2 + 2 = 5

Dramatiseringen af George Orwells ’1984’ er overvågningssamfundet ført ud i en konsekvens, hvor tortur er en accepteret metode til at rette ind.

’1984’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil 2. november

*****

VI ser nøgternt på det et øjeblik – så vidt det er muligt: Hvad er formålet med tortur? Fra besættelsen kender vi det f. eks. som tortur for at tvinge oplysninger ud af mennesker. Fra den civile verden kender vi sexuel tortur med enten kriminelt eller lystbstonet motiv.
Fysisk eller psykisk tortur. Det ene nok ikke værre eller bedre end det andet.
I dramatiseringen af George Orwells roman ’1984’ på Betty Nansen Teatret oplever vi en speciel variant af tortur. Tanke-tortur kunne man kalde det. Udfoldet med fysisk bestialske metoder, men med det formål at tvinge offeret til at ændre sit tankesæt. Offereret er den unge mand i hovedrollen, Winston Smith. Han hævder, at 2+2 er 4. Men udsat for rædsomme pinsler, bl.a. elektriske stød tvinges han til at sige, at 2+2 er 5.
Det er i en nøddeskal, hvad ’1984’ handler om.
At hjernevaske mennesker til at tømme hjernen for almindelig sund fornuft og erstatte den med et indhold af påtvunget løgn. Af en ideologi, et tankesæt, der ikke kan diskuteres.
Som teater er det en voldsom affære. Man har næppe set så konkret en torturscene i noget stykke. Blodet kan flyde i ’Macbeth’, sadomasochismen blomstre i Jean Genets dramatik, og det går sandelig også grumt til i operaen ’Djævlene fra Loudun’, da inkvisitionen går løs på præsten Grandier.
Men rå, langvarig tortur hører ellers mere filmens verden til.

ET NYT SPROG

Det er som sagt en dramatiseret udgave af Orwells berømte roman, der handler om et overvågningssamfund, sådan som han forestillede sig det i 1949, året før han døde. Og på et tidspunkt, hvor sovjetkommunismen tårnede sig op som en trussel i al verden.
Men på teatret er inddraget et tillæg, han skrev med titlen ’Hovedregler for nysprog’ – et systematisk forenklet sprog, der sløjfer nuancer, især de nuancer, der giver frit slag for humanistiske fjollerier og kringlede overvejelser. Den slags har et autoritært styre ikke brug for. Sproglige forsnævringer optræder allerede i den Big Brother-verden, som ’1984’ beskriver, men på teatret befinder vi os i år 2050, mellem nogle mennesker, der diskuterer en bog fra 1984, der handler om frygten for og oprøret mod et undertrykkende samfund.
I denne ramme møder vi i flash backs den unge Winston Smith, der skrev bogen, og hans Julia, pigen, der er i Big Brothers efterretningstjeneste. To unge, der er udbrydere, har en affære, men kules på smertefuldeste måde til underkastelse.

BIG BROTHER

Scenen er et inferno af dysterhed, ligner ét stor teknologisk gravkammer, besat med skjulte døre og skærme. Fornemmelsen af det sproglige kvælertag får vi f.eks., da Jens Jørn Spottag som den uhyggelige Bog Brother håndlanger sammen med sin assistent, som spilles af Christine Exner, på storskærm overværer de to unges kærlighed udfolde sig, mens en kvindestemme detaljeret registrerer synd og skyld og regelbrud – og lyder præcis som den stemme, vi alle kender fra IC3-togene. Med et sprog af total-syntezisede gloser stykket sammen til noget, der skal forestille menneske-sætninger.
Omstændelighed trænger handlingsgangen en smule i 1. akt, men der er gode ordvekslinger og funderinger mellem Troels II Munk, Benjamin Boe Rasmussen, Anne Vibeke Mogensen og Michael Brostrup, der overvejer de historiske aspekter og konsekvenserne af indholdet i den fundne bog. Og også alle optræder senere i roller i forskellige flash backs.

DEBUTANTER

Men vi interesserer os især for de to hovedpersoner, der er ofrene for det knusende samfundsmaskineri. Begge spillet af nyudklækkede elever fra Statens Teaterskole: Patrick Baurichter hedder han, en ranglet fyr, der med søvngængeragtig sikkerhed vover sig ind i krop og sind på denne Winston Smith og hans smukke, naive forestillinger om et muligt oprør mod overmagten. Og Sofie Ancher Vea hedder pigen, der som en anden shakespearsk Julie forlader en tryg havn – i hendes tilfælde sikkerhedsagent-jobbet – for at følge sin ’Romeo’ ud i friheden. Med samme troværdige blåøjethed.
Og vi interesserer os for en historie, der i ekstrem grad giver os redskaber til at diskutere det samfund, vi befinder os i. Grænserne for overvågning. De frygtindgydende, snigende skred i vores egen, ikke bare sproglige forenkling, men også truende forenkling af regler for det liv, vi lever. I en verden af facebook, LinkedIn, netbank o. s. v., o. s. v.
’1984’ skærer det ud i pap i Inger Eilersens iscenesættelse og Kim Witzels scenografi.

gregersDH.dk