'Cabaret' Aalborg Teater Store Scene 1.5. 2014 Anm.

Lise Baastrup og Kit Kat-danserne i ‘Cabaret’ (Foto: Allan Toft)
*
*
*
*
*
*
*
*

ADGANG TIL INFERNO

 

Musicalen ’Cabaret’ omdannet til helvedets forgård på Aalborg Teater. 
Spiller indtil 14. juni på Aalborg Teaters Store Scene.

 

*****

 

SELVFØLGELIG er vi optaget af, hvordan Aalborg Teaters bramfrie talent Lise Baastrup spiller Sally Bowles, rollen, som Liza Minelli har udødeliggjort i filmatiseringen af ’Cabaret’.
Men sjovt nok: Bortset fra, at hun gør det flot, så har instruktøren Rolf Heim gjort hende til kanten af en hovedperson i en forestilling, der opleves som et forværelse til Dantes Helvede.
Et mareridt af et show, hvor alt er broderet som en collage af groteske dansere, musikere, der optræder som var de søfolk på ’Titanic’, kort før skibet går ned. Med Cliff Bradshaw som en engelske forfatter, der har forvildet sig ind i dette forstudie til helvede og undergang med en uskyld og forfærdelse, da alt gradvis går op for ham, og Sally midt i virvaret som et lige så forvildet barn.
Det er en fortolkning, der umiddelbart kan tegne denne ’Cabaret’. Opsætningen kan sagtens ses ud fra den vinkel, som musicalen normalt henføres til, og som den bestemt rummer: Den vilde, frie, skøre leben, der herskede i Berlin i slutningen af tyverne. Den blomstrende dekadence, Brecht/Weil-tidens prægtige løssluppenhed og aggressivitet – med nazismen hængende truende over alt, i hændelserne omkring ’Kit Cat’-bulen, det berlinske nattelivs sodoma, den fortvivlende kærlighedsaffære mellem pensionatsværtinden Fräulein Schneider og den jødiske grønthandler Herr Schultz.
 

FORFØRELSE

Men Rolf Heim og scenografen Sisse Jørgensen fjerner forløbet flere grader fra den side af musicalen, der som regel bevæger sig i mere naturalistiske baner og plejer at holde os fast på realistiske rammer: Togvogn, banegård, pensionat, kabaretlokale, grønthandel.
Scenografien er et brutalt trappearrangement i baggrunden, men ellers stort set en åben scene, hvor alt kan foregå.
Stripperpigerne fungerer som lænestole, som knagerækker, endda som jøder på flugt, som alt muligt, i en koreografisk udpenslede bevægelsesmønstre, hvor de opleves som en massivt truende horde af iskolde, halvnøgne forførende djævle.
Al forførelse foregår med hænder, fingre, kroppe, hvor de som dyriske fangarme omklamrer hinanden og hovedpersonerne som i en ormegård.
Midt i dette netværk af varsler om inferno møder vi naturligvis også de elementer, vi skal, og som vi forventer: Konferencieren, der synges fremragende af Carsten Svendsen, og som ved et snuptag kan forvandles til Hitlermaske og fanden selv. En glimrende præstation. En Ulla Henningsen, som den grå, ulyksaligt forelskede Fräulein Schneider, der underkaster sig truslen om undergang, hvis hun gifter sig med den flinke, men uheldigvis jødiske grønthandler, Jørgen W. Larsen som Herr Schultz. En kold skid af en nazistisk fidusmager, Ernst Ludwig, i Mads Rømer Brolin-Tanis skikkelse. Laura Kold som rå luder.
 

I MORGEN…

Og så er vi fremme ved hovedpersonerne. Hvor Martin Bo Lindsten er præcis, som vi forventer det: En flink, målløs og forelsket engelsk forfatter Cliff, der aner uråd. Og Lise Baastrups saftige Sally Bowles, som har stemme og fysik til at synge f.eks. musicalens slager om sin venindes helvedes-visioner, mens hun nærmest begraves i røde fjer af tøserne omkring hende. Og som også har slagfærdigheden til skiftevis at jorde sin englænder, og smyge sig om ham i fortvivlende mangel på forståelse for, hvilken skæbne, der er ved at ramme dem alle.
Hun er nok – som vi forventer – forestillingens hovedperson, men alligevel i opsætningen gjort til en brik i et scenisk hurlumhej, der er fyldt af fabulerende djævelskab.
Det er fascinerende, ganske uhyggeligt. Uventede detaljer dukker op nu i skrivende stund. F.eks. den sang, som i filmen synges af en Hitlerjugend-knægt – ’I morgen er verden ung’, synges her af natklub-tøserne og gentages til sidst af dem alle, mens et jerngitter køres ned mellem dem og os.
Helvede lukker sig om Europa.
Tæppefald.
En gæst mindede mig i pausen om, at det var Lulu Ziegler, der fik ’Cabaret’ sat op i Aalborg i 1969. Med Lisbet Dahl som Sally.
Det var også Lulu Ziegler, der dengang sang ’Jeg er den sidste turist i Europa’.
Tankevækkende.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *