Nina Bols Lundgren, Merete Hegner, Liv Oddveig Midtmageli og Carl Christian Rasmussen i ‘Rosa og Evigheden’ (Foto: Aarhus Sommeropera)

*

*

*

*

*

*

HVOR ER VI HENNE?

Fantasien løber løbsk og ved ikke hvorhen i Svend Åge Madsens og Erik Bachs opera ‘Rosa og evigheden’

Spiller indtil 5. september på Aarhus Sommeropera i Den Gamle By i Århus

**

HVOR i himlens navn er vi henne? Aarhus Sommeropera har begået et ’festspil 2014’, og vi møder med åbne sind.
Det har titlen ’Rosa og evigheden’. Den titel lover eventyr og flyvskhed, og det er vi godt nok forvænt med i Sommeroperaen – lige fra Kasper Holtens viltre dage som boss for foretagendet til forrige sæsons komiske John Frandsen-opera ’½lelujah’ (Det hed den!), og i det hele taget flere af John Frandsens friske streger, ikke mindst operaerne bygget over Svend Åge Madsens ’Tugt og utugt i mellemtiden’-tekster.
Nu er det så, som vi forstår af programmet, 100-året for Den Gamle Bys grundlæggelse – Sommeroperaen har til huse i det gamle Helsingør Teater, som er flyttet til museumsbyen for en menneskealder siden. En lille knusperle af historisk intimitet, hvor indskriften ’Til Phantasiens Moroe’ står finurligt manende over prosceniet.

MYSTIFIKATIONER

Så det er sådan set dér vi er eller gerne skulle være: I fantasiens verden – minsandten med Svend Åge Madsen igen ved rorpennen med en fabel om denne Rosa og hendes evighed. Men endnu mere i selskab med en personage ved navn Albert Malinger, der er komponist – godt spillet af den robuste skuespiller/sanger Carl Christian Rasmussen. Han kan fylde en scene.
Men hvem forestiller han?
Vi mystificeres straks, for komponist Malinger er tilsyneladende i gang med at sceneværk, da han bliver afbrudt af en opringning, der fortæller ham, at døden venter ham lige om hjørnet. Det anfægter ham naturligvis, men tilsyneladende ikke mere end at han kaster sig i kraftige brainstorme om sit liv i fortid, nutid og fremtid.
Sv. Åge Madsen fortæller i programmet, at han har fanget Jorge Louis Borges-novellen, der handler om en Gestapo-fange, der i sekunderne før sin henrettelse susende gennemgår og fuldfører sit livsværk.

ANAKRONISMER

Der er altså alle muligheder for tummelumske hændelser i ’Rosa og evigheden’ – selvfølgelig ikke mindst med denne Rosa, der krydser hans vej, en slags yndig, nordisk version af Elena i Janaceks ’Makropoulos’ eller andre fascinerende, fiktive, litterære kvindemennesker, der dukker op århundrede efter århundreder, stadig i nye skikkelser. Rosa har fortid ud over alle bredder, vi møder hende første gang som rengøringstøs hos en brunstig middelalderbiskop.
Blot et enkelt eksempel på anakronismer, tids- og handlingsspring i ’Rosa og evigheden’, som vi snart opgiver at følge med i, men nøjes med at konsumere som kæder af forbløffende og farverige forvekslinger og personskift.
Rosa synges og spilles af Nina Bols Lundgren med køn sopran, og ellers veksles der mellem sang og skuespil – med skuespilleren Merete Hegner som rapkæftet partner til komponist Malinger – thi der er en af de formmæssige pointer i operaen at den forvaltes af både skuespillere og sangere. Hvilket ikke tilfører handlingsgangen speciel gennemskuelighed. Blandt de øvrige medvirkende, som den gamle instruktør Asger Bonfils har fået at tumle med, er sopranen Liv Oddveig Midtmageli, bassen Jens Bruno Hansen, tenoren Jacob Næslund Madsen og den nybagte Aarhus Teater-skuespiller Durita Dahl Andreassen.

MOTTOET

Men opera er det altså, musik skrevet af Erik Bach – kompetent, men ikke voldsomt fantasibefordrende kammermusik. Af den type, vi har hørt det tidligere fra denne komponist, netop på Aarhus Sommeropera for tre år siden med operaen ’Korus’ kabaret’.
Dengang fik det os til at antyde, at mottoet over scenen til lejligheden kunne ændres til ’Til phantasiens mord’. Det vil være for drastisk denne gang. Men stimulerende var hverken musik eller libretto.
Ærgerligt nok. For det fremgår klart, at der ligger et stort arbejde i både partitur og scenisk virkeliggørelse af ambitionerne om at skabe et festspil.

gregersDH.dk