Rasmus Fruergaard, Trine Pallesen, Tom Jensen og Ole Thestrup i ‘De tre musketerer’ på Østre Gasværk. (Tegning: Claus Seidel)

MUSKETERER

FLIPPER UD

Dumas’ ’De tre musketerer’ i  rock n’roll-galop på Østre Gasværk.

’De tre musketerer’ spiller i Østre Gasværk indtil 1. februar 2015

*****

IKKE en kårde trukket. Jo, lige hevet op af skæftet i et par sekunder. Ikke mere.
Her er det guitarerne, der bliver trukket. Alexander Dumas og hans ’De tre musketerer’ er endevendt til en rockmusical fra den mest råhøvlede skuffe. Sjovt, frækt og med fuldt knald på.
De gode spillere får brug for alt andet end den fægtelærdom, de har tilegnet sig på elevskolen. I baghovedet svæver Flemming Flindts ’De tre musketerer’ på Det Kgl. – fægtescener, der var orgier af elegance og brillans.
Glem det. Der er så meget andet guf at hente på Østre Gasværk.
Gasværket har snuppet den glimrende ’De tre Musketerer’, de lavede på Odense Teater for et par år siden, pumpet den op som en flot ballon, der fylder det store rum på alle leder og kanter. En scenisk tour de force af instruktøren Frede Guldbrandsen og scenografen Eilev Skinnarmo. For ikke at glemme Christina Seistrups grotesk-pjankede kostumer.
Et rockband er anbragt helt der oppe, hvor fuglene kan synge med, og der er sat lys på med en stak ampere eller volt – eller hvad det nu hedder i den branche – som kan få det hele til at flimre som et melodi grand prix.

RESPEKTLØST

Det vilde forløb er som i Odense helt respektløst over for det historiske i sagen. Men vi lader enhver diskussion a la Bornedal og hans ’1864’ tv-serie ligge.
Vi nøjes mede at konstatere, at alt forløber efter en recept, der hedder: Vi flipper ud med alle tænkelige løse, sjove eller absurde idéer, der stikker os, holder os kun til, at det foregår i en slags Paris og lidt andre steder. Alt ganske vist uigenkendeligt, hvis men søger efter postkort-lighed.
Man skal som sagt heller ikke vente på yndig barokmusik, der passer til det 1600-tal, musketererne udfoldede sig i. Det er rock, ja. Og dét er det kun delvis. Der rodes ubekymret i en blanding af 70’er-rock og 80’er-pop.
Affyret som show eller som jokes – det sidste f.eks., da Troels Malling som den ulyksalige Boris Bonacieux bliver torteret af Jens Gotthelfs kardinal Richelieu til tonerne af ’Diggiloo Diggiley’, firser grand prix-nummer. Eller Jodle Birges ’Rigtige venner’. Boris svarer på pinsler og dødsdom ved at synge som Teddy Edelmann: ’Må man ta’ hunden med i himlen?’.
Vi er, som det vil forstås, på rockmusikkens overdrev.

STÆRKE MEDVIRKENDE

Lystigt går det til, og vi er godt underholdt, tit på et plan, hvor man må slippe mere nøjeregnende krav ved eksamensbordet.
Jon Langes Kong Ludvig 13. tér sig mageløst som en art kopi af vores egen sindssvage Christian 7. Med replikker, der ind imellem er temmelig matte i sokkerne, men skæg er han. Og Kristian Holm Joensen har modelleret sin hertug af Rochefort ud et sted, hvor jobbet kan sikres som konge af det næste internationale gay show. Utroligt, hvordan den mand kan finkæmme sine virkemidler og skabe den ene mærkværdige – og bemærkelsesværdige – figur efter den anden i forestilling på forestilling.
På Gasværket ser vi i det hele taget en vrimmel af stærke medvirkende.
Rasmus Fruergaard har overført sin d’Artagnan fra Odense – en suveræn udstråling af ungt og selvfølgeligt gå-på-mod, godt ser fyren ud, og synge kan han.
Hvad han i øvrigt ikke er ene om. Forestillingen er besat med flotte og velsyngende damer som Trine Pallesens Mylady, Anne Vester Høyers Dronning Anne, og Lise Koefoeds Caroline. Vi skal ikke holde musikkonservatorium-præk for striben af musketerer – Jens Andersen, Peter Oliver Hansen og Tom Jensen, De er ikke bedt om at holde kammertoner, så lidt som opsætningens Kaptajn de Treville, Ole Thestrup. Vi ville også have os dét frabedt.
Der er til gengæld ubetvingeligt knald på dem, som var de hjemme i skolegården og legede røvere og soldater.
Teatret bød før forestillingen på ørepropper til de rockbekymrende. Man skulle være ganske følsom for at få brug for det.

gregersDH.dk