SKÆVE GRIN OG GODE STEMMER

Operaakademiet præsenterer sine nye sangere i en kåd, fjollet, men også sjov udgave af ’Flagermusen’

 
Spiller også 30. marts og 1. april på Operaens Takkelloftet.

****

HVIS man vil, kan man selvfølgelig gå hjem og rense sjælen med Karajan og Wienerphilharmonikerne. Man kan også lade være. Og bare grine videre over den opsætning af ’Flagermusen’, som Operaakademiet denne fredag aften præsenterede sig med.
Man har straks det skæve grin på under ouverturen – fremført af et orkester, der lyder som et ukrainsk landsbyband, der ved den årlige sommerfest sætter fingrene i Strauss med deres forhåndenværende instrumenter – hvad der nu er til rådighed af slagtøj, truthorn, akkordeon m.m.
Derefter går de løs med sang og sjov – vi snydes ikke for ’Flagermusen’ som vi kender den, men den pudses godt op med diverse nyskabelser.
OK, Karajan gik jo heller ikke af vejen for at indlægge både ’Summertime’ og ’I could have danced all night’ i ’Flagermusen’, når det passede ham.
 

FLIMMER
 
Sproget er et flimmer af dansk, tysk, engelsk, fransk og russiske – det danske tilmed koloreret af, at størstedelen af Operaakademiets elever kommer fra andre, især nordiske lande, og deres danske er yndigt fremmedarbejdersk. Uden at man dog behøver ordbog for at følge med. Det er løse brokker, der ikke får vores forståelse af handlingen på vildspor.
Fyrst Orlofsky har selvfølgelig et par bodyguards, som vi hurtigt identificerer som tilhørende Putins private garde, og de siger en masse andet end ’spaziva’, uden at vi bliver urolige.
Ved den store champagnefest hos fyrsten har akademieleverne valgt at affyre et rockshow, og det russisk uniformerede orkester smider jakker og kasketter og kører, som om de spillede til X-faktor, mens champagne-elegancen i øvrigt forvandles til et vildt studenterkarneval som i et velaflagt, avanceret Helleruphjem. Selvom vi er placeret ved et badested ved Adriaterhavet.
I fængselsscenen gør Frosch og fængselsdirektøren deres stjerneberusede entre til hest. Det Kgl. Teaters rekvisitafdeling har alt. 
 

STEMMER

Vi er til stede for at høre de avancerede studerende ved Operaakademiet demonstrere deres kunnen. Og det får vi sandelig. I det løssluppent dramatiske. Og i det sanglige.
Der skal ikke være tvivl om, at den mest bemærkelsesværdige er den høje donna af en sopran, Lise Davidsen, stor, ja også i stemme. Man aner en dramatisk sopran med årene, men sandelig også en scenedame, der kan bruge stemme og krop præcist suppleret af underfundig og slagkraftig mimik. Ved sine sider har hun et par sunde tenorer, Jens Christian Tvilum, der synger Eisenstein, og Petter Moen, der synger elskeren Alfred. I centimeter vil de komme til at dele skæbne med mange andre sangere, der fremover skal matche Lise Davidsen scenisk. Men det er jo vilkårene.
Andre sangere bragte os også fornøjelser denne aften – f.eks. en kvik Adele, sunget af Beate Mordal, en imposant Alexander Nohr som Dr. Falke og en spinkel, raffineret Orlovsky med et stærkt blik og en smuk stemme. Navn: Felicia Gyllenstig Serrao.
Det er som sædvanlig Akademiets dramalærer Ebbe Knudsen, der har iscenesat og udfoldet fantasien i samarbejde med de studerende. Han tager næsten livet af scenen i fængslet med en lyksalig fornøjelse ved at lade fængselsbetjent Frosch trække sin figur i langdrag. Den er lang nok i forvejen, forestillingen.
Men altså: Sjov.

gregersDH.dk