Szhirley, Maria Lucia og Jimmy Jørgensen i ‘Elsk mig i nat’ (Tegning: Claus Seidel)
FLINKEPOPPEN I SKYSOVS
Gasværket summer af 80’er-pop og lyser op i overdådig scenografi
****
HALLO for en afbrænder at starte med! Som panik ved St. Hansbålet i de første minutter, hvor der ikke går fut i skidtet.
Sådan åbner musicalen ’Elsk mig i nat’ på Gasværket. En hysterisk start, hvor alle render om benene på hinanden, og den arme knægt, der er sat til at indlede med nogle takter af titelmelodien, udløser dyb tavshed hos publikum – hvor der er lagt op til, at bifaldet skal fosse ned over rækkerne.
Det må man kunne lappe sammen til en bedre åbning. Vi sidder jo dér, parat til gynge i stolen og svinge med på stort set hvad som helst af den glade flinkepop fra 80’erne. Ikke hujemodellen fra Vega eller Orange Scene i Roskilde med armene i vejret som jublende besværgelse – i Gasværket sidder man lidt mere nobelt, i hvert fald til en premiere. Men alligevel: Glad forventning.
HANDLING
Der kommer heldigvis mere facon på det hele, især når vi har affundet os med, at handling og historie i ’Elsk mig i nat’ er så tynd som kartoffelsuppen i Guantanamo-lejren.
Det handler om sangerinden Sui, der har været i USA i årevis, kommer hjem til sit gamle popmiljø med sin 16-årige datter Maja, der aldrig har sit sin far Frederik, men genforenes med ham, skønt han først siger: – Mig? Jeg er sgu ikke din far!
Det er sådan set, hvad vi bydes på. Bortset fra en sørgelig finale, hvor sangerinden dør af kræft og begraves. Egentlig en stærk slutning – men en slutning, som instruktøren Kenneth Kreutzmann åbenbart har fundet for negativ, for vi skal lige op at vende igen lidt festligt til allersidst med endnu en ’Elsk mig i nat’.
STEMNING
Musicalen er hele vejen igennem mest en teaterkoncert, hvor påskuddet for hver enkelt sang er en eller anden løs flig af handlingsgangen. På samme måde som i de fleste andre teaterkoncerter i disse sæsoner: ’Gasolin’, ’Beach Boys’, ’Nick Cave’, ’Lars Lilholt’ eller ’Tom Waits’.
’Elsk mig i nat’ holdes sammen af en stemning. Ikke af historien. En benfri stemning af sjove, glade, rørende, sentimentale sange i det regi, vi alle sammen husker i forskellige sammenhænge fra 80’ernes sange, for mit eget vedkommende, når vi eksempelvis forlystede publikum og os selv med alt fra Rocazino til Anne Linnet og Sanne Salomonsen i ’Kanal 22’ eller ’Lørdagskanalen’.
I Gasværket får vi selvfølgelig ikke det fuldstændige billede. 80’erne er også Benny Andersen og Poul Dissing, Kim Larsen, Tommy Seebach og Birthe Kjær og Keld Heick o.s.v., o.s.v. You name them. Jeg troede et øjeblik, at man havde misset også Sebastian. Men han kommer, næsten til sidst, med ’Stille før storm’. Og sammenlagt: Vi får – rigeligt. 30 numre.
EFFEKT
Som teater er der øjeblikke af stor virkning og flot effekt. Ikke mindst i scenografien, hvor Rikke Juellund har udnyttet rummet imponerende. Med scenegraven som swimmingpool det ene øjeblik, det næste kirkegård. Den enorme rumflade som flammende bål eller stjernehimmel-projektioner. Og gallerierne højt til vejrs både til højre og venstre brugt til orkesterpodier. Eller som et vældigt biblioteksgalleri – vi skal af en eller anden grund tænkes at befinde os på en herregård.
Det skaber f.eks. en stærk virkning, da Jimmy Jørgensen synger sit første solonummer fra toppen – hans vokale magi som altid uforvekslelig, vor tids Otto Brandenburg. Men her som i flere andre sange skal vi distraheres af koreografiske optrin – i dette tilfælde af to par, der udfolder sig på sidegallerierne. På hovedscenen ofte af shownumre, der kan være flotte i sig selv, men som ikke altid tilfører sangene noget, snarere tværtimod. Svækker dem.
TALENT
Men det bærer igennem, at der er så meget talent i sving: Szhirley med den røgfarvede stemme, Maria Lucia med den klingende sopran, Mille Dinesen med den skarpe frækhed og tillagt en jargon med ustandselige, skæve ordspil – ’Du skal feje for egen barm’, ’Så for bollerne en anden lyd’ etc.
Og blandt drengene den bevidst kiksede Troels Thorsen og svigermødrenes drøm Caspar Phillipson. Knaldgodt syngende fyre, ligesom Henrik Launbjerg.
Og – for ikke at glemme næsten-hovedpersonen: Den 16-årige Marie Busk Nedergaard, som er røget uprøvet ind efter en konkurrence på TV5 – et naturtalent, som falder ind med umiddelbar charme og troværdighed i alt, hvad hun gør, scenisk og sangligt.
Det hele er blevet en smule for broget. Men har villet så meget, have så mange sange med – når den ene er halvt fuldendt, er den anden i gang. Der skal være orgier af dans, masser af uforløste små historier undervejs, og show, show, show.
Fint nok. ’Man skal elske, mens man gør det/Man skal leve, mens man tør det’, som Piet Hein skævt citeres. Men det, man går ud af Gasværket med, er – ud over en svirren af melodier – først og fremmest et totalindtryk af det mægtige rum, belyst og ornamenteret med overvældende billeder.
