ENSOM VANDRING MOD KATASTROFE

’Boys don’t Cry’ er et brillant spillet drama om ensomhed og kærlighed – på en kontroversiel baggrund: Kønsskifte

Spiller på Teater Mungo Park på spredte datoer indtil 28.4.

*****

HAN står dér. Forstenet. En bleg knægt. Mundlam over for anklagerens knytnæve-spørgsmål. Han græder ikke. Det gør mænd ikke.
Han, skriver jeg.
Hvis man har set den trailer, Det Kgl. og Mungo Park viser på hjemmesiden, ved vi, at det er Christine Albeck Børge. Traileren viser i lynklip hendes forvandling til drengen Brandon i stykket ’Boys don’t Cry’, en fællesproduktion mellem Mungo Park i Allerød og Skuespilhusets Eventministerium. Det er en teaterversion af en film, der kort før årtusindskiftet vakte opsigt, ikke mindst i U.S.A.
Opsigt, fordi den var fremragende spillet. Og opsigt, fordi den var baseret på en virkelig begivenhed i begyndelsen af 90’erne, da en pige i Nebraska ved navn Leena blev myrdet af venner, der opdagede, at hun ikke var den fyr, hun gav sig ud for, men en pige, der var i færd med operativt at blive forvandlet til en mand.
En transvestit. Hun både voldtages og myrdes.
Start og slut i stykket: Hun er for retten, fordi hun selv har meldt vennen John for voldtægt.

SMUKT

Det er djævleblændt realistisk drama for øjnene af os mellem start og slut.
Og enormt godt spillet. Voldsomt, men først fremmest smukt.
Smukt, fordi der udvikler sig et uimodståeligt kærlighedsforhold mellem den elementært primitive, men også søde pige Lana, der lever livet på hash og sprut med mor og stedfar, livskraftig, parat til at smide jobbet i supermarkedet – ”man behøver ikke være ædru for at veje spinat,” som hun siger til Brandon, da ’han’ vil have med sig.
Hun er forelsket. Og hun bliver ved at være det, selv da sandheden om Brandons køn siver ind og alt omkring hende og Brandon ramler.
Lana spilles af Lise Lauenblad med rørende, alt bortfejende tvivl i sit sind – så overvældende og autentisk som hun var i ’Peter og Ulven’ på Teater Grob for et par sæsoner siden som studinen, der bryder ind i selskabet og vælter alt og alle over ende.

PÅ TVÆRS

I ’Boys don’t Cry’ er grokraften mellem hende og Christina Albeck Børge uforlignelig. På tværs af de konkrete, paniske kønsknuder mellem dem svinger hormoner og liflig forelskelse ganske uhæmmet til det sidste. Selv da alt er endt i total katastrofe.
Og selv omgivet af en konstant uforstående og selvoptaget, omkringvaklende mor, som Maria Rich gør til et helt show for sig med barnevogn og brandert. Plus en slagsbror af en sniffende ven John, grov, smalsporet, parat til vold hvert sekund – Anders Budde Christensen, inkarnation af en rocker. Uden tatoveringer, men med seksløber. Endelig Nicolaj Jandorf som bøssekarl og anklager på skift. Troværdig i begge egenskaber.
Anders Lundorph har sat i scene uden at holde igen på udtrykskraften, og han har haft fund mellem hænderne, ikke mindst Christine Albeck Børge, der limer os til sig med al den hjertegribende usikkerhed, som personen Leena er offer for, svigefuldhed og trofasthed, sammenbidt håb og sort nedtur, der er yderpunkterne i hendes korte liv.
En djævelsk god præstation.
Og stykket bliver dermed mere et smukt kærlighedsdrama end et provokerende debatstykke om en kønsproblematik. Musikalsk raffineret bestykket af Jonas Munck Hansen, der er på scenen med slagtøj og taster. Han styrer diskret den kammermusikalske uhygge.

gregersDH.dk