'Altid for AaB' Aalborg Teater Lille Scene 10.5.2014 Anm.

Marting Ringsmose og Steffen Eriksen i ‘Altid for AaB’ (Foto: Allan Toft)
*
*
*
*
*
*
*

PANIK I AaB

 

’Altid for AaB’ er et forsøg på at ramme den lokalpatriotiske begejstring for fodboldklubben i Aalborg. Det virker ikke. Snarere modsat.

Spiller på Aalborg Teaters lille scene indtil 14. juni.

**

  

AALBORG er en glad fodboldby. Lige nu offer for en blanding af ekstase og panik: Vinder AaB guldet søndag?
Spørgsmålet er det afgørende i Nordjyske Stiftstidendes netavis i dag, lørdag.
Læserne bliver spurgt. De er fulde af tillid. Selvfølgelig vinder AaB. Men en hr. Andersen beroliger: ”Rolig nu. Ikke rose røven, før den har skidt”.
Det er sikkert en udmærket lære, lige til at sætte som slogan over tarmkirurgers operationsstue.
Og som sproglig formulering også i fin tråd med den verbale kommunikation, der hersker blandt fodboldspillere. Sikkert ikke bare AaBs.
Forfatteren til stykket ’Altid for AaB’, som nu har haft premiere på Aalborg Teater, er den unge dramatiker Henrik Szlany. Han har fået opgaven af Aalborg Teater: Skriv et stykke om AaB. Så har han kikket og lyttet på bane og i omklædningsrum, fanget tonen og omsat den til, hvad han nu kunne udmønte dramatisk. F.eks. en spillerslagsang med refræn: ”Det er dejligt at slikke fisse”.
Fodboldspillere har menneskelige lyster. Ud over den nævnte, selvfølgelig så mange andre. Plus problemer af alle mulige arter.
 

LOKALPATRIOTISMEN

Vi indvies altså i en verden af drengerøve, som alle sammen har den brændende ambition at score mål og damer, samt tjene penge – men også forsøgsvis i en verden, hvor lokalpatriotisme skal brænde igennem, ja, det er nærmest hovedtemaet. Som ind imellem udtrykkes af spillere, træneren og den aktive reporter, forestillingens eneste kvinde på scenen: Marianne Høgsbro, forbundet i disse måneder – hvis man er teatergænger – med en fremragende fru Levin i ’Indenfor murene’. Men nu i ’Altid for AaB’ spiller en hårdkogt journalistgimpe, der kan drengenes sprog, lægger til og an, og får svar på tiltale: Du er for gammel.
I klubmiljøet efterlades de fleste i skrotbunken. Vi følger stemningen efter sejr og nederlag, Martin Ringsmose kæmper for at beholde sin plads på holdet, men dumpes på et dårligt knæ. Andreas Jebro spankulerer banen rundt som et hjemkøb fra udlandet, der alligevel spankes af klubbens træner Steffen Eriksen. O.s.v.
 

ANSTRENGENDE
 
Det er en temmelig anstrengende halvanden times forestilling, uanset hvor meget instruktøren Minna Johannesson skubber rundt med spillerne og hidser dem op til konflikter. Ikke bare anstrengende for spillerne, der træner og knokler på livet løs, slås og sviner hinanden til, korporligt og verbalt.
Også for tilskuere, som ikke har fulgt med i f.eks. de korruptions-konflikter, der tales om i klubbens ledelse og administration. Det indgår i plottet.
Som ikke rigtig er noget plot i øvrigt. Det afgørende slag mellem spillerne i ’Altid for AaB’ handler om jalousi, magtkampe og nedture – snarere end om den lokalpatriotisme, der ellers står som flammeskrift over lanceringen af dramaet.
Den flamme brænder hurtigt ned i et stykke, der mest er som en fortælling om professionel fodbold som et helvede på og omkring en grøn græsplæne.
Når man forlader teatret, bliver det harske billede hængende af en fodboldkultur, man kan skære sig på. Var det meningen?

gregersDH.dk

No Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *