VERBAL FLODBØLGE
Hun går på med krum hals fra hjerteoperation til revypremiere. Paradokser flyver fra hende. Ingen kan bremse den ukuelige livsvilje hos Lisbet Dahl, skuespilleren, der er en ørn til at organisere alt – undtagen sig selv.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Lisbet Dahl kommer flintrende på sin gamle cykel op ad villavejen. Der er mælk til morgenkaffen.
Hunden? – ’Lad som ingenting, så bider den ikke!’
Dér sidder vi så plantet ved sofabordet, klokken er 10 formiddag. ’Plantet’. Det er så meget sagt, for pludselig er Lisbet som en raket henne ved vinduet for at jage en hveps ud.
”Satans hvepse! – Jeg tror, der er en rede under taget…”
Kamp med hvepse. Kamp med så meget. Lisbet Dahl er i stående konfrontation med tilværelsen. Hovedet højt løftet, øretæver til højre og ind imellem til venstre, latteren rungende som maskingeværild, en livsappetit, der kræver foder i form af nærvær og modspil.
Lisbet Dahl i lyst og nød. Om et par timer skal hun være til prøve ude i teltet på Bakken. Premieren nærmer sig, nervesystemet er opladet, men intet skal forhindre hende i at lukke op for en verbal flodbølge af ukuelige udsagn om alt muligt andet end revyen. Opretholdelse af livet i almindelighed f.eks.
Overlevelse er et nøgleord. Overlevelse på trods.
Det følgende er et forsøg på sammenfatning af en verbal flodbølge, man lukker op for, når man spørger hende, hvordan hun har det.
JEG VAR LAMSLÅET
”Hvordan jeg har det? Med revyen? Lige nu tænker jeg: Det går aldrig. Det kan ikke samle sig. Det bliver ikke til noget. Men det sagde jeg vist også sidste år.
Men du mener: Hvordan jeg SELV har det? Jamen, jeg har jo været igennem nogle operationer. Først fik jeg nye hofteled. Så en ny hjerteklap. Min måde at klare dét på, det er at sige: Det er der ikke noget at gøre ved det, og så tager vi den derfra, ikke! Alligevel – den med hofterne. Jeg var lamslået. Hofterne opereres? Nej, de skal ikke! Jeg går da bare hen til noget alternativt – du drømmer ikke om, hvad jeg har øst af penge ud på alt muligt. Men det endte altså med to nye hofteled…
Og så dér før jul. Jeg var rasende – opereres i hjertet! Hvad bildte de sig ind? Hvorfor lige mig? Jeg skældte ud i fjorten dage. Folk sagde: Jamen, Lisbet, du må være taknemmelig over, at det kan lade sig gøre. Taknemmelig? – gu’ var jeg da ej. Jeg var stiktosset. Men bagefter tænker man: Dét klarer du også…
BØGERNE SMIDT UD
Nu er jeg hjertepatient, siger de. Så får man nogle bøger med hjem. Der står en hel masse. Jeg har smidt dem ud.
Når jeg så spørger: Hvad ER det, jeg skal gøre? Ikke noget særligt, siger de. Gymnastik, leve sundt og spise en masse grønt. Og kun to glas vin i døgnet – det overholder jeg ikke, skal jeg hilse og sige. Bevæge dig. Det ved jeg sgu da godt! Det har jeg altid gjort. Jeg hopper og danser på scenen. Og går ture med min latterlige hund.
Jeg ved ikke, hvad det er jeg skal eller ikke skal. Jeg kan da godt mærke lidt ståltråd og stadig være lidt følelsesløs, og jeg må ikke få sol på arret, så jeg sætter plaster på. Folk siger: Skal du ikke køre i lidt lavere gear? Næh, for så skal jeg holde op at være skuespiller. Det er højt gear at være skuespiller og stå dér og præstere noget, mens alle mennesker kikker på en. Hold op med at være skuespiller! – dét er der ingen, der siger.
Og holde op med at ryge. Det gjorde jeg for flere år siden. Jeg holdt garanteret op med at ryge, fordi jeg tænkte: Der er ingen, der en dag skal give mig gode råd. Behandle mig som en outsider. Komme og belære mig. Jeg finder mig ikke i det.
