'Sandmanden' Skuespilhuset, Det Røde Rum 12.4.2014 Anm.

Anders Hove og Mikkel Arndt i ‘Sandmanden’ (Foto: Miklos Szabo)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

UH…HUH…!

 
Ingen kære mor i Det Røde Rum! …  De spiller greuel-udgaven af ’Den lille Ole med paraplyen’, eller rettere ’Sandmanden’, Hoffmanns eventyr om sand i øjnene og onde drømme. Vildt og sjovt.

’Sandmanden’ spiller i Skuespilhusets Røde Rum indtil 31. maj

*****

– DEN LILLE OLE med paraplyen… En sang så mild og sød.
Så er det sovetid!
Men gu’ er det ej. I Skuespilhusets Røde Rum er det tid til, at Sandmanden, skummel og uhyggelig, bøjer sig over den sovende Nathanael, drysser sand i hans øjne og flår dem ud.
I Nathanaels drøm. Men den nuttede sang om Lille Ole kvidrer videre.
Vi er godt klar over, at vi skal lokkes i en fælde.
For historien er E.T.A.  Hoffmanns. Den grumme, tyske eventyrdigter. Og den har ikke spor at gøre med H.C. Andersens ’Ole Lukøje’ eller Lembkes sang om de små, der ’så glade til sengs vil gå og drømme om guds engle små’. Den er mareridtet om den væmmelige Sandmand – i Det Kgl.s Røde Rum skuespilleren Anders Hove, dansk teaters ekspert i mænd, der kan ligne en glemt hulebeboer fra bagenden af Fristaden Christiania. Når det stikker ham. Altså nu som den dæmoniske Sandmand.

I BAGLÅS

Det Røde Rum, der efterhånden fungerer som en selvstændig og nyskabende enhed i Skuespilhuset, har hentet Hove ind som joker i jagten på nye skæve klassiker-fortolkninger.
Det er stort set ikke ekkoet af en replik fra ham. Han øver bare sine gerninger. Vender tilbage i Nathanaels forstyrrede hjerne med mellemrum og sætter ham i baglås.
Det er så virkeligt – og så omvæltende – at pigen Clara, som Nathanael skal giftes med, også får et chokerende møde med den mystiske natmand. Sådan eksploderer historien i krydsninger mellem drøm og virkelighed, og dramatiseringen af Hoffmanns hårrejsende lille eventyr er i hænderne på skuespillere og en dramatiker, der bringes i exceptionelt hopla af mulighederne.
Mikkel Arndt er Nathanael i sin unge uskyldigheds vold, Maria Rossing på evindelige svingture mellem forelskelse i staklen og krav til, at han tér sig ordentligt. Det ene øjeblik lydigt underlagt sin topborgerlige bror – Nicolai Dahl Hamilton er den perfekte storebror med slips og rettidig omhu – det næste er hun klar til hvad som helst i sin forliebthed.
Den frygtelige Sandmand rusker dem omkuld med sin huseren.     
 

TABER HOVEDET

Hvad stiller vi op med denne uhæmmede lyst til i Det Røde Rum at knalde en gang romantisk, komisk gruel-teater ud? Som det ikke er nok med Sandmanden, opererer E.T.A. Hoffmann – og nu den unge dramatiker Astrid Øye – også med alkymisten Spalanzani, der har opfundet robotten Olimpia, som Nathanael brænder varm på.
Den situation, smart afviklet af scenografen og iscenesætteren i en art cirkusarena, rummer et højdepunkt: Robot-dukken Olimpia synger med stor indføling Schuberts ’An die Musik’ – dén har Marie Dalsgaard greb om på det smukkeste – og præstationen lokker stakkels jalouxe Clara på banen sekunder efter med en nødtørftig og bristefærdig affyring af Schuberts ’Die Forelle’.
No way. Spillet er tabt. Nathanael er røget på dukken – som bare straks efter taber hovedet rent bogstaveligt. Som Nathanael taber hovedet på sin måde. Situationen, som mange kender fra Offenbachs opera ‘Hoffmanns eventyr’. Robotter er til for at afvikle virkeligheden.
Rune David Grue har iscenesat med en personinstruktion, der vibrerer af lystfuld leg. Og sammen med scenografen Palle Steen Christensen fået scenen i det røde rum til at lege med. Dekorationerne flytter skuespillerne. Og skuespillerne flytter dekorationerne.
 

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *