Malene Melsen og Mette Maria Ahrenkiel i ‘Jumpy’ på Odense Teater (Foto: Emilia Therese)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
OVERGANGSKULLER
Mette Marie Ahrenkiel som henrivende offer for midtvejskrise i Odense Teaters ’Jumpy’, engelsk trivialdramatik, når det er bedst.
Spiller på Odense Teaters scene Sukkerkogeriet indtil 10. maj
****
KULLER. Det har de næsten alle sammen i det stykke. Måske undtagen fyren Cam, der dukker op til allersidst splitternøgen og med en rose bundet til sin pik. Uimponeret af alt det halløj, vi har siddet dér og grinet af, rynket på næsen af og fældet en tåre over.
’Jumpy’ er en historie af den type, vi kan udenad fra utallige engelsk-amerikanske tv-serier, der bare kører herfra og ud i evigheden. Med ægteskabelige forviklinger, generationer, der kæfter op mod hinanden, og så dét, der er navlestrengen i ’Jumpy’: Kvinden i overgangsalderen.
Her er der endda hele tre stykker af slagsen, men en af dem har hovedrollen. Det er Hilary. Hun bliver spillet af Mette Maria Ahrenkiel, som har den uhelbredelige egenskab at blive ved at se ud som den nuttede Agnete i ’Elverhøj’, som hun spillede på Det Kgl. for tyve år siden.
TØSERNE
Det kan så være en særlig pointe i ’Jumpy’. For det føjer en fin, tvetydig kuller til Hilarys problem, som handler om, at hun har teenagedatteren Tilly, der styrer sin egen, vildtvoksende Formel 1-kurs, tøset og fræsende selvoptaget på tværs af alle moderlige formaninger og almindelig sund fornuft.
Hvilket er, som det skal være, når man er femten år. Og varetages frækt og udfordrende af Filippa Suenson, støttet af veninden Lyndsey, henrivende kækt og blåøjet spillet af Marie Nørgaard.
Gravide bliver pigerne – deres fyre ser vi ikke meget til, de stolprer rundt i kulissen, og vi behøver heller ikke se meget til dem, vi kan stort set nøjes med at fornemme dem og deres lige så turbulente teenageaktiviteter via deres uhjælpeligt bekymrede forældre – som har deres egne trivielle opgør baseret på ægteskabelig kedsomhed og visnede bastioner.
Vi interesserer os sporadisk for dem alle sammen.
Hilarys desperado-veninde Francis med den kyniske livserfaring – Malene Melsen i topform, en tændstik af statur, men med krudt og stikflamme i den svovlholdige top.
Mads Nørby som Hilarys søvnige ægtemand. Michael Brostrup som sandblæst, emsig skuespillerstarut og far til knægten, der gør Tilly med barn, og som lægger automat an på Hilary, selv forsynet med en kone, som Githa Lehrmann har fornøjelsen af at gøre så harsk, at man begriber mandens emsige og flakkende udenoms-ekskursioner.
PERFEKT BALANCEGANG
Men det er Hilary, vi interesserer os for.
Mette Maria Ahrenkiel. Som gør Hilary nøjagtig så skrotforvirret, som man må blive, når man på den ene side er mildt forvirret over bombardementet af forventninger fra alle – inklusive sig selv – til at klimakteriet er ved at brænde enhver luns af ungdom, livsglæde, sexlyst, glat hud og lys i øjnene til aske og tristesse. Samtidig med at man mere eller mindre bevidst dufter af en ungdom, der er præcis så sulten og frodig som den uvorne datters.
Det er den balancegang, Ahrenkiel rammer rent.
Hun er skiftevis ved at dratte til den ene side, hvor disciplinærmetoden over for datteren er den banale og meget rimelige, småborgerlige mama facon – for så at ryge til den anden side, hvor datteren står som dén lysende fakkel af selvstændighed og initiativ, som hun selv med sin egen lysende og attraktive agilitet faktisk misunder hende.
Stykket er oversat med rappe pointer af Ann Mariager og iscenesat af Madeleine Røn Juul, der sammen med scenografen Rebekka Bentzen har ansvaret for tempoet i den snurrige og snurrende drejescenedekoration og en kostumering, der har mange komiske detaljer. Fra rosen på pikken til Malene Melsens opgejlede flamencoshow.
