Kirsten Peuliche (!), Elsebeth Stentoft og Tina Gylling Mortensen i ‘Slutstrand’ (Tegning: Claus Seidel)

NATTESYNER

Nicolas Bros ’Slutstrand’ på Kaleidoskop er kaotiske nattesyner om kaotiske fremtider

***

KAN nogen styre Nicolas Bro? Han har i hvert fald svært ved det selv. Og det er både godt og skidt, kan man sige…endnu engang, efter premieren på hans seneste skuespil ’Slutstrand’.
Godt, fordi der brænder så meget i hans hoved og bliver skrevet så blæksprutteagtigt viltert, at man nødig vil undvære hans bidrag til dansk dramatik.
Skidt, fordi ideerne og kreativiteten tit mangler en murske til at få teglstene i hans dramatiske byggerier til at hænge ordentlig sammen.
I ’Slutstrand’ på Kaleidoskop 1 på Nørrebrogade rusker det i ham med frygtindgydende dommedagsprofetier, som det har gjort før. ’Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner’, ’Natsværmerne’, ’Stolthed er kolossal’, ’Himmelstormerne’.
Hele tiden er det, der optager Bro, fremtiden. De forventelige katastrofer. Menneskene, mænd, kvinder, børn i en verden, der strømmer mod undergang. Som druknende, der griber efter hinanden, efter redningsplanker eller bare halmstrå.

VERDENSHAVET

I ’Slutstrand’ hører du mod slutningen bølgeslagene. Verdenshavet, det tomme ligger foran. Større og mere tomt end Frederiksholms Kanal.
Skævt er det gået. Denne gang en konsekvens af, at mænd er en uddød race. Mændene er ikke skabt til overlevelse. Det er kvinderne. Måske. Nu er der kun en stak kvinder tilbage, nogle af dem endda kønsskifteopererede. Man bliver dog hurtigt som publikum i tvivl: De overlevende udsættes for en angrebsbølge fra Afrika – er det sorte amazoner, eller hvad?
Som så meget andet er usikkert i historien. En af kvinderne, Eva, søger desperat spor efter sin far, som hun mener er Josef Stalin. Eva spilles med skinger stemme af Birgitte Hjort Sørensen (hende, der fik et gennembrud som Roxie i ’Chicago’ for et par år siden). Stalin-hypotesen forsvinder i den blå luft.
Men moren? Den mystiske ’Mother’, der har noget videnskabeligt kromosomhalløj på samvittigheden, og i øvrigt har avlet flere af stykkets kvindedyr, bortset fra sin assistent, den kønsskifteopererede Kim, som Elsebeth Stentoft spiller med isnende præcision. ‘Mother’ møder vi ikke, før hun i Bodil Jørgensens skikkelse på slutstranden sidder som en Sibylle og drager slutninger og maner spådomme.

VULKANISME

Undervejs er der mere, der er svært at blive klog på: Eva er på vej til en konference i Nairobi, hvor nordiske europæere skal forhandle med sydens fjender. Javel. Dér opfører en anden af døtrene sig eksorbitant overgearet efter en gallamiddag, hvor hun har drukket sig sanseløs og lavet skandale  – det er Nico, som Ellen Hillingsø tilfører hele sit register af scene-raserende vulkanisme fra en balkon i den uhyggelige betongrå sceneopbygning, som Mia Stensgaard har klodset op på den lille scene. Nico – ind imellem forsøgt beroliget af den strømlinede Alex, der optræder som skåret ud af ’Livvagterne’ og spilles af Anne Vester Høyer. 

TEATRET SOM SLAGMARK

Er Ellen Hillingsøs balkonscene overvældende, så overgås hun på en måde af Tina Gylling Mortensens drabelige optræden som dramatikeren, der i stykkets 2. del braser ind i et teater for i et anfald af ekstatiske visioner om det kommende angreb fra de fremstormende afro’er gejler skuespilleren René (Kirsten Peuliche i kjole og hvidt og med fuldskæg!) op til et desperat forsøg på at skabe drama på stedet. Gøre de fremmedes invasion til selve dramaet. Lade det udvikle sig, som det nu kan udvikle sig.
Her er Nicolas Bro direkte tilbage i den diskussion om teatrets mål og midler, som han også baksede med i ’Stolthed er kolossal’, der var en MammutTeater-produktion ligesom ’Slutstrand’. Også dér med Tina Gylling Mortensen. Er virkeligheden stærkere end teatrets fiktion? Bro slås med spørgsmålet.

USTRUKTURERET

Vi griber stopperne, hænger på så godt vi kan, oplever de Bro’ske ture som brudstykker af tilbagevendende, onde drømme, vanvittige drømme, kaotiske nattesyner, fabuleringer, skrækvisioner, stream af conciousness. 
Som dramatisk forløb er det ustruktureret, opløser sig i enkeltscener, der til gengæld giver de glimrende skuespillere lejlighed til blomstrende udfoldelse. Det kan de sikkert også takke Christoffer Berdal for assistance til. Han har instrueret stykket – som han har taget sig af de fleste andre Bro-stykker. Ingen tvivl om stor indforståethed mellem de to i målsætningen: Vi skal smides med ud i kaos’et.              
 
GregersDH.dk