtager sig. Dér kan man sagtens være alt muligt andet end pæn. På bunden er jeg altså en pæn pige. Tror jeg.