ØRETÆVER
Nej. Det handler om, hvordan man overhovedet klarer det. Når jeg tænker på, hvad jeg har oplevet i mit liv, så må man sige: Det har været voldsomt. Ikke når man står midt i det. Men når jeg ser på det bagefter. Der har virkelig været nogle øretæver, der ville frem…
Jeg er bedst i strid. Ballade og sådan noget. Dét ordner jeg. Jeg bliver helt lysten, så snart der nærmer sig konflikt. Det er også derfor jeg er god til at dirigere og lede. Jeg er ikke bange. Og så har jeg et højt energiniveau. Og tro på, at jeg klarer det.
Det har jeg fra min mor. Hun sagde: Du er enestående, fordi du er mit barn, og du kan alt hvad du vil. Du skal tro på dig selv. Elske dig selv. Have respekt for dig selv. Og tro på andre. Elske andre. Have respekt for andre.
Min far lærte mig: Orden i tingene! Det er jeg god til – at sørge for at andre har. Ikke at jeg selv har det. Jeg kan organisere, styre tropperne. Jeg er god til at planlægge. Undtagen mit eget liv. Mit liv er ikke planlagt en levende skid. I virkeligheden gider jeg ikke rigtig. Jeg er arbejdssky.
Noget af et paradoks, ikke? Jeg skubber tingene. Men når først jeg tager mig sammen, så kører det. Jeg kan sagtens sætte mig ned og glo ud i luften. I flere uger. Mens al ting vokser op omkring ørerne på mig. Jeg er ligeglad. Se den dér enorme bunke aviser! Tror du ikke, de skulle have været ud til storskrald for længe siden? Jeg tog mig sammen for tre uger siden, og fik dem bundtet op i den stabel. Og nu ligger de dér.
ALENE – MEN FLOKDYR
Snakke med en psykolog? Jeg er da min egen psykolog. Jo, selvfølgelig snakker jeg nogle gange med sådan nogle som Ulf og Klaus, når der er et eller andet. Men jeg hører aldrig efter. Nogle gange er jeg bare så klog, at jeg kunne undvære hovedet. Men jeg bliver nødt til at tænke mine egne tanker, og så ellers bare sige tingene højt. Når man laver det, jeg laver, så er man også psykolog for alle de andre. Det er en del af mit arbejde, når man skal finde ud af roller. Det kan være noget med lige at holde tingene lidt hen og få overblik. Og så bruge sin intuition.
Intuition har jeg nok af. Det er tit, jeg ved noget, uden at ane, hvor jeg har det fra. Sådan en fornemmelse. Der er noget galt. Men hvad? Det ved jeg ikke. Folk, der ikke kender mig, bliver utrygge af det. Folk, der kender mig, siger: Bare ti stille. Det kommer om lidt… Og så kommer det. Man må lade underbevidstheden få lov at arbejde.
Det lyder måske, som om jeg er helt selvkørende. I virkeligheden er jeg et flokdyr. Men nu er jeg faktisk alene. For første gang i mit liv. Første gang i fyrre år!
Altså, Gustav, min søn, er her – lidt som vinden blæser. Men der er dage, hvor jeg er helt alene, bortset fra den latterlige hund. Jeg har pludselig fået en hund, som jeg er nødt til at have med på arbejde. Ellers har jeg jo altid haft mænd og børn og unge piger. Nu sidder jeg her alene og glor ud i luften. På en måde er det meget tillokkende ikke at bo sammen med nogen. Ingen blander sig. Det siger jeg ikke som en bagudrettet skideballe til mine ægtemænd. Men den der med at kunne gøre, hvad man vil, ikke hele tiden at skulle spørge nogen om noget, eller forklare noget eller huske at fortælle noget. Det er fantastisk.
Fremtiden? Hele mit liv har jeg med mellemrum tænkt: Ih, hvor kunne jeg godt tænke mig at se mit liv om et år. Se, hvor jeg er henne. Nu har jeg fået smag for det der med ikke at lave noget. Nyt paradoks: Jeg kan jo også godt lide at lave en hel masse. Revy f.eks. Såh…om et år? Dér laver jeg en ny Cirkusrevy!
