Anna Ur Konroy og koret i ‘Som i himlen’ (Foto: Somihimlenteater)

HIMLEN MÅ VENTE

Hans Rønne har skabt en lang og fortryllende historie om, hvordan man får et kirkekor til at eksplodere. Stykket går i Århus under festugen og hedder ’Som i himlen’

*****

PÅ Aarhus Teater vender en gammel millionøse hjem og splitter sin barndoms by i grisk- og fornærethed.
På den konkurrerende Åbne Scene på Godsbanen vender en berømt dirigent hjem til sin barndomsby og splitter byen i sangerlyksalighed. Og hvad deraf følger af turbulente hændelser.
Godsbane-stykket hedder ’Som i himlen’. Således også på jorden, havde man nær tilføjet, for dirigenten stræber mod himmelsk sangkultur med det lokale kirkekor, da han snart bliver overbevist om, at han ikke skal lægge sig på sofaen og dyrke den fred og ensomhed, han egentlig har brug for, men lave kunst. Vanskelighederne hober sig lynhurtigt, for der er alt for meget krudt i ham – af både den ene og anden art – til, at de flinke mennesker i det sammenstykkede kor af bønder, handlende og husmødre kan holde styr på sig selv og deres dirigent.
Den lokale præst – Bue Wandahl i størknet ornatpositur – fortryder lynhurtigt sit tilbud til den nyankomne om at lede kirkekoret, for han må slå kors på kors for sig over det leben, der udfolder sig ved prøverne, over sangene, de indstuderer, over damerne, der dåner foran denne vitale korleder, især hans egen ægteviede, der får øjnene op for sin skinhellige præstemand og ønsker ham pokker og gud i vold.

TIL VEJRS

Victor Marcussen har dirigentrollen. Hans vældig manke bølger som på en Sergio Celibidache, en vis portion vanvid lyser i hans øjne, han bestormer det lille kor med stemmeterapeutisk dynamik som gjaldt det landsholdstræning, han vil til himmels – endda bogstaveligt, kravler op ad stiger, bestiger til allersidst selve den vældige, katedrale bagvæg. Himlen venter ham.
En kunstner, der stræber højt. Eller måske flygter han fra det hele, da alt det, han har sat i gang, vokser ham over hovedet.
Korsang får vi på det nydeligste. Og et rørende sortiment af korister. Josephine Park er den søde, rappe ekspeditrice, der gør Marcussen lige så blød, som han gør hende. Anni Bjørn er den eksploderende præstefrue. Anna Ur Konroy den arme, lille solist, hvis mand konstant kommer buldrende med eder og forbandelser og haler hende hjem eller tæver dirigenten – den rolle har Lars Dammark fornøjelsen af. Pia Hassner er den sure, tilsidesatte korleder. Daniel Bevensee landsbyens retarderede stakkel, der selvfølgelig til de andres enorme irritation elsker at synge og endda kan spille klaver. Anders Valentinus Dam er den dynamiske tapet- og farvehandler med mobilen lige så meget i sving som stemmen, Uffe Kristensen den faste brumbas i koret og uheldigvis halvdøv – han har det sigende sangernavn Sigfred.
Selveste instruktør og forfatter Hans Rønne synger med. Han har maskeret sig, som var han gravet frem af det lokale kommunebiblioteks arkivkælder, da han overraskende midt under en prøve beder om ordet og erklærer kordame Marie Netterstrøm sin hengemte, men uslukkelige 40-årige kærlighed.
Det er – som man vil forstå – et stort anlagt, konfliktfyldt og forunderligt drama, der letter i mange øjeblikke med rørende humor. Menneskelige hverdagsklip forsødet med svævende under- og  overtoner.

gregersDH.dk