'En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk' Røde Rum i Skuespilhuset 11.5.2014 Anm.

Sofie Stougaard, Benedikte Hansen, Sarah Boberg og Jon Bille i ‘En kort gennemgang af taktorens historie på ukrainsk’ i Skuespilhusets Røde Rum (foto: Natascha Thiara Rydvald)
*
*
*
*
*
*
*
*

HJEM MED HENDE!

 
Et rodet stykke med titlen ’En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk’ er lige til at blive spillet på Dansk Folkepartis næste julefest. Det handler om en østeuropæisk indvandrer-nasser, der udnytter naive danskere. 

Spiller i Det Røde Rum i Skuespilhuset igen 12., 13. og 14. maj

 

***

DÉN rodebutik af en historie må de længere ud på de ukrainske stepper med.
Jeg ved ikke, om romanen ’A short history of tractors i Ukrainian’ holder vand. Den er skrevet af den ukrainske forfatterinde Marina Lewycka, der lever i England, og den er oversat til mange sprog og prisbelønnet.
Dramatiseringen af romanen, som Eventministeriet i Skuespilhuset spiller nu, kan vi i hvert fald ikke indstille til hverken den ene eller anden pris.
Vi præsenteres for en satire om en 84-årig professor, der gifter sig med 36-årig ukrainsk blondine med store bryster og hang til at komme til – Danmark? Eller muligvis bare et vestligt land. Det er lidt uklart.
Satiren visner, da vi også skal indvies i, at professorfamilien har en dramatisk koncentrationslejr-fortid, uden at det rigtig fremgår, hvad der baggrunden for den fortid. Muligvis en fortid i Ukraine.
En fortid, der muligvis medvirker til professorens flip med blondinen med de store bryster.
 

SATIREN

Vi holder os til satiren. Professorens to døtre river sig i håret over farmands projekt. Kan den gamle ikke holde sig til at skrive på sin afhandling om den ukrainske traktors udvikling efter 2. verdenskrig? Og holde nallerne fra den ukrainske blondine, der bare er ude efter opholdstilladelse og pigernes arv?
Yngste datter, der bliver spillet af Sarah Boberg, er sociolog og blød i betrækket og emmer af tolerance over for både farmand, der er lige så sød, som Gitte Hænning synger om sin farmand, og blondinen, der sejler rundt på de højhælede og både vil score børnepenge, bil og konto hos Hennes og Mauritz.
Sarah Boberg bliver efter at have været udsat for dullen og hendes behandling af farmand hurtigt overbevist af Benedikte Hansen, der spiller den ældre søster og som kan sin Pia Kjærsgaard: Blondinen skal ekspederes hjem, hvor hun kom fra. Gerne med udenrigsministeriets og politiets hjælp.

 

UFÆRDIGT
 
Der er noget at skændes om. Og noget at grine af, når Jon Bille giver den hele armen som gebrækkelig og halstarrig gamling, der gerne vil have blondine på skødet, men også bliver så skræmt og forvirret, at han skider i bukserne, da det går højt.
For ikke at tale om valget af Sofie Stougaard til hamper tornado af en østeuropæisk golddigger med næsten uforståelig, råhøvlet accent og uforskammethederne flagrende lige så løst som minkpelsen. En heftig figur.
Vi tilgiver gerne, at spillet er hektisk og bliver formuleret i korte scener af nærmest tegneserieagtig tilsnit. Det skyldes ufærdig iscenesættelse og ultrakort prøvetid, som det nu bedrives af princip i teatrets Eventministerium. Det hele kører rask langt hen ad vejen, men indholdet og det rodede manuskript bringer os aldrig derhen, hvor Eventministeriet har været med f.eks. ’Boys don’t Cry’ for nylig. En forestilling, der rammer og ryster med utrolig præcision. 
Men forkortet vil Ukraine-stykket kunne bruges med succes ved næste julefest hos Dansk Folkeparti.
 

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *