Iben Dorner og Thomas Levin i ‘Kontellationer’ på Husets Teater. (tegn:  Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

*

I FAVNEN PÅ

EN

KVANTEFYSIKER

Mand mod kvinde – kvinde mod mand. På Husets Teater slynges vi ind i vittige og ubegribelige konflikter, spillet med flugt og humor af Thomas Levin og Iben Dorner.

’Konstellationer’ spiller på Husets Teater indtil 15. November. Opsætningen er et samarbejde mellem Aarhus Teater og Husets Teater og er blevet spillet først i Århus.

****

EN fyr møder en pige. De kredser lidt omkring hinanden. Det bliver et forhold. Og det går i stykker.
Gab! Ikke sandt? Det lyder som dramatik på dåse.
’Konstellationer’  hedder stykket på Husets Teater.
Hvor man lige har spillet ’Ilt’. Som handlede om en fyr, der har mødt en pige. De er flyttet sammen, men skændes, så det fyger. Skal de have et barn, eller ej? Etc.
Er Husets Teater i færd med at pindehugge parforholdet?
Åbenbart. Og vi må konstatere, at det er en fornøjelse.
’Ilt’ struttede af genkendelige, ægteskabelige situationer, og det blev godt spillet af Thomas Kwan og Tilde Maja Frederiksen.
’Konstellationer’ lever på helt andre præmisser. Stadig to personer, manden og kvinden. Stadig uafklarede mellemværender, men sandelig med et andet udgangspunkt og i en anden form.
Det er muligvis en og samme forfatter, der har skrevet de to stykker. Teatret skriver et sted i programmet, at det er af amerikaneren Duncan McMillan. Ligesom ‘Ilt’. Men et andet sted, at det er Nick Payne.

UBEREGNELIG

I ’Konstellationer’ jagter forfatteren et nervesystem, der dirrer af panik. Det er kvindens. Manden i stykket er mere lige ud ad landevejen, han er sund – biavler såmænd. Hvad man naturligvis ikke er, hvis man har valgt fag efter skolevæsenets erhvervsvejledning, men jo: Han er kernesund, hæderlig, fornuftig, flink.
Han gør sig den største umage for at greje det damemenneske, han møder tilfældigt, men gribes hurtigt af det trodsige og uberegnelige hos pigen, ryger ind i de ustandselige, verbale gentagelser, som forfatteren lader pigen tage initiativ til – eller som forfatteren manisk har besluttet at sende i luften for at fortælle om det mest frustrerende i forhold mellem mennesker: Gentagelserne.
Snedigt motiveret som en slags dramatisk parallel til det, der er pigens fag: Hun er kvantefysiker!
En kvantefysiker og en biavler! Med kvantefysikeren som den, der bestemmer farten. Sindrigt forklaret med hendes viden om, at variationerne i partiklers bevægelser er uendelige. Ligesom variationerne i parforholdet. Snup den!

SUSENDE FART

Det kun en time lange spil spilles på en arena i midten af det lille teaterrum, Thomas Levin er biavleren og Iben Dorner kvantefysikeren, som jonglerer ubeslutsomt og lunefuldt med den flinke fyr – en lunefuldhed, som viser sig også at have den mere håndfaste og ikke spor teoretiske forklaring, at hun lider af en snigende kræft, der svækker hendes handlinger og hendes sprog.
Indtil dét bliver klart for os, virker det nærmest, som om hun ar en skrue løs i så bogstavelig forstand som dukken Olympia i ’Hoffmanns eventyr’ – har vi at gøre med en forsker, der har forvildet sig ind i sin kvantemekaniks verden og selv er blevet en omfarende atomar partikel?
Der er susende fart over dialogerne, det er morsomt langt hen ad vejen, vi undres og springer med i springene, men tynges lidt af den mere banale, om end triste drejning af turbulensen i forholdet mellem de to.
Uberegneligheden, irrationaliteten og lunefuldheden er nemlig i sig selv slående nok som dramatisk pointe i ’Konstellationer’.
Iscenesætteren er englænderen Ramin Gray, og Edward Lloyd Pierce har stået for scenografien.

gregersDH.dk