Louise Fribo i ‘Tell me on a Sunday’ på Sceneriet i det Ny Teater (Foto: Det Ny Teater)
*
*
*
*
*
*
*
*
ON A SUNDAY
Skruet ned til lille format viser Louise Fribo og Lloyd Webber deres store format med ’Tell Me on a Sunday’ på Det Ny Teaters Sceneriet.
Spiller en ekstra gang 21. maj i Sceneriet på Det Ny Teater. Derefter først til efteråret.
******
DET er det særeste sted at blive lukket ind i: ’Sceneriet’ på Det Ny Teater. Ned i kælderen. : Og du skal ikke i restauranten – hands off! Du skal i den mørke sal, hvor alle skikkelserne fra teatrets forestillinger stirrer ned på dig fra balkonen.
Og ind træder Louise Fribo på scenen. Stilfærdigt. Til sine tre ensomme musikere – hallo! Her ikke glimmeret, festen, farverne, de store armbevægelser, suset fra orkestret, når de oppe på den store scene spiller ’Evita’ eller ’Beauty and the Beast’ eller ’Love never dies’ eller ’Phantom of the Opera’ – det er næsten som kunne det være stedet, hvor the Phantom skjuler sig og går rundt og sukker!
Men hvad så? Jo, en fuldstændig fortættet, mindre end en time lang forestilling, der på den intimeste måde viderebringer til os to ting:
En Andrew Lloyd Webber, som i alle led koncentrerer det sikreste, det mest velskrevne i sin musicalkunst i en form, der er blottet for så meget af det, der i hans musicals kan virke som elastik-forlængelser, der skal fylde et stort projekt ud.
Webber de luxe.
NÆRBILLEDE
Og det andet: En Louise Fribo i fabelagtig nærbillede. Et portræt, hvor hun med den mest eklatante sikkerhed rammer et kvindemenneske, der er i hjertegribende svingninger mellem at være sikker på sig selv og lammende usikker.
Webbers’ Tell me on a Sunday’ er en historien om en pige, der prøver at finde sig selv i forhold til mænd. Som det ene øjeblik skriver breve hjem til mor for at juble om, hvad der overgår hende. Det næste krøller brevpapiret i stykker, for det skal mor ikke høre om.
Louise Fribo udspiller forløbet i korte situationer, vi følger, hvordan hun gennemlever raseri, ny sødmefyldt forelskelse, iskolde, hadefulde øjeblikke – alt sammen øjeblikke, der binder os som publikum til hendes enkle handlinger på den lille scene – så slænger hun sig på klaveret og bruger pianisten som mål for sin forførelse, så er det bassisten, som står model til hendes henførthed, så er hun sammenbidt og indædt vendt mod publikum i snerrende hævnhumør efter at være svigtet.
BEHERSKELSEN
Louise Fribo er modnet til ny beherskelse af sin forbløffende stemme og ikke mindst: Beherskelsen af sproget. Ikke en konsonant, ikke et ord smutter for os i hendes perfekte engelsk.
Ingen musicalkunstner i dette land behersker hele sit register fra højeste til dybeste tone i den grad som Louise Fribo. Og ingen har på samme måde krammet på sit udtryk som hun.
Jeg ved ikke, hvor meget det har betydet for hende at have en klog skuespiller som Mads M. Nielsen inde over som konsulent og instruktør. Men det føles som om samspillet med tre suveræne musikere – og hendes egen suveræne musikalitet – er en afgørende inspiration for den perfekte timing og finslibning af hver eneste detalje. Musikernes er Christian Berg (klaver), Pelle Fridell (sax m.m.) og Jesper Thorn (bas).
På en måde en miniforestilling i en afsides kældersal – målt i forhold til Det Nye Teater store udspil oppe i etagerne. Men Louise Fribo gør ’Tell me on a Sunday’ til et kunstværk.
Små armbevægelser. Store følelser. Og meget stor kunnen.
